Archives for the month of: April, 2015

bi

Jeg skriver for lange blogs (men jeg øver mig), så nu har jeg pillet den sidste del af denne blog ud, så I kan læse det her. Det handler om, hvordan man tackler/taler seksualitet med sin teenager… det starter så meget før teenage!

Herhjemme er problemet ofte, at ens teenager ofte ikke har lyst til at tale med mor og far om ‘den slags’.

Nej, men det er, fordi I starter for sent! Det er ok, at det er pinligt og akavet, men hvis man starter, før det akavede starter (for barnet), vil det slet ikke blive den svedfrempiskende pinlige seance om blomsterne og bierne, som nogle forældre beretter om.

Hun og han skal ikke først være 15 eller 14. Og da slet ikke 16! Det starter på dag 1! For vi kan sagtens tale om tissekonen og tissemanden, ligesom vi taler om tæerne og ansigtet. Det hele skal jo vaskes engang imellem.

Så i gang fra dag 1, så bliver der ikke den her pinlige “nu er det nu”!

Og helt ærligt… det er jo kun så enormt svært, fordi du ikke selv har styr på din egen seksualitet… ikke? Så måske skulle du starte dér… inden du laver børn!

Hilsen stride Karen fra stride sexserious

ÅMG

Hvornår skal man tage den der snak om sex med sit barn? Så tidligt som muligt. Inspireret af denne artikel fra Politiken – om Purity Balls in the US of Are you kidding me! Og det er så IKKE sådan, man skal gøre.

Ja! Virkeligheden ER kompleks, men det her er _____ i min verden. Far og datter som brudepar, indtil den rigtige brudgom kan tage over. For hun kan jo åbenbart ikke stå selv…

Og hvor er sønnerne? Og hvad sker der for at være SÅ naiv! Det eneste, man kæmper forgæves imod, så længe man er (forældre til en) teenager, er følelser og hormoner… så det skal jo gå galt!

Og det er da virkelig interessant, hvor mange af de her fædre, der vil have deres døtre med til PURITY BALL (I’m not kidding. That’s what they call it) for at undgå, at deres døtre laver samme fejl, som de selv gjorde… der må flere prikker til………….

Jamen, er det ikke hele pointen med at være teenager – at man laver tonsvis af fejl, så man kan lære en masse. Skulle man som forældre ikke hellere gøre vejen lidt mindre pinefuld ved at uddele nogle kondomer og sige “Skat, jeg er her, hvis det går galt. Du kommer bare! Og lad mig så lige fortælle dig lidt om, hvordan det der sex faktisk også bliver godt for dig!” Okay, den sidste del kan blive for meget for mange, men så den første del da.

Og så lade være med at tro, at man kan gøre noget som helst mod en af vores hidsigste drifter – for kære Purity Ball(HEAD) Dad, selvom din datter opfører sig som et styk dejligt befriende aseksuelt væsen, så skal hendes hormoner nok gå i selvsving, når ham den nice-ass jock of a bonehead kommer hoppende forbi – og det kunne også være et stk kvinde-bonehead åh skam.

Men det kan jeg jo skrige op om, alt det jeg vil, for der er dæleme lang vej lidt for mange steder i USA. De havner alle sammen på dodsonandross.com, når det hele står dem over ørerne, og de ikke aner, hvad de skal stille op med en seksualitet på fuld march fremad.

Men det samme gælder herhjemme – på en helt anderledes, mindre middelalderlig måde. Her er problemet til gengæld, at ens teenager ofte ikke har lyst til at tale med mor og far om ‘den slags’. Nej, men det er, fordi I starter for sent! Det er ok, at det er pinligt og akavet, men hvis man starter, før det akavede starter (for barnet), vil det slet ikke blive den svedfrempiskende pinlige seance om blomsterne og bierne, som nogle forældre beretter om.

Hun og han skal ikke først være 15 eller 14. Og da slet ikke 16! Det starter på dag 1! For vi kan sagtens tale om tissekonen og tissemanden, ligesom vi taler om tæerne og ansigtet. Det hele skal jo vaskes engang imellem.

purity

Jeg fandt denne artikel i Politiken engang. Se billederne og fortæl mig, hvad du ser… et brudepar? WT*! Man er ikke gift med sin far, indtil man finder en anden mand at gifte sig med! Purity Ball – må jeg være fri! (Note to self: lær at lave en smiley, der brækker sig)

Da jeg for nogle år siden boede et halvt år i New York City, sad jeg en dag og arbejdede på en café (okay, det var en Starbucks) lige ved Penn Station. Jeg husker ikke hvordan, men jeg endte med at tale med to jakkesætsklædte forretningsmænd, der også viste sig at være fædre til hver deres teenagedatter.

En af mændene var brite og den anden amerikaner. Da briten fandt ud af, hvad jeg laver, blev han meget interesseret i at høre, hvad min mening var om ‘SNAKKEN’, som han mente, det var på tide, at han tog med sin datter. Hans kone – som også var datterens mor – var på ingen måde interesseret i at tage den snak, så da han mente, at det skulle gøres, måtte han jo selv gøre det (YEAH!!). Det talte vi meget om, og imens lyttede den amerikanske far så.

På et tidspunkt blev det så American Dad’s tur til at fortælle om sin datter. Det var meget enkelt: hun har lovet mig, at hun ikke går i seng med nogen, inden hun bliver gift.

Havde jeg spurgt en af mændene på billederne fra artiklen i Politiken, havde de helt sikkert sagt det samme, mens de kiggede mig stift ind i øjnene.

Om det var det faktum, at han sad og talte med to europæere, eller om han faktisk godt selv kunne høre, hvordan det lød, ved jeg ikke… men han kiggede ned i bordet, mens han sagde det. Hvilket ligesom blev invitationen til at tage emnet op.

Det sjove var, at mit indtryk blev, at han godt vidste, at det var lettere naivt af forældre generelt, men lige hans to piger (ja, der var også en yngre pige) ville det ikke blive noget problem med…

Jeg var til release på fantastiske Maja Gry‘s musik! Og hun havde inviteret norske Maia K. Siverts til at læse op. YES!

Jeg blev glædeligt overrasket, da det viste sig, at det, der skulle læses op, handlede om onani. Fantastisk. Et yndlingsemne her sammen med min yndlingsmusik! Mere YES. Så jeg spurgte, om jeg måtte låne det og vise det til jer. Så her er det:

“MELODI GRAND PRIX

I morgen skal jeg onanere. Da har jeg noe å glede meg til. I morgen skal jeg onanere, på stuegulvet, under månen som lyser, siden det er kveld og helg og mitt liv. Lørdagskveld. Lørdagskvelden er som balsam for sjelen.

Jeg har to bein.

Litt klassisk musikk blir bra, gjerne noe trist. Og et bilde på veggen. Og en sofa i hjørnet. Og en telefon som ringer (ring, ring). Og krigen som durer i bakgrunnen (pang, pang). Og vannkrana som drypper i bakgrunnen. Og negler som pirker. Og en skje melis som jeg kan drysse over kroppen idet jeg kommer. Da snør det over jordskjelvet. Stilig. (Jeg tror det heter performence.)

I dag er det fredag.

I dag er det lørdag. Stilig. Og så blir det stille. Det er lørdag. «Hei», sier jeg. «Hei, kjerring», sier lørdagen.

Jeg tar tretti sit-ups og stønner «det var det». Jeg skulle komme og jeg har kommet og alt er forbi. Kroppen er slapp som et stille vann, kanskje Lutvann. Det er stille i stua også, så stille at jeg får lyst til å dikte lyder. Knirk, voff. Og kanskje en stemme som sier «er det her du ligger og freser? Vil du ikke heller se en film?».

Månen kommer fram på himmelen. Det er skjebnen. Og så har jeg krampe i venstre fot, kanskje en begynnende epilepsi. Og så har jeg glemt å gjøre noe i hele dag, fordi jeg har gledet meg til kvelden, jeg har ikke engang snakket, eller tatt toget. Og så har jeg ingen venner. Og så snakker ikke månen, den har bare én egenskap, og det er å være hvit. Jeg tar meg til pannen. Det er bare tre år til jeg skal få min første bekymringsrynke. Og så ler jeg sakte. «For en dag!», sier jeg, reiser meg og finner en vask, spruter litt vann i ansiktet, lar vasken renne i tilfelle det kommer noen etter meg.

Trusa mi lukter godt, lukter hjemmekoselig.

Jeg titter ut av badet. Hallo? Jeg er sløv og hengslete, jeg går og legger meg i sofaen. «Nei», sier sofaen. Jeg står opp og ser på bildet på veggen, det forestiller en hund og et barn som gråter. «Realistisk», sier jeg. Jeg går bort til kjøkkenbenken og deler en tomat i to, jeg snur meg og ser i veggen. Jeg glemmer å se ut av vinduet. Jeg ser i veggen og det gir meg ingenting. «Ingenting – med krem og sukker på», sier jeg og er munter.

Jeg skrur på radioen. En jente har blitt voldtatt og en annen jente har vunnet melodi grand prix. «Jenter, altså», sier jeg. Jeg er fortsatt munter. Jeg spiser en halv tomat.

Jeg har vondt et sted. «Hvor da?», spør jeg, jeg er fortsatt munter. «Der!», sier jeg og peker på gulvet. Jeg må le. Så feil kan en ta. For jeg pekte ikke på meg selv. Jeg pekte på gulvet. Det var usaklig. «Nei, jeg har nok vondt i magen eller i albuen», sier jeg og tar litt på magen, tar litt på albuen, tar litt på øyebrynet. «Det er trist at det skal være slik», sier jeg. «Au», sier jeg. Jeg står stille og vet at inne i meg et sted, der vokser det et blåmerke. Ikke et barn. Kveldssola legger seg flat, smyger seg inn over stuegulvet. «Det er tiden», sier jeg, «den steker rommet i smør». Jeg gjesper og venter på mer.”

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: