Hej Karen!
Håber du kan hjælpe mig lidt, med nogle tanker jeg har gået rundt med her for tiden
Jeg får aldrig orgasme under sex med min kæreste, han er den eneste jeg har været sammen med. Selv om han virkelig prøver med forspil og oralsex, så er der intet, jeg synes er sådan rigtig dejligt. Jeg er virkelig begyndt at tænke, om der er noget helt galt med mig. Han prøver alt, men intet virker.

Derudover vil jeg spørge dig noget andet. Jeg kan godt få en orgasme, når jeg onanerer med vibrator og andet, som kan gnides op af klitoris. Men er begyndt at tænke over, om det kan gøre, at den bliver mere følelsesløs, og derfor ikke reagerer særlig meget, på når min kæreste rører mig dernede.

Håber du kan hjælpe mig! Jeg føler mig uden håb for, at sex kan blive rigtig godt..

Mange hilsner

 

************************

 

Kære du

 

Det er en ret fantastisk mail, du har skrevet til mig.

Den dækker simpelthen så mange gode ting i forhold til m/k-par, der kæmper med, at hun skal få en orgasme, når parret har sex.

Jeg har forsøgt at lave noget af skriften fed, hvis I synes, det er meget at læse.

 

Der er flere ting, jeg gerne vil skrive om ift. din mail.

 

  1. “Jeg er virkelig begyndt at tænke, om der er noget galt med mig.” – “Jeg kan godt få en orgasme, når jeg onanerer med vibrator og andet”
  2. “Han prøver alt, men intet virker”
  3. “Men er begyndt at tænke over, om *vibratoren* kan gøre, at *klitoris* bliver mere følelsesløs.

 

 

  1. “Jeg er virkelig begyndt at tænke, om der er noget galt med mig.” – “Jeg kan godt få en orgasme, når jeg onanerer med vibrator og andet”

 

Jeg er ikke efter dig, jeg spørger bare: Kan du godt selv se det, når jeg sætter det sådan op med de her to sætninger, du selv har skrevet? Du tænker, der er noget galt med dig, men du kan godt få en orgasme på egen hånd. Altså, kan vi straks konkludere, at der ikke er noget som helst i vejen med dig i forhold til at få orgasmer. Havde du heller ikke kunnet give dig selv en orgasme, havde der heller ikke været noget galt med dig (vil jeg straks tilføje), så havde udgangspunktet bare været et andet.

 

Når det gælder orgasmer, så er vores hjerne vores allervigtigste organ. Du kan simpelthen producere orgasmer alene i hjernen. Helt uden at røre ved kønsdelene.

 

Og jeg gætter på, at det er din hjerne, der giver dig problemer.

 

Når du er alene, kan du slappe nok af til at få en orgasme, og du har hjælp fra en vibrator, som skaber en stimulering, som ingen hånd eller tunge kan klare. Sådan er det bare.

 

Når du har sex med kæresten, står det skrevet i din hjerne fra starten, at NU SKAL DU SE AT FÅ DEN ORGASME. Din kæreste kæmper løs mellem dine ben, men det føles ikke engang så godt, som det måske burde (der er en (ret gammel) oralsexvejledning her), og det gør det ikke, fordi din hjerne kværner løs i presset over at skulle have den der orgasme. Det er netop det pres, der gør, at du ikke får nogen orgasme. Og her når vi så til

 

 

  1. “Han prøver alt, men intet virker”

 

HAN prøver alt. Men det er DIN orgasme. Hvis det ikke er dig, men ham, der gerne vil have, at du skal have en orgasme, så kommer der ikke nogen orgasme. Hvis du efterhånden er blevet mere opsat på at få en orgasme for hans skyld, så bliver der ingen orgasme. Det er blevet det helt store, at mænd i m/k-par VIL give deres partner en orgasme. Det er ligesom beviset på, at han er god i sengen. Desværre har det stik modsatte effekt.

 

Det er – hvor kedeligt det end lyder – nødt til at være DIG, der gerne vil have, at DIN orgasme bliver en del af jeres sex sammen. Så længe han overtager din orgasme ved at arbejde som en hest mellem dine ben, så bliver presset så stort på dig, at din hjerne blokerer. Og så bliver der bare ingen orgasme.

 

Det kommer til at handle om at præstere. Han vil gerne præstere godt i sengen (det forstår jeg godt), men i stedet ender al præstationen med at give dig (og ham) præstationsangst. Din kæreste vil alt det gode, men måske skulle han i stedet fokusere lidt på sin egen orgasme, for er han egentlig sikker på, at han har helt styr på den? Udløsning og orgasme går langt fra altid hånd i hånd for mænd.

 

Men tilbage til din orgasme. Det er din krop og din orgasme, og derfor kan din kæreste kun blive den dygtige assistent. Det kan han til gengæld også sagtens blive.

 

For når alt kommer til alt, så er din orgasme også dit ansvar. Det er ikke hans ansvar, og derfor er han nødt til at bakke ud og høre efter, hvad du har brug for.

