fælde

Dygtige og modige Amalie Langballe skrev om Penisfælden i Information. Den gjorde helt sikkert indtryk. Måske mest, fordi jeg tænkte, at den slags da måtte være et overstået kapitel. Men nej, på selveste Nørrebro render der i hvert fald én mand rundt, som helt har misforstået alting – for “Pæne piger krydser ben”. Det var der så en ‘pæn pige’, der blev lidt for træt af at høre på, så endnu en dygtig og modig kvinde, Emilie Kellberg, supplerede Penisfælden med Jomfrufælden.

Jeg ville have skrevet noget om Penisfælden. Det skulle handle om, hvorvidt mine veninder kender den – altså Penisfælden. Hvor udbredt er den egentlig? For den er der helt sikkert, men jeg har ikke selv oplevet den – eller har jeg uden at vide det? og omkring mig har andre kvinder heller ikke?! Eller er Penisfælden så skamfuld, at man har fortrængt det eller gerne vil fortrænge det og derfor ikke har lyst til at finde det minde frem? For jeez og jo tak, jeg kan sagtens forestille mig skammen… den skam har vi vel alle været i, men det var så, fordi vi placerede os i den selv – velsagtens ren opdragelse.

Men først vil jeg da lige forklare, for dem der ikke har læst artiklen, at Penisfælden er den fælde, en kvinde – hos nogle (meget få) mænd – kan falde i, hvis hun for hurtigt går i seng med ham. Så er hun allerede besudlet (ja, med din egen sæd…?) og kan derfor ikke længere bruges som kæreste – eller pude eller ske, evt. som onaniprodukt i meget fuld tilstand…

I hvert fald kom der pludselig en ny fælde: Jomfrufælden. Den behøver vist ikke nærmere forklaring. Og pludselig stod vi der med et klasseeksempel på, hvordan man skal huske at angribe dem, der skal angribes og ikke dem, der i virkeligheden kæmper den samme kamp om end med omvendt fortegn.

I virkeligheden var Amalie sur på Hr. Nørrebro – nej, lad os da virkelig ikke kalde ham det – Hr. VigtigPik måske… Hr. So Century Before Last, Hr. Really?, Hr. DerSidderEnTissemyrePåDinCykelHovDetVarJoDigDerSadDer…

I virkeligheden var Amalie sur på Hr. __________, fordi han gravede i noget, hun måske har fået smidt i hovedet før. Sandsynligheden er, at Amalie blev helt paf over, at han virkelig sagde det. Han har ramt et virkelig ømt punkt, og hun har ikke kunnet forsvare sig. For er der ikke noget om det? Bliver piger ikke besudlede i en eller anden grad, når de spreder ben, som de har lyst? Er de ikke selv lidt skyld i det?

Dér fik jeg dig!

Enten tænkte du “jo, der er altså lidt om det”, og nu skammer du dig over at have tænkt jo, eller også tænker du “NEJ, ikke dig Karen – du må ikke sige sådan” …. eller også sprang du hurtigt frem i teksten for at konstatere, at der ikke var noget i det. Muligheden er også, at jeg ikke kunne køre den helt ud – det holder jeg ikke til – så du nåede slet ikke at falde i.

Men NEJ. Nej nej nej nej nej nej… Det er Amalies krop, og hun må gøre lige præcis det med den, hun har lyst til. Men det er selvfølgelig en klassiker at blive vred på de pæne piger, fordi der sidder en meget lille (enormt tynd og ærgerlig) stemme i det bageste af ens hoved og siger: “Han har jo ret, og du ved det godt, din billige tøs.” Men husk lige, hvad den stemme er: et levn fra fortiden! Intet andet. Et levn fra dengang kvindens krop vitterligt ikke var hendes egen (har en meget insisterende idé om, at der var masser af kvinder, der holdt på deres – nogle af dem måtte bøde alvorligt for det), og et levn, der til stadighed bliver brugt af sure, jaloux og ynkelige mænd og kvinder, der ikke kan forsvare sig på andre måder. For den her er virkelig effektiv… og har du først det uafvaskelige stempel i panden – rundetrunte, luder, tøjte, genbrugshul, billig, billig tøs, billg luder -fortsæt selv listen – så er du på den….

Ej, vel! Det er helt op til dig selv, om du er på den, men for sevlan det kræver en god gang selvværd at svare igen!

Og det bunder jo ud i noget helt andet. Der er sandsynligvis ikke blevet talt om sex derhjemme, sex er sssh og hush og måske ligefrem uf. Så når sssh og uf er tilgangen til sex, jamen, så må jeg da være en – vælg selv et ord – når jeg bruger min krop så flittigt. Jeg tror, mange sunde seksualiteter – især unge, spirende kvindeseksualiteter – er gået lidt lukt i rendestenen for aldrig at vende tilbage på grund af netop det. De var kun lige ‘gået i gang’, så blev de brutalt lukket ned – for ikke at lukke op før efter 40. Suk!

Men jo og ja, jeg er helt klar over det. Der er rigtig mange kvinder, der i en tidlig alder finder ud af, hvad deres krop kan bruges til. At den kan skaffe alt lige fra smøger til omsorg – eller noget der minder om. MEN DERFOR ER DET STADIGVÆK HENDES KROP OG HENDES RET !

Så godt for dig, Amalie, at du i det mindste forsøger at ryste den uretfærdige skam af dig. Også selvom du ender med at placere dig selv i den igen på turen hjem – det kan selvfølgelig diskuteres, hvorvidt det er dig, der placerer dig der. Jeg tror ikke, jeg kender ret mange kvinder, der ikke har taget turen hjem efter nattesjov og tænkt – pis, hvor jeg hader høje hæle lige præcis nu, og hvad fanden er det sorte, jeg har siddende på hagen – åh, for helved’ mascara.

Men det bliver jo kun en dårlig tur, hvis man tog på den af alle de forkerte grunde. Så tænk lige over det. Og løft så ellers mascara-hagen højt, når du tager turen.

Jeg glemmer helt Emilie og hendes jomfrufælde. Jeg glemmer hende desværre nok, fordi jeg slet ikke kan identificere mig med hende. Hvilket vel nok udgør Emilies største problem. Alle går ud fra, at hun gerne vil ud af Jomfrufælden, hvilket også er et ærgerligt ord for noget, hun netop gerne vil have det godt i.

For hold da op med at forsøge at finde en, der kan befrie hende for den irriterende byrde!

Jeg forstår det nu alligevel godt, for det er mere reglen end undtagelsen, at jomfruer midt i 20’erne rigtig gerne vil af med den der ikke-eksisterende jomfruhinde (kønskrans skal den hedde), men måske kunne man lige spørge først….?

Hele min pointe med at skrive den her blog var, at det igen igen bliver så tydeligt, hvordan vi kommer til at skælde ud på de forkerte. Jeg er sikker på, at Amalie ikke mente noget ondt mod Emilie, da hun skrev, at pæne piger krydser ben, men Emilie følte sig ramt.

Det minder lidt om det evige dilemma, jeg får placeret mig i, når jeg f.eks poster og skælder ud på Covers billede af en alt for tynd pige til en artikel, der skal appelere til gymnasieelever. Pludselig får jeg skyld for at fremhæve ét skønhedsideal ved at undertrykke et andet. I virkeligheden mener jeg ikke, at det ene eller det andet er bedre – tænk, hvis vi alle lignede hinanden, og jeg er i virkeligheden sur på jeg-ved-ikke-hvem (vi har vel alle del i det), der har skabt et kvindeideal, som ligefrem tager livet af unge piger hvert år. Og det bliver virkelig absurd at have lyst til at bytte lår-størrelse med en anden kvinde, når hun så i en efterfølgende brandert fortæller, at hun ville ønske, at hendes krop kunne se mere ud ligesom min… og så er vi ellers tilbage ved: “Lær at elske, hvad du har!”

Pyh, jeg er bange for, at jeg startede en blog uden mål og med… og så er jeg rigtig god til at bruge ti fingre, så det går super hurtigt med at få skrevet alt, der løber ud af hovedet på mig.

For hvad vil jeg gerne, at du får med fra den her (lange) blog, kære læser?

Det startede med en nysgerrighed over, hvorvidt Amalie Langballes dilemma var et dilemma, hvis jeg spurgte rundt i min omgangskreds… den strandede ret hurtigt, måske i skam, måske i ‘der er FÅ af den slags fortidslevnsmænd tilbage’, måske i ‘jeg kan lugte den slags mænd på hundrede meters afstand’, måske i ‘ubevidst ved jeg, når det er tilfældet, og så er jeg smuttet alligevel’ – jeg ved det ikke!?

Så kom jomfrufælden og bragte et vigtigt emne på banen! “Hvorfor kan jeg ikke bare få lov at være jomfru, indtil jeg finder ham, jeg MÅ have!” – mellem mine ben forstås! (min fortolkning).

Gennem jomfrufælden kom det hele til at handle om, hvordan man uden at ville det, får ‘undertrykt’ en gruppe mennesker, som man slet ingen udeståender har med – og da jeg igen igen lige havde fået tæsk for at undertrykke den tynde kvinde med endnu et korstog pro den formede af slagsen – well.

Den her blog just goes on and on.

Så jeg vil slutte med Madeleine Albrights ord: “There’s a special place in hell for women who don’t help other women!”