Egentlig er det fejt at skrive en post om en fantastisk udstilling… som er slut! Men I skal lige se et par billeder af Yayoi Kusamas udstilling, der har været et kæmpe tilløbsstykke – ikke mindst i søndags på udstillingens sidste dag, hvor en veninde og jeg valgte at besøge stedet. Mange kø’er senere…….

Jeg vil ikke konstant stå og tage billeder, fordi der er noget, der rører mig. Desuden kan billeder findes her på nettet, og de er taget meget bedre.

… meeeeen man har et standpunkt, til… for så nåede vi disse pragteksemplarer af en ordentlig omgang fallos…

Have a seat:

 2016-01-24 14.58.092016-01-24 15.01.31

sko2

2016-01-24 15.01.132016-01-24 15.06.30

Det kunstnerisk selvudslettende og hyperseksualitet går hånd i hånd…

Det er godt nok en sørgelig historie, der ligger bag Yayoi Kusama. Det gennemgående tema er “selvudslettelse”, hvor hun på alle mulige måder forsøger at gå i ét med omgivelserne. Hvordan har det været at blive så berømt? Noget at leve på men aldrig tro på?

kusama3

Hun lever endnu. Er fra 1929 – ligesom Betty Dodson – og bor på et psykiatrisk hospital i Tokyo, hvor hun frivilligt indlagde sig i 1977. Hun er blevet der siden.

I starten tænkte jeg, at hun var blevet helt kuk af at male de mange mange og nogle af dem kæmpe store lærreder med prikker.

Kusama-red-dots

Det kan virke helt banalt og for let eller simpelt eller hvad ved jeg, men det er meget gribende, og da jeg stod foran det her hvide prikkede lærred, fik jeg simpelthen tårer i øjnene.

hvidt

Det ligner fuldstændig det, jeg stod foran i søndags. Yayoi Kusama har malet et lærred mørkt, så har hun malet et tyndt lag hvidt over, og så har hun (i timevis) skabt alle de små prikker. Så meget arbejde i et billede, der umiddelbart vil så lidt, men har så meget liv, og så skriger det af kunstnerens selvudslettelse! For mig var det det mest fantastiske af alle billederne. Hendes fantastiske væsen af ren kreativitet blandet med den selvudslettende tro på at være fuldstændig ubetydelig.

yayoi

Et lille afsluttende billede af en ung og en ældre Yayoi Kusama. Et ansigt stivnet i ét evigt udtryk.

Pornopanik-svar-billede

Pornoen er frigivet

Karen Sundtoft
Foredragsholder
interviewet i Politiken om
unges forbrug af porno

Kære mænd, som jeg har brugt så meget tid på at tale med de seneste år. I er helbredt! Forskning har set på sagerne … I skal se alt det porno, I har lyst til, for I har ingen potensproblemer, ingen orgasmiske problemer og heller ingen lyst-problemer, nej, for porno giver jer bare endnu mere lyst til at have sex med rigtige mennesker.

Jeg spurgte en af mine helbredte mænd, hvad han tænkte om sidstnævnte: “JA!” Sagde han: “Hvis man kunne få lov at gøre alt det, man ser i porno ved de rigtige mennesker, så….”

Politiken var ikke interesseret i, at jeg citerede undersøgelser i ”Porno er ved at ødelægge en generation af unge drenge”. Efterfølgende fik artiklen høvl for at være uden “gyldigt” eller ”videnskabeligt” indhold.

At jeg har stået midt i ungerne, det handler om, er ikke relevant. Heller ikke, at jeg har stået i flere hundrede unger.

Eller det vil sige: jeg fik kun høvl fra akademikere. Jeg fik til gengæld god respons fra mennesker med børn i 3. klasse, der fik vist porno af klassekammerater, og god respons fra mennesker, der var kommet ud af et stort pornoforbrug eller kæmpede midt i det.

Den tidligere nævnte, pornohelbredte mand havde også læst ”Den nye pornopanik” og havde endnu en bemærkning: “Hvorfor er der kun fine, franske postkort og ingen billeder af en kvinde, der er ved at brække sig over, at hendes mund bliver brugt som en skede?” Nu tager vi den jo hele vejen op gennem historien – som man siger – og så når vi 2015 uden sæd i hele ansigtet? Skal vi skånes for det? Det kan jo ikke skade. Forskning har set på sagerne …

Det skal siges, at pornoafhængighed ikke er nævnt en eneste gang i Politiken-artiklen. Jeg kan godt læse (lidt, langsomt og ufokuseret, men dog læse) og er stødt på Nicole Prauses forskning andre steder end i “Den nye pornopanik”.

Jeg har desuden læst en britisk undersøgelse fra 2013, der viser, at der nok nærmere er tale om tvangshandlinger, når forbruget af porno eskalerer.

Tvangshandlinger er vel ikke ligeså slemme som en videnskabeligt korrekt afhængighed? Nej, men det har nu været irriterende for de nu helbredte mænd at smide det ene webkamera efter det andet i skraldespanden for at slippe væk fra den interaktive porno. Det har også været ekstremt at afvise aftaler for hellere at bruge tid på porno. Porno, som kæresten ellers var blevet lovet, der ikke blev mere af. Rasende blev hun. Igen. Og så lige den manglende udløsning eller den manglende erektion oveni, men så er det jo godt, at det bare er den nye pornopanik. Der er ikke noget i det. Forskning har set på sagerne …

Måske fornemmer du, at jeg føler mig en smule talt ned til, kære Lone. Jeg er naturligvis stor fan af forskning, men vi kan vel blive enige om, at porno er et forholdsvis nyt forskningsområde, så det, at tale i sandheder, er ikke på sin plads endnu?

Akademiker bliver jeg helt sikkert aldrig. Måske har jeg ikke hovedet til det, eller måske vil jeg ikke sætte mig selv i en position, hvor jeg ikke kan sidde med et nyt menneske uden allerede at kende sandheden, før vedkommende har åbnet munden …

 Pornopanik-billede

Pornoen er frigivet! havde også på et tidspunkt titlen “Frit spil til pik-spil”, men det turde jeg alligevel ikke at sende til Weekendavisen – eller hov, det gjorde jeg vist alligevel. For jeg havde lige læst Lone Franks artikel “Den store pornopanik”. Den skulle bare have heddet: “Forskning har set på sagerne, idioter!” Her har I imidlertid min lange version af et svar retur til Lone. Det blev lettere sarkastisk, og det fik jeg naturligvis ikke lov at udgive. Jeg har for jeres skyld markeret med kursiv, når jeg bruger vendinger fra artiklen.

Kære mænd, som jeg har brugt så meget tid på at tale med de seneste år. I er helbredt! Forskning siger, at alt er godt. I skal bare se alt det porno, I overhovedet har lyst til, for I har ingen potensproblemer, ingen orgasmiske problemer (her taler vi om udløsning, formoder jeg) og heller ingen lyst-problemer, nej, for porno giver jer bare endnu mere lyst til at have sex med rigtige mennesker.

At I er havnet på sider med børneporno eller dyresex har intet med det andet porno at gøre, for den overstimulerer jer ikke det mindste. Tværtimod. Det eneste, der er galt her, er jeres moralske skrupler, som udspringer af jeres religiøsitet og konservative tilgang til sex.

Jeg spurgte en af mine helbredte mænd, hvad han tænkte om, at man får mere lyst til at være sammen med rigtige mennesker, når man ser porno: “JA!” Sagde han: “Hvis man kunne få lov at gøre alt det, man ser i porno.”

Så tilføjede han: “Mit største problem var, at jeg ikke kunne tale med en kvinde uden at tænke på at gøre alt det, jeg så i porno. Og jeg er ikke den eneste, jeg kender, der har det problem.”

Han havde også en lille sidebemærkning: “Hvorfor er der kun fine, franske postkort og ingen billeder (i Weekendavisens artiklen forstås) af en kvinde, der er ved at brække sig over at hendes mund bliver brugt som en skede.” Nu tager vi den jo hele vejen op gennem historien – som man siger – og så skal vi ikke have det sidste med? Det kan jo ikke skade. Forskning har set på sagerne …

Som gammelkonservativ moralist og popsexolog, der vil gøre alt for at komme i fjernsynet, og som nikkede anerkendende, kære mænd, når I mente, der var et problem med jeres forbrug af porno, må jeg nu finde et nyt fag at drive en særdeles lukrativ terapeutisk industri af en forretning i. Og det lykkedes desuden heller ikke at komme i TV ovenpå pornoartiklen i Politiken. Jeg havde simpelthen forvildet mig til New York, da jeg skulle i Go’Morgen Danmark, så de satte en anden til det, og hun gav forældre i DK alle undskyldninger for ikke at tage sig af deres børns pornoforbrug. Men det er alt sammen ligegyldigt nu. Forskning har set på sagerne. Pornoen er frigivet.

Det skal dog lige nævnes, at pornoafhængighed ikke er nævnt en eneste gang i “Porno er ved at smadre en generation af unge drenge”, for selv om jeg ikke er akademiker, så kan jeg godt læse (lidt, langsomt og ufokuseret men dog læse), og jeg har læst mig til, at ved undersøgelser af P300-niveauet hos såkaldt “pornoafhængige mænd” blev der ikke fundet samme udsving som hos alkoholikere og stofmisbrugere.

Hov, det er da den samme undersøgelse, du har læst. Med hende der Nicole Prause – jeg beklager mangel på titel, men så kommer det her til at fylde for meget. Men altså, jeg har ikke læst hele undersøgelsen, det har jeg godt nok ikke. Jeg havde travlt med at stave mig videre igennem noget tekst om en anden undersøgelse (det var på engelsk, åh gru), som sagde, at en britisk undersøgelse fra 2013 viser, at et stort pornoforbrug nok nærmere må betegnes som en tvangshandling. Det giver enormt meget mening i forhold til min erfaring, der ellers er helt uden e-vi-dens. Tak til Forskning!

Tvangshandlinger er vel heller ikke ligeså slemme som en videnskabeligt korrekt afhængighed. Nej, det er rigtigt. Men det har nu været irriterende for alle de helbredte mænd med alle de webkameraer lige i skraldespanden igen og igen (ved brug af interaktiv porno forstås), de aflyste aftaler, den rasende kæreste, den manglende udløsning, den manglende erektion og sådan kunne jeg blive ved, men det er slut nu! For de er helt forkert på den. Det er bare den nye pornopanik. Alt er godt!

Helt ud af det blå – jeg er bare ikke god til at holde fokus – kommer jeg til at tænke på en artikel i Politiken, som blev bragt d. 26. november i år. Den hed: “Kreative unge er bedre end arrogante akademikere.”

Nå, tilbage til emnet.

Politiken var ikke interesseret i undersøgelser, da jeg præsenterede min erfaring med 7. klasse. De fortalte mig, at interessen lå i det, jeg kunne fortælle ud fra min egen erfaring. Jeg var helt med.

Efterfølgende fik jeg høvl for ikke at have lavet en artikel, der havde et “gyldigt”, “videnskabeligt” og hvad andet indhold.

At jeg har stået midt i ungerne, det handlede om, var ligesom ikke helt relevant. Heller ikke, om jeg så havde stået i flere hundrede unger.

Eller det vil sige: jeg fik kun høvl fra akademikere. Jeg fik til gengæld en masse respons fra mennesker, der kunne fortælle, at deres børn i 3. klasse fik vist porno af klassekammerater, og andre, der var kommet væk fra et stort pornoforbrug eller kæmpede midt i det og var glade for, at en eller anden sagde det højt.

Men nu ser jeg jo også per definition porno som et problem, og hverken genrens rivende udvikling eller dens potentialer for leg og livsglæde ser jeg nogen grund til at undersøge nærmere.

Jeg kan heller ikke huske, om jeg måske var gået forkert, da jeg var til Tabusalon om Feministporno. Goodyn Green fik mig ellers for første gang i mit liv til at overveje at lave en pornofilm (undskyld, mor og far, jeg er klar over, at det er forfærdeligt anstrengende, at jeg ikke bare blev akademiker ligesom min søster).

Jeg gjorde også noget så vildt som at se en hel pornofilm forleden… jeg har også skrevet en hel blog om det, men så kom der lige noget i vejen, så den blev ikke postet. Fokus!

Eller når nu sandheden skal frem, så havde jeg selvfølgelig allerede klikket mig vej et godt stykke ind i filmen, inden jeg trykkede play. Gud forbyde, at jeg skulle spilde tid på at se nogen komme af tøjet.

Jeg har ellers et minimalt forbrug af porno (for tiden). Men det var simpelthen så interessant, hvordan kvinderne havde det fantastisk sjovt med et sprog og en tilgang, der oftest tilskrives den mandlige rolle (jeg prøvede med et eksempel, men dér gik der censur i den – trods den nu helt ufarlige retorik). Jo vist, det er set før, at kvinder kører den mere mandlige stil, men det her fungerede. Lige der midt i det farlige mainstream-land på www.(slettet).com. Tre kvinder og én mand (på viagra). 33% af kvinderne fik en orgasme, og så har jeg irriterende nok lige glemt i skyndingen, hvor stor procentdelen var hos manden. Fokus!

Jeg skal ikke trætte jer mere med det, men jeg kan da afsløre, at jeg for en gangs skyld ikke fik mareridt. Ja, det har lidt været et problem tidligere, hvor jeg har set for meget porno, men nu var det også længe siden sidst.

For meget porno. Hvad er for meget? Nå nej, det er jo ikke for meget. Punktum. For det er kun depressive, vrede og angste mennesker, der ingen porno ser men kalder sig selv pornoafhængige, der har et problem – og altså ikke et problem med porno. Eller? Jeg er forvirret! Har jeg forstået det rigtigt?

Så Lone! Jeg ved ikke, om du måske fornemmer, at jeg føler mig en smule talt ned til. Jeg er selvfølgelig stor fan af Forskning, men jeg troede, at der skulle mere end én videnskabelig undersøgelse pr. emne til at gøre noget til sandhed. Det har jeg nok misforstået. Fokus!

Jeg kan helt sikkert ikke forstå, hvad du siger, hvis du fremlægger din phD for mig, men jeg elsker at gå i bare tæer – du ved, jordforbindelse. Og jeg ville helt sikkert blive meget klogere, hvis jeg brugte tid sammen med dig – med tolk. Jeg blev nu så glad, da jeg lærte, at intelligens er mange ting og mere end bøger.

Jeg har helt sikkert heller ikke en chance i en debat ansigt til ansigt med dig, hvor du kører den ene undersøgelse efter den anden af på mig.

Men vi kan da godt prøve.

porn

Jeg har hørt så mange porno-historier efterhånden, men de har alle været destruktive. Mon ikke, der findes et par personer derude, der har et forhold til porno, der kan kategoriseres som ikke-destruktivt? Men hey, jeg hører gerne rigtig mange flere af de mere tunge historier! Så bare kom med dem også.

Kære verden.

Det er vigtigt at have alle sider med, og nu har jeg hørt simpelthen så mange porno-historier, der har gjort ondt, at nu kunne det være spændende at høre, hvad der er af erfaring med porno som noget positivt. Og ja, jeg er klar over, at der er masser af grunde til at insistere på, at porno aldrig er positivt, men vi skal have alle sider med her.

Så SKRIV GERNE EN BESKED inde på facebook-siden, i kommentarfeltet her under, eller til karensundtoft@gmail.com.

På forhånd tak for det.

Blog
Farvel til manden, der som den første lærte mig, at det er muligt at være ligeglad med køn. At man kan vælge at tage et virkelig svært og flot ord til sig og være “androgyn”. En helt ny verden åbnede sig.

Så farvel og tak, Bowie! Måske finder du nu liv på Mars. Jeg vil fortsætte med at skråle med ‘hernedefra’.

vogue-australia-may-david-bowie-editorial-makeup-6a35eefdffc3c5d9168f7e344492645f-large-70524

.

yoko

Jeg har altid artikler liggende, som venter på at blive læst. I dag var det Carlin Ross’s “Love Amy Shumer’s Rolls” og Politikens “Hvis jeg er smuk, er du også smuk” af Marie Carsten Pedersen. For der er ved at ske noget – flere og flere af de såkaldt almindelige mennesker bliver brugt i modebranchen, for der er gået mode (læs: blevet penge) i at være “ikke-ideel”.

Og det er da en glædelig nyhed – eller hvad? Jeg bliver nu lidt forvirret. Desuden har vi alle set insta-shots af modeller uden make up – ja… okay… øhm, så nu er du normal og lidt grim eller hvordan?

Kender I den amerikanske stand-up komiker, Amy Shumer? Hun er alt for sjov, den kvinde. Hun har også lige lagt det her billede ud på instagram:

amyshumer

Så kan man tænke, nå ja, men det er da typisk, at kvinder, der joker om kvinder, også er nødt til at smide tøjet og vise deres naturlige kroppe (-agtigt…). Men det her er altså et billede, der skal bruges i the Pirelli Calendar 2016. Absolut high class for kalendere…

Det her er et klassisk billede fra 2015-Pirelli-kalenderen:

anne

Det er et kvinde-kalender-blad, som vi kender det. Jeg aner ikke hvem hun er, men nu handler det virkelig heller ikke om hende. Her er en fræk kvinde med trussen helt oppe i nummi for at blotte balderne. Yes, den kender vi godt, og jeg kommer aldrig til at påstå, at jeg finder det frastødende (og da slet ikke, når min kæreste bor i New York)… beklager… I skal ikke bebrejde mig. Jeg kan jo ikke gøre for det, stakkels mig!

I år bliver the Pirelli Calendar til gengæld helt anderledes. Den hylder kvinder i alle aldre og former, der er sågar et barn med (wow). I kan se videoen, der ligger på forsiden her:

Så hvad fortæller det os så?

Det fortæller os, at der er blevet penge i lortet! Det fortæller os, at strategien nu har ændret retning. Der er nok kalendere i verden med modeller af den klassiske slags. Nu er der blevet penge i at lave ikke-klassiske kalendere – fordi den slags får medieomtale.

For vi skal ikke være idioter. Den klassiske model ville stadigvæk være på menuen, hvis det var der, penge, trend og medieomtale lå. Der er ingen glorier at pudse her.

Så små skridt, men så snart de store penge begynder at elske det her, så sker der noget, og der er virkelig mange “pengeløse”, der har gjort et godt forarbejde. Og nej, vi får helt sikkert ikke lov at se de farlige hængepatter og den frygtede appelsinhud lige foreløbig i the Pirelli Calendar, men altså, Amy Shumer nøgen er en ok start.

lene:poul

Lene og Poul. Poul og Lene. Hvorfor gik det galt, og hvad kan vi lære af det? Det er da et fantastisk program, Gift ved første blik! Og tillykke til Randi og Niels og Line og Michael! Og husk så lige, at det her må ikke ses som en hetz mod singler!

Debatten kører mange steder omkring deltagerne i Gift ved første blik. Jeg har ikke gidet deltage, og jeg forstår så udmærket, hvis du, kære læser, ikke gider at læse med her, for hold op, hvor er vi alle sammen kloge. Men jeg kan jo ikke lade være. Jeg har netop set sidste afsnit, og jeg skal da lige udtale mig om, hvad jeg så.

For det er der, den ligger. Hvad JEG så. Debatten kører, og vi har alle hver især set VORES udgave af programmet. Det har vi, fordi det er umuligt at forholde sig til andres følelsesliv og virkelighed uden at trække sin egen ned over det hele. Så der bliver sagt mange ting derude, men hvad vi siger, reflekterer i virkeligheden allermest tilbage på os selv.

Hvilket også er hele miseren i det her Gift ved første blik. Når Poul beslutter sig for, at han alligevel ikke kan lide Lene, hvem handler det så egentlig om?

Læs sexserious-bloggen om Ane og Ulrik’s hurtige farvel til Gift ved første blik.

Fantastisk bryllupsdag – og så gik det ellers ned ad bakke!

Lagde I mærke til, hvor glade og kærestehyggelige Lene og Poul var på deres bryllupsdag? Jamen, det var da så skønt at se på (igen set gennem MIN virkelighed – måske så du noget andet).

Så tog de på bryllupsrejse, og hvad skete der så? (Nu skal vi lige huske, at ALT er klippet sammen for at gøre det mere interessant.)

Som jeg så det, fik Lene nærmest på dag 1 kastreret Poul. Man kunne også kalde det noget andet end kastreret, for det, jeg bare vil frem til, er, at hun simpelthen formåede at køre ham ned i løbet af ingen tid.

Det kan godt være, at hun selv mente (og helt sikkert med al god vilje), at hun bare spurgte interesseret, men hun fik i løbet af ingen tid reduceret Poul til en meget uintelligent mand.

Lene stillede spørgsmål, men hun havde allerede en ramme ‘det rigtige svar’, og Poul havde et andet eller slet ikke noget svar på de spørgsmål, så han blev totalt løbet over ende af hendes insisterende (interesserede) blik.

“Hvad har du sidst læst” (tror jeg, hun spurgte i en sal af bøger)’

Det var vist noget med Dexter (er det ikke en serie?), og her tænker jeg, at Lene har ment, at hun nikkede anerkendende, men Poul – vil jeg tro – har tydeligt fornemmet, at det var ikke noget godt svar – og så var frekvensen på bogfortæring tydeligvis heller ikke høj nok.

Dér sluttede det for Poul. Der var på ingen måde selvværd til at stå imod sådan en omgang kritiske (interesserede) spørgsmål – hvem har det?

Så kom Roskilde, og Lene blev pludselig en konstant reminder om ikke at være god nok, klog nok eller hvad andet nok.

Den evigt omtalte gnist skal jo dø så.

Så kan man rigtig nok mene, at Poul sidder fast i sine gamle mønstre, og det er også absolut rigtigt, men Lene sluttede selv eksperimentet – ikke bevidst men alligevel – indenfor den første uge.

Men hold nu op, hvor har vi alle lært en masse – håber jeg. Igen er det et spørgsmål om, gennem hvilken virkelighed man tager det ind. Det er (noget af) det, der er så enormt interessant!

Jeg kunne skrive en hel masse mere om, hvad der så skete, men så bliver det (igen) ALT for langt, og den sluttede jo netop der.

Tl gengæld vil jeg gerne høre, hvad jeres version er?

av

Jeg ser “Gift ved første blik” med stor fornøjelse. Det er virkelig interessant at se, hvordan vi reagerer på det sindssyge, det er at blive kastet ud i at gifte sig med en vildt fremmed. Får vi mærket efter, når vores største bekymring er, om denne fremmede kan bekræfte, at vi er værd at bruge tid på… 

Min kæreste kan ikke fordrage det. Og jeg giver ham ret i, at det da ikke er videre romantisk at sætte kærlighed på formel, som det gøres i “Gift ved første blik”. Jeg mener nu alligevel, at det er et absolut interessant eksperiment.

Til gengæld blev jeg virkelig chokeret over at se 4. afsnit i går.

Det her skal ikke lyde som en anklage overfor Ane, men hvordan ender hun i den situation, der pludselig sender hende ud af eksperimentet efter 3 uger?

Måske så flere af jer den amerikanske udgave af Gift ved første blik. Kvalmende amerikansk, men de er da søde, de kære par.

Interessant at se det eneste par – hvad hed de nu – der ikke blev sammen. For der er én ting, der går igen i de her programmer, hvis I spørger mig: det er forbudt at gå i seng sammen som det første!

Da jeg hørte, at Ane og Ulrik havde kastet sig ud i det på bryllupsnatten, tænkte jeg: “Åh nej, det her går galt.”

Det har overhovedet ikke noget at gøre med, at man ikke skal have lov at gå i seng med, hvem man vil, når man vil. Det handler om noget helt andet.

Min egen idé om det her er, at det er forbudt at tage hul på sex, fordi det er nødvendigt at bibeholde den pirren, der ligger i ikke at have dyrket sex endnu. Man skal lige stramme sig an, for det er vigtigt, at den anden når hen et sted, hvor han/hun har lyst til sex med ‘mig’ – og at jeg formår at holde hende/ham det sted!

Men vigtigst af alt. Sex fylder rigtig meget, når man først har taget hul på det. Det er en ny person, man dyrker sex med her, hvorfor man højst sandsynligt har lyst til at dyrke det rigtig meget. Sex tager simpelthen fokus fra det, der er væsentligt i det her program: at lære hinanden at kende. Sex kan vi altid dyrke, og hvis vi er lidt skarpe på det, kan sex altid nå et sted hen, hvor det bliver godt for os, men lige nu er det alfa og omega, at sex ikke hele tiden forstyrrer ved at lokke os væk fra det væsentlige – at vi taler sammen og lærer hinanden at kende!

Lægger man oveni det, at der ofte er en ubalance i lyst, karambolerer det straks med behovet for at tilfredsstille for at mærke, at man er godkendt.

Så kære Ane! Glemte du måske lige at mærke efter? Var du måske lidt for optaget af at blive godkendt? Hvis jeg lyder nedladende, er det så langt fra mit mål! Det gør simpelthen ondt at høre, at du ignorerede dine egne grænser, og jeg forstår 100%, at du ikke kan gå videre. Til gengæld håber jeg, at du har lært, at du skal mærke efter – at det starter du med i dag, selvom det kræver øvelse. Det giver så stor respekt og boost til egen integritet at få sagt fra! Jeg tror, I to har givet kommende deltagere en vigtig lektie med på vejen: der skal lægges fokus på de væsentlige ting, og det er ikke væsentligt at dyrke sex som det første. Det er derimod væsentligt at være intime sammen – og det kan man være på 117 andre – mindre forstyrrende – måder end ved at dyrke sex!

alor-logo u pige - png

“Jeg kan virkelig sætte mig ind i frustrationen over at brænde for et emne, som så hurtigt bare bliver afvist som lummert. Dybt frustrerende! Man kan afvise James Giles’s bog med “det ved jeg allerede”, men man kan også åbne ørerne, lære noget og støtte mere forskning inden for emnerne seksualitet og sex.”

Ovenstående blev min kommentar til en artikel i Information forleden om Professor James Giles’s arbejde på Roskilde Universitet.

Nu står den skrevet her, for jeg må se at få fortalt jer sexserious-læsere, der stadigvæk hænger i, hvad jeg laver nu.

Jeg er blevet medejer af Alor.dk, og Alor.dk sælger sexlegetøj.

For de fleste har responsen været, at det da var et meget naturligt skridt, og der har heldigvis været langt flere positive kommentarer fra folk, der slet ikke kan se, what the fuss would be.

Jeg har (selvfølgelig eller ej) været mest bange for, at der ville være beskyldninger om at “sælge ud” – ikke, at jeg helt kan se, hvordan jeg skulle sælge ud. Der har været en enkelt – som satte gang i frygten – men det er måske lige til at leve med.

Ellers er der kun to negative grupper:

Mennesker, der ikke kender mig og ikke har hørt om mit arbejde med Alor direkte fra mig selv. En kommentar kunne være den meget negative udgave af: “det siger noget om, hvad hun er for en.” Jeg ville virkelig gerne høre, hvad det er “for en”, jeg er?

Og så er mine forældre jo bare så stolte…. NOT! Nej, det ville være synd at sige. Min mor er ved at blive mere cool omkring det. Hun vil i det mindste gerne forsøge at forstå og tager “det er en generationsting” til sig. Min far – not so much, men det kan jeg naturligvis ikke planlægge mit liv efter.

Mig og mine lange blogs.

Tilbage står alle de positive, og det er her, jeg finder min energi, for det ER noget andet med Alor.dk, og jeg har helt sikkert ikke fundet min plads helt endnu.

Her på sexserious har jeg ikke tænkt på, hvad I gerne ville læse – okay jo, men det har været på en anden måde. Jeg har skrevet, hvad jeg gerne ville skrive, og det har jeg tænkt mig at blive ved med, meeeeeeeen nu er det nødt til at blandes med, hvad brugerne af Alor.dk klikker på. It’s all about the clicks today.

Så jeg har været vidt omkring. Jeg har forsøgt at skrive mine sædvanlige blogs blandet med anmeldelser og guides, og jeg har forsøgt at forfine det, som alle klikker på – 5 gode råd til, hvordan du bedst piller dig i navlen.

For jeg kan jo ligeså indrømme det. Det er også det, jeg ofte selv klikker på. Det er hurtigt og letlæseligt – MEN HOLD NU OP, hvor er det også bare dårligt ofte. Det er nok her, jeg forsøger at forfine. Eller jeg forsøger i hvert fald at give noget, der faktisk er læsværdigt, og som jeg vil mene, de fleste kan lære noget af – og som jeg kan lide at skrive.

Men jeg har det sædvanlige problem – som jeg er godt i gang med at bevise lige nu også – JEG SKRIVER VERDENS LÆNGSTE BLOGS, and nobody cares to read that much. Eller jo, jeg ved, at jeg har en god fast kerne – men flertallet synes, det er ALT for langt – og især for langt, hvis jeg bare skal anmelde et produkt.

Det burde være luksus at have så meget på hjerte – så hvad gør jeg så…?

Det var et spørgsmål! Hjælp – jeg har ikke fundet svaret endnu.

En partner til mig?

Som jeg sidder her foran computeren og skriver (laaaaaaang blog) sker der rigtig mange spændende tiltag, og et af dem ender forhåbentlig ud i det, jeg har ønsket mig i efterhånden mange år : en partner til mig! For hulan, hvor kunne det bare være overordentligt supergodt!

En at spille bold op af i stedet for konstant at sidde her og holde mig selv fra at falde i søvn oveni tasterne. We were not created for sitting alone in front of a computer all day. I hvert fald ikke mig!

For der er en ting, der ligger mig meget på sinde, og som min partner i Alor og jeg er rørende enige om. Langt de fleste danskere er ikke klar til sexlegetøj lige ind i dagligstuen – og det skal vi respektere. Så hvis jeg skal kunne færdes over alt og læses af alle og enhver, så skal jeg (som jeg engang sagde i en video) ikke sidde og anmelde store sorte dildoer.

Mindre kunne også gøre det, men ikke engang det skal jeg.

Så kan man begynde med “hvorfor står du ikke ved det” og “du kan jo ikke engang lide sexlegetøj så”. Hvis du så, hvor meget sexlegetøj der ligger rundt i hele min lejlighed, så ville du ikke sige sådan. Jeg har altid haft en hele kasse af legetøj, og nu afprøver jeg jo så nye ting, men alle, der har sexlegetøj derhjemme, ved, at man bruger måske sine 2-3 favoritter ofte – ikke mere.

Det er et spørgsmål om at komme ud til alle, for seksualitet, sex og sexlegetøj er for alle, så jeg vil gerne kunne stå ude i alles dagligstue, UDEN at det giver akavet rykken rundt i sofaen.

Så er spørgsmålet bare, hvordan man kommer til at stå der?

Nu er den her blog ved at være laaaaaaang.

Jeg ved ikke, hvor meget mere jeg lige skal skrive. Jeg kan jo blive ved. Jeg ville mere være interesseret i at høre, hvad I tænker. Husk, at man kan smide en anonym kommentar herunder.

Jeg har aldrig tænkt, at jeg skulle sælge sexlegetøj, men jeg vil på den anden side ikke undvære mine 3 yndlingsting for noget – skal nok få fortalt, hvad de 3 er, men jeg mangler 2 af dem lige nu – for at det ikke skal være løgn – og den 3. har fået en ny producent, som desværre ikke gør det så godt som den gamle – en klassiker desværre!

Når alt kommer til alt, vil jeg bare så gerne gøre os bedre i stand til at tale om det emne, som fylder så meget – om vi vil eller ej – hos os alle sammen. Det er ikke til at komme udenom.

Og jeg føler mig så vanvittig priviligeret i det her: jeg får de vildeste historier fra folk. Historier fra de var teenagere, eller hvad ved jeg, som de aldrig har fortalt andre før. Virkelig mange hemmeligheder, som jeg vogter over med alt, hvad jeg har. Jeg ville bare virkelig ønske, at de hemmeligheder kunne holde op med at være så hemmelige – for hver gang én åbner munden, åbner én til munden, og der ligger en frihed uden lige netop dér!

image

Hvis jeg skulle vælge et ‘yndlingsemne’ inden for seksualitet, så skulle det være onani! Et emne, der ikke bliver talt meget om. Til gengæld har der været talt rigtig meget om ensomhed – vigtigt vigtigt emne – og i den forbindelse kom jeg i tanke om en veninde, der engang fortalte mig, at onani godt kunne få hende til at føle sig ensom. Det gav virkelig noget at tænke over.

Så jeg spurgte hende igen. Hvad var det nu egentlig lige, hun havde sagt:

“Mm… ja – jeg har nogle tanker omkring det, at man når man fantaserer kommer til at have mænd i hovedet, som man har elsket før – så ja lige efter mit sidste breakup forbandt jeg sex med ham, hvorfor det at onanere gjorde, at jeg kom i kontakt med den sorg og tit bare endte med at tude istedet. Det kan jeg stadig godt finde på, men det er heldigvis gået pænt meget over. Så ja – jeg tror man kommer ned i kroppen på en måde, hvor man virkelig er tro mod basale behov – såsom en man savner…” 

Jeg spurgte omkring mig:

“Må jeg lige spørge om noget: føler du dig nogensinde ensom, når du onanerer? Eller kunne ensomhed i en eller anden forstand være grund til, at du ikke onanerer mere, end du gør?”

En ung kvinde svarede:

“Det har jeg ikke tænkt over før. Men det har vel noget at gøre med det. Man onanerer vel netop/bla fordi der ingen andre er i nærheden når man har lyst til at blive rørt”

En anden kunne slet ikke identificere sig med ensomhed i forhold til onani:

“Nej det gør jeg aldrig, tværtimod er det noget jeg tænker som noget godt for mig selv – min egen massage til mig selv. Når jeg får regelmæssig sex onanerer jeg ikke, gør det fx aldrig når jeg er i et parforhold. 
Jeg har ikke behovet, det opstår kun hvis jeg ikke har fået sex i virkelig lang tid. Sjovt så forskellige vi er skruet sammen”

Og så var der hende, der er i et forhold og aldrig føler sig ensom – selvom det helt sikkert er muligt i et forhold! Så jeg gravede lidt og spurgte til, hvordan det var, før hun var i det her forhold. Og så skete der noget. Man kunne tydeligt se, at de minder lå begravet langt væk – af gode grunde.

“Ah jo, det er selvfølgelig rigtigt. Jo, da kunne jeg godt føle mig ensom, når der var tale om den slags…”

Hos en ung mand blev det straks mere konkret. I hvert fald hos den første, for han svarede nærmest med det samme – han må have tænkt over det før:

“Ja, men ikke i øjeblikket hvor man er igang. Det er altid bagefter når man sidder der helt alene…”

En anden ung mand svarede lidt af det sammen, men hev et andet vigtigt ord ind. Måske et mere præcist ord for, hvad man kan føle i forbindelse med onani:

“Nu er det meget lidt tid jeg har brugt på den slags det sidste års tid, som om der hele tiden har været noget andet. Men kan sagtens følge ensomhedsfølelsen. Mærker det måske mere som en tomhedsfølelse. Giver det mening?”

Jo tak, så vældig meget mening!

Og så var der der endnu en god kommentar fra en tredje ung mand, der lige vendte det hele på hovedet: “Jeg har mere prøvet, at jeg giver mig til at onanere, fordi jeg føler mig ensom.”

Så her bliver ensomhedsfølelsen årsag i stedet for omvendt. Jeg har ikke fået to svar, der var ens!

Et par andre mænd nævnte mere skylden over at onanere, når man er i et forhold. Ingen ensomhed – men det hænger til gengæld så vældig godt sammen med kvinden tidligere citeret: at et forhold netop holder ensomheden ude. Til gengæld er det så muligt at få dårlig samvittighed – hmm… interessant. Her var noget at rode videre i!

En ting er i hvert fald sikkert. Onani er et farligt emne for de fleste (jeg hinter ikke til dem ovenfor – de svarer på, hvad jeg spørger om). Et farligt emne, fordi man ligger der alene og rører ved de ‘allerfarligste steder’ på sin krop – og tænker på – ja, på hvem og hvad? Allerede der bliver det mere farligt for andre – en kæreste måske – at vide noget om. Et ukontrollabelt sted, hvor man ikke kan holde styr på den anden, fordi man ikke kan styre andres tanker. Men husk lige, hvem det handler om. Dig! Ikke kæresten.

Jeg ville gerne kunne skrive en hel masse fine ord, der slettede den her ensomhed, tomhed eller samvittighedskvalerne, men det er netop manglen på ord, der kan gøre onani til et tomt sted, så TAL OM DET ville være meget rart at kunne råbe ud, men jeg nøjes med at sende det ud som en opfordring.

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: