av

Jeg ser “Gift ved første blik” med stor fornøjelse. Det er virkelig interessant at se, hvordan vi reagerer på det sindssyge, det er at blive kastet ud i at gifte sig med en vildt fremmed. Får vi mærket efter, når vores største bekymring er, om denne fremmede kan bekræfte, at vi er værd at bruge tid på… 

Min kæreste kan ikke fordrage det. Og jeg giver ham ret i, at det da ikke er videre romantisk at sætte kærlighed på formel, som det gøres i “Gift ved første blik”. Jeg mener nu alligevel, at det er et absolut interessant eksperiment.

Til gengæld blev jeg virkelig chokeret over at se 4. afsnit i går.

Det her skal ikke lyde som en anklage overfor Ane, men hvordan ender hun i den situation, der pludselig sender hende ud af eksperimentet efter 3 uger?

Måske så flere af jer den amerikanske udgave af Gift ved første blik. Kvalmende amerikansk, men de er da søde, de kære par.

Interessant at se det eneste par – hvad hed de nu – der ikke blev sammen. For der er én ting, der går igen i de her programmer, hvis I spørger mig: det er forbudt at gå i seng sammen som det første!

Da jeg hørte, at Ane og Ulrik havde kastet sig ud i det på bryllupsnatten, tænkte jeg: “Åh nej, det her går galt.”

Det har overhovedet ikke noget at gøre med, at man ikke skal have lov at gå i seng med, hvem man vil, når man vil. Det handler om noget helt andet.

Min egen idé om det her er, at det er forbudt at tage hul på sex, fordi det er nødvendigt at bibeholde den pirren, der ligger i ikke at have dyrket sex endnu. Man skal lige stramme sig an, for det er vigtigt, at den anden når hen et sted, hvor han/hun har lyst til sex med ‘mig’ – og at jeg formår at holde hende/ham det sted!

Men vigtigst af alt. Sex fylder rigtig meget, når man først har taget hul på det. Det er en ny person, man dyrker sex med her, hvorfor man højst sandsynligt har lyst til at dyrke det rigtig meget. Sex tager simpelthen fokus fra det, der er væsentligt i det her program: at lære hinanden at kende. Sex kan vi altid dyrke, og hvis vi er lidt skarpe på det, kan sex altid nå et sted hen, hvor det bliver godt for os, men lige nu er det alfa og omega, at sex ikke hele tiden forstyrrer ved at lokke os væk fra det væsentlige – at vi taler sammen og lærer hinanden at kende!

Lægger man oveni det, at der ofte er en ubalance i lyst, karambolerer det straks med behovet for at tilfredsstille for at mærke, at man er godkendt.

Så kære Ane! Glemte du måske lige at mærke efter? Var du måske lidt for optaget af at blive godkendt? Hvis jeg lyder nedladende, er det så langt fra mit mål! Det gør simpelthen ondt at høre, at du ignorerede dine egne grænser, og jeg forstår 100%, at du ikke kan gå videre. Til gengæld håber jeg, at du har lært, at du skal mærke efter – at det starter du med i dag, selvom det kræver øvelse. Det giver så stor respekt og boost til egen integritet at få sagt fra! Jeg tror, I to har givet kommende deltagere en vigtig lektie med på vejen: der skal lægges fokus på de væsentlige ting, og det er ikke væsentligt at dyrke sex som det første. Det er derimod væsentligt at være intime sammen – og det kan man være på 117 andre – mindre forstyrrende – måder end ved at dyrke sex!