Archives for category: FYI

Jeg har hverken videnskab eller uddannelse at bygge, hvad jeg skriver, på, så jeg skriver og poster, og du bestemmer, om du vil læse.

Jeg har lige postet en blog, hvor en kvinde skriver, at hun ikke kan have sex med sin kæreste, fordi hans pik er for stor, og hun er for stram/lille eller spænder for meget.

Det møder jeg rigtig meget.

Jeg møder også rigtig meget, at mænd synes, deres pik kunne være større, og at de gerne ville holde i længere tid under sex.

Der er mange kvinder, der slet ikke har brug for nogen af delene. Hverken, at han kan holde længere, eller at hans pik er større. Sex kan helt sikkert vare for længe, og pikken kan helt sikkert være for stor.

Så tænk lige over det. Mens en masse fyre går rundt og synes, at deres pik er for lille, og at de ikke kan holde længe nok, går en hel masse kvinder (og mænd) rundt og tænker, at den der pik også kan blive for stor, og at det der sex også kan vare alt for længe.

Pyh, hvor bruger vi meget tid på at skælde ud på alt muligt, som allerede er godt nok.

Spørgsmål:

Jeg har datet en i lidt over en måned nu, og vi har stadig helt vildt svært ved at have sex. Jeg er jomfru og hans legemsdel er virkelig stor. Jeg er bange for det slet ikke kan lade sig gøre. Kan det være, at det bare fysisk ikke kan ske? Jeg tror virkelig jeg er stram, og det gør virkelig ondt hver gang vi prøver.

Mange hilsner

 

Svar:

Hvis det hjælper en smule, er du langt fra den første, der opsøger mig med det problem.

Først og fremmest bliver det ikke nemmere af, at I har forsøgt, og det har gjort ondt. Helt automatisk får det dig til at spænde i bækkenbunden, og så bliver det endnu sværere.
Nu ved jeg ikke, hvor længe/hvor mange gange I har forsøgt, men det begynder også at spille en rolle, at det stresser jer, og at du måske begynder at føle, at du ikke kan være den bedste kæreste, når I slet ikke kan have sex. Det ved jeg ikke, men det har jeg set før. Det er I rigtig meget nødt til at tale om. Det er jo ikke nogens skyld, at det ikke lykkes, så I skal rigtig gerne tale om, at det er frustrerende, men at det ikke er nogens skyld. Andre gange betyder det også, at oralsex fylder meget… men måske også, at det kun er dig, der giver det. Det er I også nødt til at tale om, for oralsex kan blive en plage, når det måske handler om dårlig samvittighed eller andet.
Alt det ved jeg ikke nok om, så det er rene gætterier. Passer det ikke på jer, springer I det bare over.

MASSER af glidecreme og rigtig grundig opvarmning med fokus på dig, dig og dig er første skridt. Og det er ikke nok, at I forsøger én gang. I skal forsøge alle de gange I orker, men du skal kunne give dig hen og slappe af, for ellers vil du spænde. Du skal altså kunne være modtager uden at tænke for meget på ham. I kan sagtens gøre noget begge veje, men formålet er, at du skal være varm.

Hvis det ikke fungerer er næste skridt at købe en dildo (simpelthen, som er ‘lille’ nok til, at du kan føre den op i skeden). Det kan I gøre til en del af legen, eller du kan gøre det selv. Det er op til dig.

Det optimale ville være mange dildoer i mange størrelser, som I kunne ekperimentere med, og som du kunne forsøge en ad gangen for simpelthen at udvide dig selv lidt forneden. Der er intet farligt i det – du skal immervæk kunne føde et barn gennem skeden.
I kunne evt. undersøge, om der findes den slags dildo-sæt, som bliver større i størrelsen, for hvis det slet ikke går med opvarmning og masser af glidecreme, er du nok nødt til at bruge noget andet for at skabe lidt mere plads.
Men som jeg også talte om til foredraget, er vores hjerne vores største forhindring. Så sørg lige for at have styr på, hvad der foregår på den mentale front. Det skaber nemlig spændinger.
Svar retur:
Du har ret i såå mange af de ting du skriver, og det er bare rart at høre, at jeg ikke er alene om de tanker.

Spørgsmål:

Er partnerens krop vigtig ved sex?

Husk lige én ting. I er to, der dyrker sex. Det er ikke kun dig, der har noget på spil. Din sexpartner er også nøgen og sårbar i det her, så du er ikke den eneste, der overvejer, om den anden synes, det hele er godt nok. Husk altid det. Også hvis du har fundet hende/ham, som du tænker er vanvittigt tilfreds med sin krop, så ro på. Sandsynligheden, for at du finder en sexpartner, der bare er super afslappet fra første gang, I dyrker sex, er meget lille! Hvis personen er yderst tilfreds med sin muskelmasse, så er vulvaen/pikken måske pludselig den kropsdel, det skal gå ud over – den kropsdel, der ikke er helt god nok. Så er den del pludselig ikke god nok for den ellers så perfekte person. Hvis krop og kønsdele er godt nok, så er det personens præstation, der står for tur og bliver kritiseret af personen selv. Vi er så præstationsfokuserede, at det er svært at møde et menneske, som bare synes, at det hele er “godt nok”. Ikke perfekt (for hvad skal vi dog bruge perfekt til? Kedeligt, kedeligt), men GODT NOK. Så derfor kunne vi måske alle sammen slappe lidt af i, at selv den, der ser perfekt ud, også har sine ting at kæmpe med. Tænk, hvis vi kunne tale om det og så slappe af i stedet for at forsøge at være perfekte!