 

Lige nu vil jeg gætte på, at du har brug for det her:

Kan vi bare dyrke sex UDEN at tænke på orgasmer?

 

For her kommer så det 3. punkt:

 

  1. “Men er begyndt at tænke over, om *vibratoren* kan gøre, at *klitoris* bliver mere følelsesløs.

Før jeg svarer på det, er jeg nødt til at spørge om noget andet: Hvorfor har I ikke din vibrator med i sengen?

 

Jeg tror måske selv, jeg kan svare på det. Så må I endelig skrive, hvis det ikke holder.

Der er (tror jeg) én af to muligheder:

Enten har du ikke præsenteret ham for vibratoren

eller også har du præsenteret ham for den, og han har blankt afvist, at den skulle med, når I har sex.

 

Jeg har selv prøvet pinligt mange gange at få afvist en vibrator. Enten med larmende tavshed eller med en irritation over, om han da ikke var god nok. Det er svært at svare andet end: hvis du kan bevæge fingrene eller tungen ligeså hurtigt som den her vibrator og desuden aldrig får krampe i hånden eller tungen, så kan vi sagtens lægge den væk.

 

En vibrator er ikke en trussel. Den er en hjælp. Jeg kan sagtens se, hvordan din kæreste kan tænke, at den er en trussel og skriger ham ind i ansigtet, at han ikke er god nok, når du har brug for hjælp fra den, men det handler om din orgasme, og at når det gælder orgasme, så tager det bare meget længere tid for mange kvinder, end for langt de fleste mænd, og der kan vibratoren være en stor hjælp. Se den som en hjælper.

 

OG husk lige en ting: den vibrator dur ikke kun på din krop. Forsøg fx at sætte den på testiklerne eller hovedet af pikken på ham (på lavt blus i første omgang). Det kan fx være under oralsex. Der er masser af steder at prøve, og måske ender det med, at du ikke kan få din vibrator for dig selv.

 

Og ja, tilbage til hvorvidt vibratorer gør ens klitoris mere følelsesløs.

Vibratoren er virkelig effektiv. Når man først har styr på at bruge sin vibrator (uden at ens klitoris bukker under, fordi stimulationen bliver for meget), så giver det næsten sig selv, at det kan være svært at “gå tilbage” til at bruge hånden. Især, hvis den hånd ikke er ens egen og derfor har endnu mindre styr på, hvordan det skal gøres.

 

Der er delte meninger, men jeg vil mene, at det er effekten fra vibratoren, der gør, at det virker, som om ens klitoris bliver mindre modtagelig for trykket fra en hånd.

Jeg vil til gengæld også altid anbefale, at man starter ud uden vibrator og lærer sig selv at kende uden. Så man ved, hvordan man selv skal røre ved sin klitoris.

 

At få en orgasme sker for langt de fleste mennesker ikke fra dag til dag. Det er en proces, og hvor irriterende det end er, så er det vigtigt at være tålmodig omkring det.

 

 

NU TIL MIN ANBEFALING TIL JER.

 

  1. Dyrk sex UDEN at tænke på orgasmer. Dit hoved har brug for at blive fri for presset om at levere en orgasme. TAL om det. Presset skal væk. I skal ikke bare tale om, at det skal væk. Det skal rent faktisk helt væk.
  2. Dyrk sex, hvor I har vibratoren med. Tal om det først. Det bliver noget helt andet at dyrke sex og bruge vibratoren (i forhold til solosex). Jeg tror, I vil blive overraskede over, hvad det kan (for jer begge), når I har prøvet det nogle gange.
  3. I kunne evt. onanere sammen og have vibratoren med (jeg ved godt, at mange synes, det er super grænseoverskridende, men så tal om dét)
  4. Om lang tid kan I forsøge uden vibratoren, hvis I overhovedet har lyst. Men husk, at du guider ham, når det gælder din krop, og han guider dig, når det gælder hans. Man er nu engang mest ekspert i sin egen krop, fordi man er den, der kan mærke noget.
  5. Bliv sure på mig og den her mail i stedet for hinanden, hvis I synes, det virker uoverskueligt.
  6. Ordet proces er ret irriterende, men det er sådan det er: det her er en proces, og I må ikke blive skuffede, hvis der ikke er noget, der virker med det samme. Det skal nok komme.

 

Skriv igen, hvis det ikke giver mening.
Kh fra Karen

 

Det skulle have været en nytårsforsæt-blog! Til alle dem, der gerne vil skrue ned for deres pornoforbrug. Så her kommer en lidt forsinket nytårsblog. GODT NYTÅR!

Dette er ikke en blog med udgangspunkt i videnskab.

AudioPorno! Hvis jeg skulle lave porno, så ville jeg straks kaste mig ud i at lave AudioPorno! Det er da helt genialt i forhold til alle de mennesker, der kæmper med at skære ned på pornoforbruget.

Porno er hidsigt! Det stimulerer i lyd og billeder for fuld gas, mens man så selv kan stimulere et par andre sanser imens! Det er ikke mærkeligt, at vores “gamle” hjerne ikke helt kan følge med altid.

Det er heller ikke mærkeligt, at alt efter hvilken forsker du spørger, så kan porno udvikle sig til en tvangshandling og altså en handling, man kan have svært ved at lægge fra sig.

Jeg kender rigtig mange mænd, der regelmæssigt tager på selvforanstaltet porno-afvænning. Nogle af dem kalder det sågar porno-detox. Jeg kender ikke lige nogen kvinder, men de findes hundrede procent!

Det kan være rigtig svært at opgive pornoen eller bare skrue ned (det kan også være helt lige til), men det er her AudioPornoen kommer ind. Det er da genialt simpelthen at slette billedsiden af pornoen. Det betyder rigtig meget for påvirkningen af hjernen (siger jeg uden at have 40 undersøgelser af det klar).

Så første opfordring for 2019 er: PRØV AUDIOPORN, hvis du egentlig gerne vil se mindre porno eller bare kan mærke, at pornoen tager din koncentration/fokus eller fx giver dig for mange flashbacks i løbet af dagen.

GODT NYTÅR!

Shani Pedersen fortæller i denne artikel fra Information om en nat med en fyr, der har lagt sig til at sove i hendes seng. Han gør tilnærmelser og på et tidspunkt vender Shani Pedersen røven i vejret, og han dyrker sex med hende. Læs selv artiklen.

Jeg havde lyst til at kaste op flere gange, da jeg læste artiklen. Jeg har også lyst til at kaste op nu.

Jeg har ikke tænkt mig at udtale mig om, hvorvidt han skal dømmes for voldtægt, men min lyst til at kaste op siger vel et og andet.

Jeg har til gengæld lyst til at dele dette billede, som desværre er så godt som ulæseligt, og som jeg har lånt af sexolog May Hagedorn, der har lånt det af en amerikansk sociolog, som jeg desværre ikke kan finde navnet på længere:

Spørgsmålet fra den amerikanske sociolog går noget i retning af: hvad tager du af forholdsregler for ikke at risikere at blive udsat for seksuelle overgreb i din dagligdag.

Kolonnen til venstre er mændenes svar. Hvis I ikke kan se det, er der ét svar: “Intet. Jeg tænker ikke over den slags.”

Kolonnen til højre er kvindernes svar. Der er en lang liste: Jeg har altid min telefon med. Jeg har en peberspray. Tager ikke på løbetur om aftenen. Har styr på min drink osv.

Jeg har aldrig tænkt over før, at jeg også tænker over det. Selv om jeg føler mig tryg her i København, så tænker jeg over det.

Hvis jeg er alene hjemme, tjekker jeg, om døren er ordentlig låst. Jeg tager min telefon med, når jeg skal ud, og det er mørkt. Når jeg går alene på gaden og det er mørkt, tænker jeg på de tricks, jeg lærte til et selvforsvarskursus i USA, som alle kvinder i området, jeg boede i, blev indbudt til, fordi der var en serievoldtægtsforbryder på spil og muligvis også en såkaldt copycat. “Gå efter øjnene, næsen, munden, halsen, skinnebenene, spark ham i haserne og selvfølgelig: spark ham i skridtet. Alle bløde steder er oplagte.

Listen fra de her kvinder er lang! Og den kunne nemt blive længere.

For mænd, der oplever overgreb, bliver samme liste helt sikkert også aktuel!

Jeg tror, Shani Pedersen vendte røven i vejret – bevidst eller ubevidst – fordi hun var bange for, at hvis hun for alvor satte sig op og sagde fra, så kunne det blive et overgreb af de ekstra grimme og voldelige. Det er slet ikke sikkert, men jeg tror desværre, at mange kvinder er så vant til at bruge deres kroppe for andres skyld, at “det kan jeg godt lige overleve” ubevidst får plads, til gengæld for det der måske kunne ske. Altså, det ekstra grimme, voldelige overgreb.

Og helt ærligt. Jeg tror ikke, at det var sket. Jeg er faktisk så naiv og godtroende at tro på, at han ikke havde voldtaget hende, hvis hun for alvor havde sagt fra. Han var blevet skide sur, men han havde ikke kastet sig over hende og voldtaget hende. (Nej, det ved jeg faktisk ikke noget om.) Desværre er de fleste kvinder bare ikke der, hvor de får sagt ordentligt fra. Føler sig nok værd til for alvor at sige fra. Det starter med, at hun ikke vil være snerpet, så går det over i, at hun ikke vil såre hans ego, og så slutter det der, hvor det har varet så længe, at hun til sidst ikke føler, hun kan tillade sig at sige fra for alvor. Og jeg flår den, der siger, at det så er hendes skyld. Så har du desværre ikke forstået noget som helst. Overhovedet!

Jeg ved godt, hvor jeg vil placere skylden, men det kan vi ikke bruge til noget. Vi skal se at lære vores unge mennesker noget om grænser, og hvordan man færdes i hundredevis af seksuelle sammenhænge. Kom nu!

Jeg hørte Majbritt Maria Nielsen i Det Næste Kapitel med Hassan Preisler på Radio 24syv. Jeg tænkte, at den bog måtte jeg hellere læse, for hun har jo ret : rigtig mange kvinder kravler på repeat rundt kæmpende for de mænd (eller kvinder), der aldrig bliver gode for dem. Så jeg læste bogen. Og så tænkte jeg på julesalget, der snart skal i gang. Undskyld, Majbritt! 

Kære Majbritt.

Vi kender ikke hinanden, men jeg har læst din “Søsterskriftet”, og nu kan jeg (og mit ego) ikke lade være med at skrive til dig. Du får så mange fine tilbagemeldinger, at jeg håber, du også kan holde til den her. 

Jeg er helt sikker på, at du er en sej kvinde. Jeg er også helt sikker på, at det er rigtigt, at du har haft alle de gode og rigtige intentioner med at skrive Søsterskriftet, og hey, vi andre taler om det, men du har skrevet en bog. Tillykke med det.

For noget tid siden skrev jeg en blog om et norsk program, der handlede om intimkirurgi. Der var helt sikkert de bedste intentioner bag programmet, men i mine øjne efterlod programmet en 15-årig pige med endnu mere lyst til at spare op til intimkirurgi. Det vil sige, den 15-årige, der ikke forstår, hvad i alverden det er, der sker med hudfolderne og -flapperne mellem hendes ben. 

Som jeg havde det med det program, sådan har jeg det desværre også med din bog, Majbritt. Rigtig meget endda.

Jeg ved lidt om sex. Sex er et koloenormt emne, så jeg ved faktisk kun lidt om sex. Derfor var det oplagt, at jeg kastede mig over dit Sexskrift til at starte med. Så greb det om sig. Det gør det kun, når der er noget vigtigt i gære, fordi du ikke har skrevet noget, der bare er ligegyldigt.

Der er selvfølgelig helt konkrete fakta at forholde sig til, når det gælder sex. Som for eksempel, at en orgasme og en udløsning ikke nødvendigvis går hånd i hånd for en mand. Men ellers er det vigtigste, mener jeg, at vi er så forskellige, at der ikke kan være nogen sandheder, når det gælder sex.

Jeg har også talt med rigtig mange unge mennesker, og jeg kommer desværre aldrig til at anbefale din bog. Det er alt for sejt at have stået som 18-årig og smidt en mand ud, der ikke talte ordentligt om oralsex. Det er også alt for sejt at have konsulteret sin 23-årige krop, når det gjaldt, om det sex, du dyrkede, havde en høj nok kvalitet. 

Jeg kan lige se nogle af de kvinder, jeg har talt med, stå sidst i 20’erne og end ikke have overvejet, at de kunne sige fra over for den slags. Eller selvsamme kvinder læse om onani og liderlighed derhjemme eller på cyklen, som noget du gør, og burde de så ikke også føle og have lyst til det her sidst i deres 20’ere? Det er ikke lang tid siden, at jeg sad over for en kvinde i 20’erne, der spurgte, om hun burde se at få lyst til at dyrke sex, når det på hende virkede, som om alle andre i hele verden har virkelig meget lyst til sex?

Men jeg ved det godt: er det overhovedet muligt at skrive en bog, når man skal tage alle de her forbehold?

Nej, det er det måske ikke. Grundlaget langt de fleste unge mennesker læser den her bog ud fra, er simpelthen for lille. Og derfor kan man lave alt for meget ravage trods alle de gode intentioner.

En sidste ting i den her omgang om Sexskriftet: Noget af det, jeg råber allerhøjest, når jeg taler om sex og måske især sex og m/k-par, som din bog tager udgangspunkt i: din orgasme er og bliver dit ansvar. At han gør sit allerbedste for at give dig en orgasme, har det desværre med at blokere din (hendes) hjerne og give endnu længere vej til en orgasme. Det er ikke hans fingre, der skal i gang. Det skal hendes og i første omgang gerne solo derhjemme under dynen, men alene det kan være et svært projekt. Hun skal starte, og så kan han blive super-assistent senere, men han kan aldrig blive mere, for det vil altid være hendes orgasme. Tænk, hvis vi talte om onani helt fra 7. klasse? Eller helt fra mors mave og puslebordet?

Jeg har det sådan med din bog, at jeg forstår simpelthen ikke, at der ikke er nogen, der har sagt til dig, at det går slet ikke med den bog. 

Moder- og Faderskriftet er fine, fordi det er så enormt sejt, at du virkelig har taget den helt ud faktisk at konfrontere dine forældre med alle deres bommerter – for ikke at bruge et værre ord. 

Måske er jeg den eneste, der har det sådan, men hvis jeg var dig, ville jeg føle, at jeg var blevet udnyttet. Du er super kvik. Du er smuk, bjergtagende med garanti og for mange sikkert bjergtagende til det punkt, hvor andre mennesker ender i misundelses- eller hundehvalpskategorien. Men Majbritt, vi er virkelig mange, der ikke kan følge med overhovedet!

Jeg tænker, om du er god til at lytte, eller om du er bedst til at give råd? Er du en af dem, der sidder og tripper, ventende på muligheden for at fortælle alle de sandheder, din modtager ikke har forstået endnu? Jeg tænker også, om du overvejer, at vi ikke kan flytte andre mennesker? De er nødt til at flytte sig selv. Og netop derfor bliver alle vores gode råd og gode intentioner ofte det stik modsatte: de bliver nedladende og får modtageren til at føle sig uduelig – et godt eksempel på det er s. 183 og et par sider frem. Og jeg har forstået, at det aldrig har været din intention, og jeg elsker, at du fortæller verden om alt det, du er god til! Jeg elsker det i det her jantelovsland. Men sammen med dine hurtige mønster-skift bliver det virkelig penslet ud i ansigtet på os andre, hvor langsomme vi er – og lettere uduelige måske? Det værste af det hele: jeg tror ikke, den 18-20-årige vil forstå særlig meget af din bog. Simpelthen, fordi det kræver, at man allerede har kunnet kigge på sit liv, og den fuldt udviklede frontallap, som den slags kræver, er tidligst klar efter 25 år. Den 18-20-årige vil forstå at stå foran spejlet og skrige sine sorger ud, men hun vil ikke kunne holde sig fra eks-kæresten på instagram, og hun vil blokkere for så at af-blokkere for så igen at blokkere den der eks på facebook. Der bliver hun uduelig igen. Og det skal hun være, for det er en del af den lortekage, der skal spises, når vi ikke kan finde ud af at opfostre børn med en bedre selvfølelse, end hvad det gennemsnitligt lykkes os nu. Og det hjælper ikke at få at vide, at man bare skal se at gøre det. Det får kun det manglende selvværd til at synke dybere. Trods alle de bedste intentioner.

Det gælder også, når du fortæller om det dysfunktionelle forhold, som det tog dig 6 måneder at komme ud af. Det lyder til at være lang tid i dit hoved, og al respekt for, at du rykker og er virkelig hurtig til at udrydde gamle følelser, men jeg har aldrig oplevet nogen, der kunne gøre det så hurtigt som dig. Personligt tog det mig to år og havde taget endnu længere tid, hvis ikke der var kommet et nyt forhold, der virkede anderledes, men som ikke var det. Havde jeg læst din bog og været først i 30’erne og forsøgt at gøre op med netop det, havde dine 6 måneder – som en del yngre end mig – virket som ren hån. Og hån synes jeg, der er for meget af i din bog. Når man ser bort fra “klamydia”, så slutter din bog dæleme også med hån. Og hvorfor “firepiger”? Er det ikke søstre?

Jeg har selv fundet en af de mænd, der kommer med velcro om bukserne fra rytmisk musikkonservatorium med en økologisk banan klar til LilleBob. Jeg ville ikke bytte ham for en eneste af dine klassiske mænd. Men apropos klassiske mænd. Sammen med Hassan Preisler og Det Næste Kapitel havde du en ny kæreste, og han lød slet ikke som en af de klassiske mænd. Han lød mere som ham med den økologiske banan, der ikke tager sig selv eller for den sags skyld sin økologiske banan alt for højtideligt. Gad vide, om der allerede er dele af din bog, du har lyst til at skrive om?

Det er ego, der taler, når vi har brug for at fikse andre (og ja, det taler også her). Det føles vanvittig godt, og det føles endnu bedre at tage æren for, at andre har flyttet sig – hvorfor ikke lade din mor have den sejr? Den er vel hendes? Det er ego, og det er yderstyring. Det er vores tomme skal, der trænger til at blive fyldt op, og når man først har styr på en hel masse af det dersens selvudvikling, så er det rigtig meget nemmere at få fyldt sin skal op. Det fylder at fylde noget hos andre. Meget mere end tøj og sko og alt det andet, du nævner.

Når jeg skriver sådan en tekst som den her, så forsøger jeg at være opmærksom på, at jeg ikke sidder og gør det samme, som jeg beskylder dig for: at sidde og gøre mig klog på noget, jeg ikke ved nok om. Men det er også der hovedpinen ligger: hvordan skal du eller jeg vide, at vi ikke ved det, når det for os begge føles som sandheder, det vi kaster ud?

Hver gang jeg skriver en tekst, som den her jeg har skrevet til dig, så tænker jeg også på, hvad mit 40- og 45-årige jeg mon ville sige til mit 35-årige jeg? Jeg når altid frem til, at mit 40-årige jeg krøller alle sine tæer, men mit 45-årige jeg står og smiler kærligt til mig, for jeg gjorde det i bedste mening.

Hvis jeg skal være helt ærligt, Majbritt. Jeg tror, dit 35-årige jeg står og krøller tæer over din bog, men til gengæld står dit 40-årige jeg og smiler kærligt til dig.

Kærlig hilsen Karen

#metoo er blevet 1 helt år. Men kan den lille gå… eller i det mindste kravle?

Mandeforsker, Kenneth Reinicke, har lige skrevet en bog om, hvorfor #metoo har slået mindre igennem her end i andre lande. Vores danske frisind står i vejen. Vi spænder ben for os selv.

Jeg har før været efter det danske frisind, fordi det sætter ordet “snerpet” så let anvendeligt i munden på os alle sammen. Det er svært at være feminist og blive taget alvorligt i Danmark på én og samme tid, og det er også svært at sige fra, når m/k får klap i numsen – eller andre steder – en aften i byen. “Tag det som en kompliment” er kvalmende almindeligt.

Men jeg synes nu alligevel, at der er sket noget. Jeg synes fx, at der er flere mænd, der efterhånden har overtaget at lyde “skingre” i deres argumenter mod #metoo. Ordet “skinger” har ellers altid været forbeholdt vrede kvinder, der blev så ophidsede, at de kom op i et stemmeleje, der åbenbart er “skingert”. Nu er det en bestemt gruppe mænd, der føler sig så angrebet, at de når op i et stemmeleje, hvor de bliver “skingre”. Jeg synes, der er sket noget lige der. Lige der i stemmelejet.

For det er virkelig et håb for mig. At alle de m/k, der er for #metoo, også tør tage stemmen ned og tale helt almindeligt, for det er ens egen usikkerhed, der sender stemmen på himmelflugt.

Jeg synes i hvert fald, at #metoo har givet mig en tro på, at jeg hverken er snerpet eller skinger. Det er faktisk helt okay at kræve gensidig respekt.

Måske har vi ikke flyttet os så meget i Danmark, men lidt har også ret. Og når jeg ser på de kvinder, der finder #metoo frem i lande, hvor ligestilling er en lodret mur uanset, hvordan du vender og drejer dig, så bliver jeg simpelthen så glad, og så er det det hele værd!

Kravlestadie, men fremad går det dog…

Jeg har haft 7. klasser i seksualundervisning, som jeg plejer at have det i september måned. Det er som altid en fornøjelse, men jeg føler mig stadigvæk ramt af, at halvanden time er alt for kort tid, og måske får jeg egentlig sat gang i endnu flere spørgsmål, end jeg får besvaret, og hvor skal de unge så gå hen med dem?

I håb om at fange lidt lader jeg de unge skrive anonyme spørgsmål til mig. Der er mange rigtig spændende spørgsmål, og så kommer der altid nedenstående spørgsmål. “Jeg synes på en måde, at det er forkert”. Tænk, at vi ikke er længere, end at denne unge kommende kvinde ‘på en måde kan synes’, at det er forkert. Hun skal da bare have at vide, at hun har helt ret. Det er virkelig forkert, og det hun tænker om det, er rigtigt!

 

Drengene taler rigtig grimt til mig. De siger f.eks. skøge, luder eller so. Det gør mig ikke ked af det, men jeg synes på en måde, at det er forkert.

Jeg giver dig helt ret. Det er helt forkert. Det må du holde fast i. Det er helt forkert at sige sådan nogle ord til dig. Der er desværre en hel masse seksuelt nedladende ord at bruge om kvinder. Fx skøge og luder, som du nævner. Det er ord, vi skal holde op med at bruge, og man skal i hvert fald ikke råbe dem efter nogen i 7. klasse.

Jeg ville ønske, at I piger ville stå sammen om at få sagt fra til drengene. Det gælder også de piger, der er bange for at gøre drengene sure. Det er aldrig i orden at kalde andre “skøge” eller “luder”, og det skal I støtte hinanden i at gå imod. Der er også masser af drenge, der ikke synes, det er i orden at bruge den slags ord, så de skal med i jeres gruppe, og så kan I stå sammen om at sige fra. Det er ikke i orden! Det er slet ikke i orden, og dem af jer, der ikke synes, det er i orden, I skal stå sammen og gå imod det. Det er faktisk vigtigere, end man lige tror.

Desværre er der en tendens fra nogle voksne til at slå det hen: ”de mener det jo ikke så slemt” eller ”det er jo bare drenge-streger”, men det er ikke i orden. Det er faktisk overhovedet ikke i orden, for det giver en idé om, at det er ok for drenge at tale sådan til piger, mens pigerne mere sjældent kalder drengene noget den anden vej. Det er helt forkert. Ingen skal kalde nogen noget nedladende.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at flere skoler tog det op i de forskellige klasser og talte om, hvad det egentlig betyder. At det godt kan være, at det ikke er hårdt ment, men ordene er sagt, og de kan ikke trækkes tilbage, og jo flere gange man siger dem, jo mere okay bliver de at sige. Og de er ikke okay. Derfor skal det tages op, så ingen føler, at de kan tale sådan til andre. Du kalder dem jo heller ikke ”trækkerdreng” eller ”slappe pik” eller hvad der kunne sendes den anden vej. Det ville være fuldstændig latterligt. Men det er ligeså latterligt at sige ”luder”. Det er faktisk dybt nedladende. Det er alle nødt til at forstå.

Der er masser af mænd og kvinder, der synes, det er fedt, at Nikoline gør, hvad mænd har gjort, så længe rap har eksisteret. Men jeg tror ikke, Nikolines budskab er at være den kvindelige udgave af den gængse mandlige rapper. Niko-line er vred, og der har det med at komme endnu bedre ting ud på den anden side af al den vrede! Så ud med det!

Det er vel altid sådan, at vi lige skal over på den anden side til den anden ekstrem, før vi finder en nogenlunde balanceret midte. For når det gælder den objektgørelse, der findes i megen kommerciel rap, så er og bliver det utroligt, at Nikoline pludselig kan lave SÅ meget rav i den ved at synge “sut min klit”. Der blev ikke just skrevet store artikler i de store dagblade, da Suspekt sang “sut den op fra slap”. Jeg griner helt ærligt en lille smule over det.

Men fedt, at du rusker op i det hele, Nikoline. Kæmpe respekt. Der er alt for få kvinder og mænd – alt alt alt for få – der ville turde gøre det samme. De ville simpelthen ikke holde til den efterfølgende shitstorm, så mere af det.

Jeg vil helt sikkert rigtig gerne, at vi alle sammen bliver lidt bedre til at se mennesker i stedet for ting, men hvis vi alle sammen skal fatte, at det er det, der sker – altså, at vi så ofte gør mennesker til ting – så skal nogen kyle det modsatte i hovedet på os, og det er det, Nikoline gør og tør.

Og mere sejt at turde give sexisme turen og så lige smide islamisme oveni. Sådan! Ud med alle de betændte emner. På bordet med dem! Jeg er helt med! Jo mere de bliver sendt lige ud i hovedet på folk, jo mindre råben kommer der på sigt fra radikale miljøer, og jo mere begynder vi at grine af Peter Aalbæk i stedet for at blive vrede – jeg mener det, når jeg siger, at han er en uddøende race, selvom den slags tager tid.

På Youtube bliver Nikoline (selvfølgelig) svinet til. Kvinder, der understreger, at de IKKE er feminister, men de forstår, alt hun skriver, er næsten lige så slemt at se på, som dem der har travlt med at nedgøre musikken. Jeg er hverken vildt begejstret for Nikolines flow (hedder det vel, når det er rap) eller produktionen, men Nikolines budskab holder hele vejen, så mere af det, Nikoline!

Jeg har hverken videnskab eller uddannelse at bygge, hvad jeg skriver, på, så jeg skriver og poster, og du bestemmer, om du vil læse.

Jeg har lige postet en blog, hvor en kvinde skriver, at hun ikke kan have sex med sin kæreste, fordi hans pik er for stor, og hun er for stram/lille eller spænder for meget.

Det møder jeg rigtig meget.

Jeg møder også rigtig meget, at mænd synes, deres pik kunne være større, og at de gerne ville holde i længere tid under sex.

Der er mange kvinder, der slet ikke har brug for nogen af delene. Hverken, at han kan holde længere, eller at hans pik er større. Sex kan helt sikkert vare for længe, og pikken kan helt sikkert være for stor.

Så tænk lige over det. Mens en masse fyre går rundt og synes, at deres pik er for lille, og at de ikke kan holde længe nok, går en hel masse kvinder (og mænd) rundt og tænker, at den der pik også kan blive for stor, og at det der sex også kan vare alt for længe.

Pyh, hvor bruger vi meget tid på at skælde ud på alt muligt, som allerede er godt nok.

Spørgsmål:

Jeg har datet en i lidt over en måned nu, og vi har stadig helt vildt svært ved at have sex. Jeg er jomfru og hans legemsdel er virkelig stor. Jeg er bange for det slet ikke kan lade sig gøre. Kan det være, at det bare fysisk ikke kan ske? Jeg tror virkelig jeg er stram, og det gør virkelig ondt hver gang vi prøver.

Mange hilsner

 

Svar:

Hvis det hjælper en smule, er du langt fra den første, der opsøger mig med det problem.

Først og fremmest bliver det ikke nemmere af, at I har forsøgt, og det har gjort ondt. Helt automatisk får det dig til at spænde i bækkenbunden, og så bliver det endnu sværere.
Nu ved jeg ikke, hvor længe/hvor mange gange I har forsøgt, men det begynder også at spille en rolle, at det stresser jer, og at du måske begynder at føle, at du ikke kan være den bedste kæreste, når I slet ikke kan have sex. Det ved jeg ikke, men det har jeg set før. Det er I rigtig meget nødt til at tale om. Det er jo ikke nogens skyld, at det ikke lykkes, så I skal rigtig gerne tale om, at det er frustrerende, men at det ikke er nogens skyld. Andre gange betyder det også, at oralsex fylder meget… men måske også, at det kun er dig, der giver det. Det er I også nødt til at tale om, for oralsex kan blive en plage, når det måske handler om dårlig samvittighed eller andet.
Alt det ved jeg ikke nok om, så det er rene gætterier. Passer det ikke på jer, springer I det bare over.

MASSER af glidecreme og rigtig grundig opvarmning med fokus på dig, dig og dig er første skridt. Og det er ikke nok, at I forsøger én gang. I skal forsøge alle de gange I orker, men du skal kunne give dig hen og slappe af, for ellers vil du spænde. Du skal altså kunne være modtager uden at tænke for meget på ham. I kan sagtens gøre noget begge veje, men formålet er, at du skal være varm.

Hvis det ikke fungerer er næste skridt at købe en dildo (simpelthen, som er ‘lille’ nok til, at du kan føre den op i skeden). Det kan I gøre til en del af legen, eller du kan gøre det selv. Det er op til dig.

Det optimale ville være mange dildoer i mange størrelser, som I kunne ekperimentere med, og som du kunne forsøge en ad gangen for simpelthen at udvide dig selv lidt forneden. Der er intet farligt i det – du skal immervæk kunne føde et barn gennem skeden.
I kunne evt. undersøge, om der findes den slags dildo-sæt, som bliver større i størrelsen, for hvis det slet ikke går med opvarmning og masser af glidecreme, er du nok nødt til at bruge noget andet for at skabe lidt mere plads.
Men som jeg også talte om til foredraget, er vores hjerne vores største forhindring. Så sørg lige for at have styr på, hvad der foregår på den mentale front. Det skaber nemlig spændinger.
Svar retur:
Du har ret i såå mange af de ting du skriver, og det er bare rart at høre, at jeg ikke er alene om de tanker.

Spørgsmål:

Er partnerens krop vigtig ved sex?

Husk lige én ting. I er to, der dyrker sex. Det er ikke kun dig, der har noget på spil. Din sexpartner er også nøgen og sårbar i det her, så du er ikke den eneste, der overvejer, om den anden synes, det hele er godt nok. Husk altid det. Også hvis du har fundet hende/ham, som du tænker er vanvittigt tilfreds med sin krop, så ro på. Sandsynligheden, for at du finder en sexpartner, der bare er super afslappet fra første gang, I dyrker sex, er meget lille! Hvis personen er yderst tilfreds med sin muskelmasse, så er vulvaen/pikken måske pludselig den kropsdel, det skal gå ud over – den kropsdel, der ikke er helt god nok. Så er den del pludselig ikke god nok for den ellers så perfekte person. Hvis krop og kønsdele er godt nok, så er det personens præstation, der står for tur og bliver kritiseret af personen selv. Vi er så præstationsfokuserede, at det er svært at møde et menneske, som bare synes, at det hele er “godt nok”. Ikke perfekt (for hvad skal vi dog bruge perfekt til? Kedeligt, kedeligt), men GODT NOK. Så derfor kunne vi måske alle sammen slappe lidt af i, at selv den, der ser perfekt ud, også har sine ting at kæmpe med. Tænk, hvis vi kunne tale om det og så slappe af i stedet for at forsøge at være perfekte!

Skulle du ske at støde ind i et menneske, der slapper af i sig selv og sin krop, så vil den person heller ikke dømme dig, for det har det med at være sådan, at ER DU HÅRD MOD ANDRE, ER DU HÅRD MOD DIG SELV. Så hvis du kan slappe af i din egen krop, vil du også være meget mere tolerant over for din partners krop.

Og husk, kroppen er bare det værktøj, du dyrker sex med. Sex handler om at være tæt på et andet menneske og smelte sammen for en stund. Det kan man bedst, hvis man dropper at tænke så meget på, hvordan man ser ud. Men det er nemmere sagt end gjort!

Sex er fedt, når man slapper af og faktisk har lyst til at dyrke sex. Der bliver dyrket virkelig meget nej-jeg-må-ikke-ligge-sådan-for-den-vinkel-er-ikke-pæn-sex og jeg-har-egentlig-ikke-lyst-men-jeg-burde-have-lyst-sex. Det er ærgerligt, for der får sex slet ikke lov at komme til sin ret. Desuden bliver der dyrket alt for meget porno-sex, fordi de fleste af os har en idé om, at det er sådan, man skal gøre, og mange tænder også rigtig meget på det,  fordi det er tændende for mange, men også fordi de aldrig har fået lov at lære selv, hvad der egentlig var den helt store tænd-kilde.

Undersøgelser fra England og Sverige viser, at vi siger, at porno ikke påvirker os, og at porno ikke er rigtig sex, men bagefter går vi hjem og tænker, at vi alligevel skal øve os i at dyrke sex netop på porno-måden. Øv bøv. Husk, at i porno er man nødt til at tænke i kameravinkler og lyssætning osv. Der skal tages hensyn til nogle helt andre ting, og der bliver råbt og skreget under sex. Når du bruger så meget energi på at råbe og skrige, tager du alt for meget energi væk fra den sex, du dyrker, og fra en måske kommende orgasme. Lidt ærgerligt.

Ud af hovedet, ned i kroppen, find ind til det du tænder på og sved og vær forpustet og helt pjusket og nyd det. Det er derhen, jeg synes, man skal forsøge at komme. Det mest attraktive i verden er en person, der finder ned i sin krop, glemmer alt om at præstere og bare er i det sammen med dig. Vi dyrker sex sammen, vi har begge ansvaret for, at det bliver godt, og vi kan faktisk godt grine sammen af det, hvis kommoden alligevel er for høj…

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: