Jeg fik aldrig postet den her, men her kommer den…

Jeg skal love for, at de helt forfærdelige og på alle måder uacceptable handlinger i Köln og andre steder har sat gang i mange ting bare her i DK.

Information starter blandt andet en stor kampagne omkring voldtægt under #jegblevvoldtaget. Man skal virkelig være langt fra og godt igennem sådan en oplevelse for at poste noget som helst under sådan et hashtag. Men det er ikke en misbilligelse af projektet, der helt sikkert er meget vigtigt, da vi slet ikke kender/forstår/vil se omfanget af “den slags”.

Den eneste, der har sagt noget, hvor jeg tænkte “præcis”, er Haifaa Awad, der d. 16. januar i Information “advarer mod en tendens til at forsimple tidens sværeste politiske spørgsmål. Der findes ingen nemme svar”. Det kan kaldes et let købt udsagn, men hun har så ret.

Vi vil så gerne forklare og løse og redegøre for og analysere os frem til, men det er overhovedet ikke muligt, og så ender vi i stedet i hver sin fløj af “de er dumme”, “nej, de er dumme” med en midterdel, der bilder sig ind at kende sandheden eller løber forvirrede rundt i håb om at falde over selvsamme på vejen – hvornår har en klog person med en meget lang titel sagt: “hold kæft, hvor er det svært, det her.”

EGENTLIG STARTEDE JEG DEN HER BLOG, fordi jeg sad og tænkte på, hvordan det er at være en del af den mandlige befolkning og igen og igen læse alt det her om mænd, der krænker kvinder. Jeg har en rigtig god fornemmelse af, hvordan det er som kvindelig læser!

Men hold da op, hvor ville jeg blive træt af gang på gang at blive reduceret til en “pik med vedhæng”. Der skal ingen tvivl herske om, at det er absolut muligt at udpege mænd, der passer ind i “pik med vedhæng”-beskrivelsen,

KØLN vs. Sunny Beach

Tryk her for: Idioter af rang
opslag fra 19. januar 2016

 

men hvor er historien fra manden på gulvet, der ikke vil stå i “pik med vedhæng”-gruppen, fordi der hører han ikke til.

Niddal El-Jabri får absolut sat sig selv udenfor gruppen med denne artikel om, at tryghed er noget, vi giver hinanden – måske mangler jeg bare en af det mandlige køn, der giver en seriøs opsang til sine medmandlige: kom nu op ad stolen! Vi etnisk og ikke-etnisk danske mænd er ikke og vil ikke være en del af “pik med vedhæng”-segmentet, vores flygtningemænd er ikke en del af “pik med vedhæng”, og vi må famer få bredt ud i verden, at det er så meget sjovere at være mere end en pik med vedhæng!

Og ja, jeg er klar over, at en “pik med vedhæng”-mand er lidt af en kamæleon. Du tænker, at her har du en “krop med vedhæng”-mand, men pludselig står du med en “pik med vedhæng” – forvandlingen var vanvittigt hurtig. Stadigvæk – jeg kender så mange mænd, der ikke engang kan se over kanten til “pik med vedhæng”-karret. De kender slet ikke vejen derhen.

Vil verden venligst sende mig artikler fra mænd, der forsvarer sig og har startet store organisationer, der skal omvende “pik med vedhæng”-mænd til kamæleoner, der i takt med god viden får mindre og mindre lyst til at godkende forvandlingen, der kan trickes af alt fra korte kjoler og lange ben til store hjerner og små numser.

Ja, jeg ville være træt. Træt af igen igen at være reduceret til “pik og ingen hjerne”. Træt, træt, træt!

Og jo og ja, som Haifaa Awad siger: der findes ingen nemme svar, der findes kun nuancer.