Skulle du ske at støde ind i et menneske, der slapper af i sig selv og sin krop, så vil den person heller ikke dømme dig, for det har det med at være sådan, at ER DU HÅRD MOD ANDRE, ER DU HÅRD MOD DIG SELV. Så hvis du kan slappe af i din egen krop, vil du også være meget mere tolerant over for din partners krop.

Og husk, kroppen er bare det værktøj, du dyrker sex med. Sex handler om at være tæt på et andet menneske og smelte sammen for en stund. Det kan man bedst, hvis man dropper at tænke så meget på, hvordan man ser ud. Men det er nemmere sagt end gjort!

Sex er fedt, når man slapper af og faktisk har lyst til at dyrke sex. Der bliver dyrket virkelig meget nej-jeg-må-ikke-ligge-sådan-for-den-vinkel-er-ikke-pæn-sex og jeg-har-egentlig-ikke-lyst-men-jeg-burde-have-lyst-sex. Det er ærgerligt, for der får sex slet ikke lov at komme til sin ret. Desuden bliver der dyrket alt for meget porno-sex, fordi de fleste af os har en idé om, at det er sådan, man skal gøre, og mange tænder også rigtig meget på det,  fordi det er tændende for mange, men også fordi de aldrig har fået lov at lære selv, hvad der egentlig var den helt store tænd-kilde.

Undersøgelser fra England og Sverige viser, at vi siger, at porno ikke påvirker os, og at porno ikke er rigtig sex, men bagefter går vi hjem og tænker, at vi alligevel skal øve os i at dyrke sex netop på porno-måden. Øv bøv. Husk, at i porno er man nødt til at tænke i kameravinkler og lyssætning osv. Der skal tages hensyn til nogle helt andre ting, og der bliver råbt og skreget under sex. Når du bruger så meget energi på at råbe og skrige, tager du alt for meget energi væk fra den sex, du dyrker, og fra en måske kommende orgasme. Lidt ærgerligt.

Ud af hovedet, ned i kroppen, find ind til det du tænder på og sved og vær forpustet og helt pjusket og nyd det. Det er derhen, jeg synes, man skal forsøge at komme. Det mest attraktive i verden er en person, der finder ned i sin krop, glemmer alt om at præstere og bare er i det sammen med dig. Vi dyrker sex sammen, vi har begge ansvaret for, at det bliver godt, og vi kan faktisk godt grine sammen af det, hvis kommoden alligevel er for høj…

Når jeg holde foredrag og beder de deltagende om at stille spørgsmål (skrevet anonymt), får jeg rigtig mange: hvordan holder man længere spørgsmål.

Jeg glemte at sige, at rigtig mange kvinder er trætte af, at det altid bliver udlagt, som om det er meget bedre, hvis fyren kan holde rigtig længe. Sådan har alle kvinder (partnere i det hele taget) det ikke. Mange kvinder synes, at sex kan blive trukket alt for langt ud, så man går død i det undervejs.

Spørgsmål:

Hvorfor er det et tabu at være jomfru?

Det er et rigtig godt spørgsmål. Det handler vel igen om, at det hele handler om at kunne præstere, og hvis man er jomfru kan man ingenting, hvorimod den, der har dyrket sex fem gange, kan det hele? Nej, vel. Du kan være ligeså anspændt den femte som den første gang, hvis ingen af de forrige gange har været med fokus på dig, og du kan være lige så afslappet, som en, der har dyrket en masse sex, hvis du virkelig har lyst, og I har varmet godt op sammen.

Der er masser af fyre, der fantaserer om jomfruer og det at være den første. Der er også masser af kvinder, der fantaserer om at tage en ung mand/kvindes ‘mødom’. Og ja, så er der det modsatte, fordi der nødvendigvis skal tages lidt mere hensyn den første gang (eller den anden eller femte). Så du skal nok finde en at prøve sex første gang sammen med.

Der render desværre masser af unge mennesker rundt og tror, at de er den eneste, der “ikke har gjort det endnu”. Og jeg kender for mange så-drak-jeg-mig-fuld-og-fik-det-overstået-historier, og de er heller ikke gode.

Igen er der også noget med, hvilke historier man får fortalt sig selv. Om man tænker, at alle andre synes, det er pinligt, at man aldrig har dyrket sex. Det gør de ikke. Der kan være overraskelse osv, men de fleste mennesker er virkelig forstående i forhold til, at den slags emner er svære. Dem, der gør grin, kan man kun have ondt af.

Så jeg forstår godt, at du tænker, det er et kæmpe tabu. Hvis du selv er jomfru, er det måske det, der holder dig fra at gøre noget som helst. Men det er desværre altid meget værre i vores hoveder, end det er i virkeligheden. Og du kan jo vælge at fortælle én fortrolig det, og så én til. Når man siger tingene højt, kommer der luft omkring alt det farlige, og så har det farlige det med ikke at fylde helt så meget. Og du vil blive overrasket over, at beskeden kan modtages helt anderledes, end du havde forestillet dig. Måske med overraskelse, men også med forståelse. Du skal nok få dyrket sex, for du har hele livet til det.

Spørgsmål:

Tror du, at kvinders tendenser til at fake orgasmer påvirker mange mænd til at tro, de er bedre i sengen, end de er? Og at kvinder derfor får færre orgasmer/dårligere sex i sidste ende?

Det med at fake orgasmer er sådan en ærgerlig, dårlig cirkel at komme ind i. Som jeg sagde under foredraget, så forstår jeg godt, at man gerne vil være hjælper og få sin kæreste til at komme. Men man skal huske, hvem der har orgasmen, og at det er hendes orgasme, ikke din. Og at alt pres fra en partner sætter sig fast i hjernen, og så bliver der bare lukket ned, for ingen kan holde til at skulle præstere orgasmer for en andens skyld, og selv hvis man gerne selv vil, så er pres bare en dræber!!

Men tilbage til emnet. Jeg forstår også godt, at kvinder kan finde på at fake. Ærgerligt er det, men det er jo netop, fordi presset bliver for stort. Når I har været i gang, i hvad der føles som hundrede år, så er det ikke sjovt at måtte sige, at der altså ikke kommer til at ske noget – og så ender hun måske med at fake det. Men det er og bliver en ond cirkel, for nu skal du blive ved med at fake hver gang, eller hvad? Der er kvinder, der gør det i årevis. Tag hellere en snak og lær noget om, at der ikke er noget i vejen. Det er presset fra kæresten, der simpelthen sætter stop for alt, der skulle være en orgasme. Brug mig og den her tekst til at få gang i den snak, for det er svært, jeg ved det godt. Men du er nødt til at være afslappet og tryg, og du er nødt til at eje din egen orgasme. Din orgasme er din, og du kan ikke tvinge den frem. Og ja, det der onani er vejen frem. Men husk, at onani skal have tid. Man begynder ikke bare fra den ene dag til den anden, og når man begynder, er man ikke ekspert fra den ene dag til den anden. Sådan er det bare. Alting, der skal være godt, tager tid.

Men jo, det er da et problem, at han tror, det han gør, virker. Og så igen, for måske virker det. Måske ville det virke, hvis der ikke var alt det pres for at få den orgasme frem… han(hun) kan gøre alt det rigtige, men er modtagerens hoved ikke med – pga presset, så er der ikke noget at gøre.

Det er selvfølgelig helt forståeligt, at ens reaktion er at blive bange og tænke, at der er noget helt galt.

Blod i udløsningen eller blod fra skeden behøver ikke at være spor farligt.

Den gode regel er lige at slå koldt vand i blodet (!) og huske, at det er noget meget sart hud, vi har at gøre med mellem benene. Det er meget tynd, fin hud – det, vi kalder slimhinder – hvilket selvfølgelig betyder, at der lidt nemmere bliver små rifter.

Husk, at jeg ikke er læge, men det er stadigvæk en god regel at slå koldt vand i blodet.

EKSEMPEL:

Jeg har selv prøvet det en enkelt gang. Min kæreste blev – forståeligt nok – bekymret, da hans udløsning var blodig, men i stedet for straks at ringe til lægen, ventede vi, og næste udløsning var helt uden blod. Det samme var den næste og så videre. Ingen grund til panik.

Det er derimod en helt anden sag, hvis der er blod i udløsningen igen. Så er det nødvendigt lige at ringe til sin læge.

Jeg har skrevet det før, men nu kommer det igen.

DET ER FORBUDT AT VASKE SIG MELLEM BENENE MED SÆBE!

Og det gælder ikke kun kvinder. Det gælder selvfølgelig også mænd.

Sæbe er alt for skrappe sager at vaske den fine hud mellem benene med. Der skal bruges intimsæbe – og det skal heller ikke bruges hver gang – eller bare skylles med lunkent vand. Vi bruger i det hele taget alt for meget sæbe på vores hud!

Jeg bruger selv intimsæben på billedet. Min erfaring er, at ikke al intimsæbe er lige behagelig, så – som med alt andet – skal du være kritisk med, hvad du bruger, og om det faktisk holder, hvad det lover. Der skal for eksempel (selvfølgelig) aldrig være parfume i intimsæbe…?!

intimsæbe

MÆND: husk, at det her også gælder jer. Man trækker ikke forhuden tilbage og vasker hovedet på pikken med sæbe. Nonono. Det er selvfølgelig fristende, fordi de fleste går rundt med en ærgerlig idé om, at vi lugter dårligt mellem benene. Men når du bruger almindelig sæbe, vasker du de gode bakterier væk, og det giver plads til de grumme bakterier, og det er dem, der giver LUGTGENER! Så få lige fakta på plads, for sæbe gør ikke noget godt for dig, når huden er så fin.

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: