Spørgsmål:

Hvorfor er det et tabu at være jomfru?

Det er et rigtig godt spørgsmål. Det handler vel igen om, at det hele handler om at kunne præstere, og hvis man er jomfru kan man ingenting, hvorimod den, der har dyrket sex fem gange, kan det hele? Nej, vel. Du kan være ligeså anspændt den femte som den første gang, hvis ingen af de forrige gange har været med fokus på dig, og du kan være lige så afslappet, som en, der har dyrket en masse sex, hvis du virkelig har lyst, og I har varmet godt op sammen.

Der er masser af fyre, der fantaserer om jomfruer og det at være den første. Der er også masser af kvinder, der fantaserer om at tage en ung mand/kvindes ‘mødom’. Og ja, så er der det modsatte, fordi der nødvendigvis skal tages lidt mere hensyn den første gang (eller den anden eller femte). Så du skal nok finde en at prøve sex første gang sammen med.

Der render desværre masser af unge mennesker rundt og tror, at de er den eneste, der “ikke har gjort det endnu”. Og jeg kender for mange så-drak-jeg-mig-fuld-og-fik-det-overstået-historier, og de er heller ikke gode.

Igen er der også noget med, hvilke historier man får fortalt sig selv. Om man tænker, at alle andre synes, det er pinligt, at man aldrig har dyrket sex. Det gør de ikke. Der kan være overraskelse osv, men de fleste mennesker er virkelig forstående i forhold til, at den slags emner er svære. Dem, der gør grin, kan man kun have ondt af.

Så jeg forstår godt, at du tænker, det er et kæmpe tabu. Hvis du selv er jomfru, er det måske det, der holder dig fra at gøre noget som helst. Men det er desværre altid meget værre i vores hoveder, end det er i virkeligheden. Og du kan jo vælge at fortælle én fortrolig det, og så én til. Når man siger tingene højt, kommer der luft omkring alt det farlige, og så har det farlige det med ikke at fylde helt så meget. Og du vil blive overrasket over, at beskeden kan modtages helt anderledes, end du havde forestillet dig. Måske med overraskelse, men også med forståelse. Du skal nok få dyrket sex, for du har hele livet til det.

Spørgsmål:

Tror du, at kvinders tendenser til at fake orgasmer påvirker mange mænd til at tro, de er bedre i sengen, end de er? Og at kvinder derfor får færre orgasmer/dårligere sex i sidste ende?

Det med at fake orgasmer er sådan en ærgerlig, dårlig cirkel at komme ind i. Som jeg sagde under foredraget, så forstår jeg godt, at man gerne vil være hjælper og få sin kæreste til at komme. Men man skal huske, hvem der har orgasmen, og at det er hendes orgasme, ikke din. Og at alt pres fra en partner sætter sig fast i hjernen, og så bliver der bare lukket ned, for ingen kan holde til at skulle præstere orgasmer for en andens skyld, og selv hvis man gerne selv vil, så er pres bare en dræber!!

Men tilbage til emnet. Jeg forstår også godt, at kvinder kan finde på at fake. Ærgerligt er det, men det er jo netop, fordi presset bliver for stort. Når I har været i gang, i hvad der føles som hundrede år, så er det ikke sjovt at måtte sige, at der altså ikke kommer til at ske noget – og så ender hun måske med at fake det. Men det er og bliver en ond cirkel, for nu skal du blive ved med at fake hver gang, eller hvad? Der er kvinder, der gør det i årevis. Tag hellere en snak og lær noget om, at der ikke er noget i vejen. Det er presset fra kæresten, der simpelthen sætter stop for alt, der skulle være en orgasme. Brug mig og den her tekst til at få gang i den snak, for det er svært, jeg ved det godt. Men du er nødt til at være afslappet og tryg, og du er nødt til at eje din egen orgasme. Din orgasme er din, og du kan ikke tvinge den frem. Og ja, det der onani er vejen frem. Men husk, at onani skal have tid. Man begynder ikke bare fra den ene dag til den anden, og når man begynder, er man ikke ekspert fra den ene dag til den anden. Sådan er det bare. Alting, der skal være godt, tager tid.

Men jo, det er da et problem, at han tror, det han gør, virker. Og så igen, for måske virker det. Måske ville det virke, hvis der ikke var alt det pres for at få den orgasme frem… han(hun) kan gøre alt det rigtige, men er modtagerens hoved ikke med – pga presset, så er der ikke noget at gøre.

Som landsdækkende TV-kanal følger der et stort ansvar med, når der sendes programmer om sarte, tabubelagte emner ud i æteren. Et rigtig stort ansvar. Blandt andet ansvaret for ikke at overbevise en 15-årig pige om, at hun er helt forkert sat sammen mellem benene!

 

Jeg er simpelthen nødt til at skrive noget mere om programmet “Udenfor: Intimkirurgi”.

 

Jeg forstår ikke, at man kan lave et program om intimkirurgi, når ens baggrundsviden (for mig at se) er så lille. Jeg synes, det er direkte uansvarligt.

 

Der var ingen anden trøst at hente for frustrerede kvinder end “du skal lære at elske dig selv”. Denne ene replik skulle forhindre unge kvinder i at få skåret deres indre kønslæber mindre – eller hvordan? Det burde være indlysende, at du ikke ændrer på den slags selvbillede gennem 39 minutters fjernsyn. Så nemt er det ikke.

 

Blandt de interviewede i programmet var der to kvinder, der havde fået skåret i deres kønslæber.

 

Den ene kvinde var meget sympatisk omkring, at hun ville ønske, hun havde elsket sig selv mere før indgrebet. Hun ville ønske, at hun var taget på en date, selvom hun ikke turde (af frygt for, at daten skulle ende med at se hende mellem benene). Så nemt er det aldrig. ”Jeg ville ønske” er ikke specielt effektivt over for den unge kvinde, der nu sidder derhjemme og ikke tør date.

 

Den anden kvinde havde fået formindsket sine kønslæber, men den ene kønslæbe var ikke groet rigtigt sammen efter operationen. Kvinden har formentligt dannet ekstra (følelsesløst) arvæv, men hun var glad for at have fået foretaget indgrebet. Hun ville ovenikøbet gøre det hele igen, hvis det skulle være. Havde de programansvarlige overhovedet interviewet denne kvinde inden? Kendte de allerede hendes holdning? Vidste de, at hun ville være bannerfører for at få opereret kønslæberne mindre? Vidste de, at denne kvinde ikke ville være til nogen hjælp overhovedet ift. at få kvinder til at gå uden om intimkirurgi og i stedet acceptere deres helt-som-de-skal-være kønslæber? Var det ikke hele meningen med at søsætte et sådant program? Som en kvinde på gaden sagde, handlede det om mangel på penge, når hendes veninder ikke var blevet opereret.

 

Nu var sidstnævnte (fejl)opererede kvinde anonym, så jeg vil tillade mig at komme med en lille analyse: jeg vil gætte på, at denne kvinde ikke har helt styr på sin egen seksualitet. Jeg vil også gætte på, at hun ikke får de orgasmer, hun kunne få. Og jeg vil gætte på, at det har været sådan både før og efter operationen af hendes kønslæber. Derfor ved hun ikke, hvad hun går glip af. Hun ved heller ikke, hvad arvæv betyder et så følsomt sted.

Jeg er klar over, at alt dette er gætterier! Jeg er også klar over, at der findes andre intimkirurgisk opererede kvinder, som er tilfredse og seksuelt aktive som før. Men er denne kvinde en god repræsentant i sådan et program? Ja, det havde hun vel været, havde den anden fløj også været repræsenteret. Den fløj, der elsker eller har lært at elske sine kønslæber.

Når vi taler intimkirurgi og i det hele taget mange dele af sex og seksualitet, skal du ikke ud på gaden og høre, hvad ‘folk’ mener – som det flere gange bliver gjort i programmet. I hvert fald skal du have noget tung faglig viden til at udligne. En ung kvinde fortæller om en pigeaften, hvor der blev talt om kønslæber, og hun vidste slet ikke, at der var et “facit” på, hvordan kønslæber skal se ud. Nej, men det ved hun nu, for hun har højst sandsynlig ikke anden viden til at veje imod.

At få tilfældige til at tegne et underliv (værten vil have dem til at tegne en vulva, men hun kalder det et underliv) kan man tænke, er meget sjovt. Der bliver tegnet det ene bud på en vulva efter det andet – uden et eneste sæt indre kønslæber, man faktisk kan se. Og ingen kommenterer det efterfølgende. Vulvaer uden synlige kønslæber er én udgave af en vulva. Langt de fleste udgaver har synlige eller meget synlige kønslæber. Det ville jeg da gerne, var blevet berørt.

Vulvaen er – for god ordens skyld – det, du ser, når en kvinde lægger sig ned på ryggen, spreder benene og giver dig lov til at kigge ind mellem hendes ben.

Intimkirurgi/kønslæber er blandt alle os almindelige mennesker et så vidensfattigt emne, at du er nødt til at have mennesker, der ved, hvad de taler om, til at udtale sig om det. Jeg ville fx meget gerne have hørt meget mere fra den offentligt ansatte gynækolog og rigtig meget mindre fra den privat ansatte plastikkirurg. Hvad har I tænkt på, NRK?

 

Hos den offentligt ansatte gynækolog har de programansvarlige brugt tid på – i denne forbindelse – helt irrelevante ting, som et medicinsk gynækologisk indgreb. En sådan operation og et plastikkirurgisk indgreb kan ikke sammenlignes, så hvorfor hører vi ikke hellere mere på gynækologens erfaringer? Der er derimod masser af skærmtid til plastikkirurgen.

 

På landsdækkende TV står en mand, der tjener store summer penge på at skære i raske menneskekroppe. Han får lov at sige ja til spørgsmål som: kan du operere dig til et bedre selvbillede? Og han får lov at gøre det uden modsvar. Værten siger ikke et kvæk, for – som vi virkelig fik etableret – var hun slet ikke i stand til at lave sådan et program. Hun var alt for påvirket selv. Men det er åbenbart godt TV – eller hvad?

 

Og som min mand så rigtigt påpegede: det er sådan et rigtigt SoMe-program. Det handler slet ikke om den 15-årige, der har ondt i livet og lader det gå ud over sine kønslæber. Det handler om værten selv. Værten er konstant på skærmen. Det er hende og hendes usikkerhed, vi hører om konstant. Og kære vært, jeg er ikke efter dig. Jeg har ingen lyst til at nedgøre dig, men det kommer desværre til at gå ud over dig, at jeg mener, at det her program er direkte uansvarligt over for den 15-årige og alle os andre for den sags skyld.

 

Men tilbage til plastikkirurgen. Han taler om “lidt for meget” kønslæbe. Hvorfor ikke kalde det “lidt mere” hos nogle end hos andre? Der er ikke ’for meget’ kønslæbe! Lad os nu øve os i at tale om tingene, så de ikke fra starten er negative! (Meget svært med det her program.)

 

Igen tilbage til plastikkirurgen, som gerne vil fremstå som en meget sympatisk mand. Det er tydeligt, at værten – som lader sig undersøge af plastikkirurgen – har små kønslæber, men plastikkirurgen formår at problematisere et lille stykke kønslæbe, der potentielt ville kunne ske at stikke ‘udenfor’. Som han siger, ville nogle trække på skuldrene over det lille stykke kønslæbe, men “jeg lytter til dig”. Og skovler penge ind på dårlig selvfølelse! Jeg synes, det er direkte kvalmende og uansvarligt TV, for igen er der intet modsvar.

 

Værten introducerer nogle gode spørgsmål og problemer i starten af udsendelsen, men ser man hele udsendelsen, bliver man svært skuffet. Værten og holdet bag formår ikke at svare på et eneste af de emner de præsenterer. Det her handler ikke om rottehaler eller ikke rottehaler. Det her handler om kønslæber eller ikke kønslæber – og altså dit sexliv. Jeg kunne begynde at fortælle om alle de kvinder, der er gået fra et sexliv fyldt med orgasmer til et orgasmeløst liv, fordi de ikke ville have deres ”enorme” kønslæber længere. Det er rigtig meget følelse at skære væk, når du formindsker kønslæberne.

Jeg kunne også hive fat i den offentligt ansatte gynækolog igen, der får sagt, at operationer af kønslæberne både kan give smerteproblematikker og arvævsdannelse – den slags vil du vel ikke risikere dernede, hvor alt er så følsomt af en grund. Gynækologen siger også, at skærer du for meget kønslæbe væk, giver det “store problemer”. Er det bare mig, eller skal en journalist ikke være nysgerrig på, hvilke “store problemer”, der er tale om? Jamen, kan det blive dårligere journalistik?

 

Jeg sad hele programmet og ventede på, at nu måtte der da komme en sexologisk faglig person og hjælpe – når nu vi ikke skulle høre om kvinder, der er glade for deres kønslæber og aldrig ville skære i dem.

 

Og det kom der også. Hun fik nok to minutter. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad de har skåret væk af det, hun sagde. Pointen med ikke at kalde det skamlæber er fin, men du kan ikke sammenligne et ansigt og en vulva i forhold til forskellighed fra menneske til menneske. Det ene område er simpelthen alt for tabubelagt, og derfor kan forskelligheden føles markant værre, når handler om det, du har mellem benene.

 

Under hele denne samtale kommer det igen til kun at handle om værten for programmet i stedet for den 15-årige, der ser med og i sit hoved har de helt forkerte kønslæber – men hun har ingen at tale med det om, fordi det er for svært. Der er endda stor sandsynlighed for, at hun ikke aner, at det er hendes kønslæber, hun er vred på. Hun har konstateret, at der “hænger” noget mellem hendes ben, og ja, det ser mystisk ud, når man er uden nok viden og desuden står op og forsøger at se det med lys fra loftet. Den er jeg helt med på.

 

Sexologen mener, at værten skal normalisere sine kønslæber. Og det skal hun gøre ved at kigge i en bog med billeder af vulvaer. Sexologen og værten kigger på billeder. Sexologen kalder værtens kønslæber nydelige, og siger, at hun er ”helt normal”.

 

Men så står vi der igen. Hvad med gruppen af kvinder, der ikke kan normalisere deres kønslæber, fordi deres kønslæber ligger uden for normen? Så må man være virkelig forkert eller hvad? Og det kræver ikke mange tanker at komme frem til, at en 15-årig, der har set sig gal på sine kønslæber helt sikkert for længst har placeret sig selv i gruppen af kvinder med kønslæber, der ligger (langt) uden for normalen. For hvem skal fortælle hende andet?

 

Men det handler om værtens kønslæber. Og det er hende, der kommer ned ad trappen og synes, samtalen med sexologen har været ”opløftende”. Jeg tror, den 15-årige er begyndt at tælle sine sparepenge og regne på, hvor mange aviser, der skal ud, inden hun kan blive opereret.

 

Jeg har sagt det så mange gange, at det ikke kan tælles, og jeg siger det igen: Skal vi snart lære noget om sex og seksualitet? Skal vi snart tage det alvorligt?

 

Min største anke mod det her program er og bliver:

Hvor er alle de kvinder, der elsker deres indre kønslæber – store som små. Alle de kvinder, der får orgasme på orgasme, hvilket kønslæberne også er en del af. Hvor er de henne i det her program?

 

Og hvorfor får vi ingen viden om, hvad kønslæber og alt andet i kvindens underliv kan, og hvorfor man skal undgå at operere på en rask krop?

 

Emnet var intimkirurgi. Men for mig er det direkte uansvarligt over for den unge kvinde eller pige – der sidder og føler sig grim og klam, fordi hun ikke ved, at hendes kønslæber er lige som de skal være – at vi ikke starter, hvor vi er nødt til at starte i vores sexvidensløse samfund: hvorfor har vi kønslæber, hvordan ser de ud, og hvilke tusind overvejelser skal du gøre dig, inden du skærer i dem?

 

 

***

***

***

 

 

Jeg har lige set “Indenfor: Intimkirurgi” fra NRK på DR. Jeg har været nødt til at slette flere dele af den her tekst, fordi jeg blev så vred over, hvordan man kan lave sådan et program. KOM NU!

Tænk at give en kirurg så meget taletid.

Jeg har en idé om, hvad du følte, efter at kirurgen undersøgte dig, kære vært: Du følte dig forkert og ikke god nok! Fordi det var det, du hørte. Jeg hørte derimod, at du har fine, små kønslæber – og jeg har set rigtig mange kønslæber! Der er INTET at komme efter hos dig i forhold til ‘idealet’!

Læs om din vulva: blandt andet kønslæberne

Tænk at lade den kirurg sige på NRK, at man kan opereres til et bedre selvbillede. Og tænk, at de sluger den.

Tænk at værten lader sig undersøge af en mand, der tjener store summer (i Norge) på at FJERNE kønslæber.

Tænk at lave et program om INTIMKIRURGI UDEN at nævne ord som ORGASME og FØLSOMHED I KØNSLÆBERNE, og hvordan de to ting hænger sammen. NEJ NEJ NEJ NEJ!

Har I ingen sexkyndige mennesker i Norge, eller har de programansvarlige bare ikke kunnet finde dem. Værten (og co.) har vel ikke engang ledt, for værten ved ikke, hvad hun taler om, for det er der aldrig nogen, der har lært hende. Du kan ikke engang bebrejde værten… eller ALLE DE MENNESKER, der har været med til at lave det program. VI VED IKKE EN S***!

For du må meget undskylde, kære norske sexolog, der fik ca. 2 minutter til sidst, men at du konstaterer, at værten har fine kønslæber, sender hende kun over i den “rigtige” kategori. Alle de andre, der ser programmet, der ikke engang har turdet kigge på deres kønslæber selv, føler stadigvæk, at de sidder i den “forkerte” gruppe af UFINE kønslæber.

I kunne ligeså godt have lavet et skærmbillede, der en halv time viste ordene: “Du er forkert. Se nu at få skåret de kønslæber af.”

SKAL VI SNART LÆRE NOGET OM SEX OG SEKSUALITET?

Hvor mange gange har jeg mon skrevet de ord?

Du er nødt til at fortælle mig, hvad du får ud af at tage et billede af den is, du lige har købt. Du er nødt til at fortælle mig det, så jeg kan forstå det. For jeg er meget langt bagud lige dér!

Der har lige stået tre unge mennesker og taget billeder af deres netop indkøbte is. I går var det en bil, hvori passageren havde travlt med at tage billeder af sig selv med en arm ud ad vinduet. Forleden var det en selfie midt på Elmegade. Så bliver det pludselig også farligt.

Og når så billedet er taget, skal der også bruges tid på at poste det. Eller hvad? For jeg har netop lært, at billederne gerne skal passe sammen, så måske sørger man for at tage mange billeder og poster dem så først senere, når man kan se, hvad der passer sammen. Eller hvad?

Så kan man selvfølgelig gøre det, når man er alene. Eller hvad? For det tager også tid, når billedet er taget og så først skal postes. Især, hvis det skal passe ind. Så er det selvfølgelig heldigt, hvis man gør det alene, eller hvis ens venner også har travlt med det samme, så ingen skal stå og kede sig.

Jeg skulle engang i teatret og fik en kop kaffe først. En mor sad med sin datter. Moren brugte lang tid på at tage et billede af datteren og hendes kakao. Bagefter brugte hun resten af tiden, indtil det var teatertid, på at poste det her billede. Datteren så ikke specielt forstyrret ud over det. Hun brokkede sig ikke. Det var fristende at tænke, at hun var vant til det.

Jeg var engang til en koncert, hvor en far og hans datter var med. Faren sad lige ved siden af mig. Han sad og kiggede i sin telefon under hele koncerten. Fra start til slut. Hans datter dansede rundt foran musikerne. Hun dansede vildere og vildere, mens hun kiggede på sin far. Til sidst stod hun helt oppe hos musikerne, men det hjalp bare ikke. Far havde måske en ny date/et nyt job/en instagram-profil, der var vigtigere. Det ved jeg ikke. Men jeg blev vanvittig ked af det på pigens vegne.

Er det gammeldags, overdrevet eller noget helt tredje at blive provokeret af det?

Jeg forstår det bare ikke.

De tre unge mennesker, der lige har stået ude foran vinduet, hvor jeg sidder, er gået. De hyggede sig med at tage billederne. Grinede meget. Måske er det det, det kan? Måske handler det som sædvanlig om at føle sig som en del af noget. Måske kan de godt holde op med det, når de bliver forældre. Måske kan de ikke. Lige meget hvad forstår jeg det stadigvæk ikke. Jeg forstår det slet ikke. Overhovedet.

Det er altid nemt at tale grimt om andre. Det kan føles nærmest nødvendigt, når ens selvfølelse taler med, og den, det går ud over, er en konkurrent til klassens flotte fyr. Jeg var på café og måtte tage mig selv i at lytte til to gymnasiepigers snak – og bashing!

Det startede med, at jeg bemærkede dem, fordi de havde det sjovt og grinede højt. Skønt, når man selv sidder fast i arbejde (som var det, jeg burde lave lige nu!).

Men jeg blev fanget, da grinene endte og blev afløst af ren bashing. Af kvinder fra to kvinder.

“Hun er fucking grim!”

“Hans kæreste bliver fucking jaloux, men jeg er da ligeglad.”

Det handler kun om andre kvinder. Det handler meget lidt om de fyre, de to unge kvinder (så vidt jeg forstod) gerne vil være sammen med. I den her samtale har der ikke været noget negativ snak om de mænd. De er ret fantastiske. Men andre kvinder omkring de her mænd: fucking dit og fucking dat af negative fraser.

Er vi virkelig ikke nået længere?

Øv.

Jeg citerer igen Madeleine Albright: “There’s a special place in hell for women who don’t help each other.”

Og jaja, de går i gymnasiet…

Samtykke er lidt ligesom kondomer. Man har alle de rigtige intentioner, men alt for ofte ender man med ikke at få det brugt.

Jeg er hverken psykolog, sexolog eller noget som helst andet. Jeg har intet overhovedet videnskabeligt grundlag for at skrive, hvad jeg skriver. Jeg har ikke engang fulgt særlig godt med, og jeg er super bagud i at komme med mit besyv. På trods af ovenstående vil jeg have lov til at dele min mening. Du skal have lov til at lade være med at læse den.

Jeg forstår ikke, hvordan man kan lovgive om samtykke ved sex? Så kærestepar skal også samtykke, hver gang de skal have sex? Og ægtepar? For her sker der også overgreb!

Jeg ser bare ikke den 16-årige pige, der er sammen med årgangens flotteste fyr, sige højt, at hun pludselig ikke samtykker? Hører du den 16-årige dreng, der er fuldstændig ude af sig selv over at skulle have sex, spørge? Og skal fyren ikke også have lov at samtykke? Nej, han har altid lyst til sex. Det glemmer jeg hele tiden.

Åååh, jeg synes, det er frustrerende, at vi ikke starter det rigtige sted. LÆR NU DE UNGER NOGET OM SEX OG SAMTYKKE, SÅ DE IKKE ER NØDT TIL AT SPØRGE OM SEX OG SAMTYKKE!

Samtykke er lidt ligesom kondomer. Man har alle de rigtige intentioner, men alt for ofte ender man med ikke at få det brugt.

Jeg har lige booket foredrag for foråret. SKØNT! I den forbindelse kom jeg i tanke om den her anbefaling fra Højskolebladet og rektor på Idrætshøjskolen i Aarhus, Henrik Løvschall. TAK for den!

Tryk på billedet for at se anbefalingen i Højskolebladet… og der er flere anbefalinger, hvis I skulle være nysgerrige. Skriv en kommentar; jeg sender dem gerne ud!

Jeg er hverken psykolog, sexolog eller noget som helst andet. Jeg har intet overhovedet videnskabeligt grundlag for at skrive, hvad jeg skriver. Jeg har ikke engang fulgt særlig godt med, og jeg er super bagud i at komme med mit besyv. På trods af ovenstående vil jeg have lov til at dele min mening. Du skal have lov til at lade være med at læse den.

Jeg synes, #metoo er vigtig. Rigtig vigtig. Det er den, fordi der er en hel kultur her at ændre. En kultur, hvor mænd praler, og kvinder holder kæft og (måske) stiger lidt i graderne.

Der ligger også en anden problematik her: omkring mænd, der kun har ét sted at sende frustrerede følelser ud. Gennem pikken. De har aldrig lært andet, og de har aldrig fået lov til andet. Du kan sende så og så mange følelser ud ved at slå på noget (eller nogen), men så er der alle de følelser, der kræver et andet menneske. (Hvorfor onani er godt, men det kan bare ikke det samme.)

Jeg er (næsten) sikker på, at (sex)misbrugeren er en uddøende race i den vanvittige Weinstein-udgave, men fænomenet er over alt. For sex giver plads. Især i hovedet. Der bliver lige ryddet op et kort øjeblik.

Men men men, det er selvfølgelig ikke en undskyldning for noget som helst! Langt de fleste mænd har ikke behov for at behandle kvinder nedladende, og de kan udtrykke sig på andre måder end gennem en udløsning, så KOM NU! #metoo er et styk tiltrængt wake up call! Grib den!

Det er selvfølgelig helt forståeligt, at ens reaktion er at blive bange og tænke, at der er noget helt galt.

Blod i udløsningen eller blod fra skeden behøver ikke at være spor farligt.

Den gode regel er lige at slå koldt vand i blodet (!) og huske, at det er noget meget sart hud, vi har at gøre med mellem benene. Det er meget tynd, fin hud – det, vi kalder slimhinder – hvilket selvfølgelig betyder, at der lidt nemmere bliver små rifter.

Husk, at jeg ikke er læge, men det er stadigvæk en god regel at slå koldt vand i blodet.

EKSEMPEL:

Jeg har selv prøvet det en enkelt gang. Min kæreste blev – forståeligt nok – bekymret, da hans udløsning var blodig, men i stedet for straks at ringe til lægen, ventede vi, og næste udløsning var helt uden blod. Det samme var den næste og så videre. Ingen grund til panik.

Det er derimod en helt anden sag, hvis der er blod i udløsningen igen. Så er det nødvendigt lige at ringe til sin læge.

Jeg har skrevet det før, men nu kommer det igen.

DET ER FORBUDT AT VASKE SIG MELLEM BENENE MED SÆBE!

Og det gælder ikke kun kvinder. Det gælder selvfølgelig også mænd.

Sæbe er alt for skrappe sager at vaske den fine hud mellem benene med. Der skal bruges intimsæbe – og det skal heller ikke bruges hver gang – eller bare skylles med lunkent vand. Vi bruger i det hele taget alt for meget sæbe på vores hud!

Jeg bruger selv intimsæben på billedet. Min erfaring er, at ikke al intimsæbe er lige behagelig, så – som med alt andet – skal du være kritisk med, hvad du bruger, og om det faktisk holder, hvad det lover. Der skal for eksempel (selvfølgelig) aldrig være parfume i intimsæbe…?!

intimsæbe

MÆND: husk, at det her også gælder jer. Man trækker ikke forhuden tilbage og vasker hovedet på pikken med sæbe. Nonono. Det er selvfølgelig fristende, fordi de fleste går rundt med en ærgerlig idé om, at vi lugter dårligt mellem benene. Men når du bruger almindelig sæbe, vasker du de gode bakterier væk, og det giver plads til de grumme bakterier, og det er dem, der giver LUGTGENER! Så få lige fakta på plads, for sæbe gør ikke noget godt for dig, når huden er så fin.

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: