Archives for the month of: May, 2018

Som landsdækkende TV-kanal følger der et stort ansvar med, når der sendes programmer om sarte, tabubelagte emner ud i æteren. Et rigtig stort ansvar. Blandt andet ansvaret for ikke at overbevise en 15-årig pige, om at hun er helt forkert sat sammen mellem benene!

 

Jeg er simpelthen nødt til at skrive noget mere om programmet “Udenfor: Intimkirurgi”.

 

Jeg forstår ikke, at man kan lave et program om intimkirurgi, når ens baggrundsviden (for mig at se) er så lille. Jeg synes, det er direkte uansvarligt.

 

Der var ingen anden trøst at hente for frustrerede kvinder end “du skal lære at elske dig selv”. Denne ene replik skulle forhindre unge kvinder i at få skåret deres indre kønslæber mindre – eller hvordan? Det burde være indlysende, at du ikke ændrer på den slags selvbillede gennem 39 minutters fjernsyn. Så nemt er det ikke.

 

Blandt de interviewede i programmet var der to kvinder, der havde fået skåret i deres kønslæber.

 

Den ene kvinde var meget sympatisk omkring, at hun ville ønske, hun havde elsket sig selv mere før indgrebet. Hun ville ønske, at hun var taget på en date, selvom hun ikke turde (af frygt for, at daten skulle ende med at se hende mellem benene). Så nemt er det aldrig. ”Jeg ville ønske” er ikke specielt effektivt over for den unge kvinde, der nu sidder derhjemme og ikke tør date.

 

Den anden kvinde havde fået formindsket sine kønslæber, men den ene kønslæbe var ikke groet rigtigt sammen efter operationen. Kvinden har formentligt dannet ekstra (følelsesløst) arvæv, men hun var glad for at have fået foretaget indgrebet. Hun ville ovenikøbet gøre det hele igen, hvis det skulle være. Havde de programansvarlige overhovedet interviewet denne kvinde inden? Kendte de allerede hendes holdning? Vidste de, at hun ville være bannerfører for at få opereret kønslæberne mindre? Vidste de, at denne kvinde ikke ville være til nogen hjælp overhovedet ift. at få kvinder til at gå uden om intimkirurgi og i stedet acceptere deres helt-som-de-skal-være kønslæber? Var det ikke hele meningen med at søsætte et sådant program? Som en kvinde på gaden sagde, handlede det om mangel på penge, når hendes veninder ikke var blevet opereret.

 

Nu var sidstnævnte (fejl)opererede kvinde anonym, så jeg vil tillade mig at komme med en lille analyse: jeg vil gætte på, at denne kvinde ikke har helt styr på sin egen seksualitet. Jeg vil også gætte på, at hun ikke får de orgasmer, hun kunne få. Og jeg vil gætte på, at det har været sådan både før og efter operationen af hendes kønslæber. Derfor ved hun ikke, hvad hun går glip af. Hun ved heller ikke, hvad arvæv betyder et så følsomt sted.

Jeg er klar over, at alt dette er gætterier! Jeg er også klar over, at der findes andre intimkirurgisk opererede kvinder, som er tilfredse og seksuelt aktive som før. Men er denne kvinde en god repræsentant i sådan et program? Ja, det havde hun vel været, havde den anden fløj også været repræsenteret. Den fløj, der elsker eller har lært at elske sine kønslæber.

Når vi taler intimkirurgi og i det hele taget mange dele af sex og seksualitet, skal du ikke ud på gaden og høre, hvad ‘folk’ mener – som det flere gange bliver gjort i programmet. I hvert fald skal du have noget tung faglig viden til at udligne. En ung kvinde fortæller om en pigeaften, hvor der blev talt om kønslæber, og hun vidste slet ikke, at der var et “facit” på, hvordan kønslæber skal se ud. Nej, men det ved hun nu, for hun har højst sandsynlig ikke anden viden til at veje imod.

At få tilfældige til at tegne et underliv (værten vil have dem til at tegne en vulva, men hun kalder det et underliv) kan man tænke, er meget sjovt. Der bliver tegnet det ene bud på en vulva efter det andet – uden et eneste sæt indre kønslæber, man faktisk kan se. Og ingen kommenterer det efterfølgende. Vulvaer uden synlige kønslæber er én udgave af en vulva. Langt de fleste udgaver har synlige eller meget synlige kønslæber. Det ville jeg da gerne, var blevet berørt.

Vulvaen er – for god ordens skyld – det, du ser, når en kvinde lægger sig ned på ryggen, spreder benene og giver dig lov til at kigge ind mellem hendes ben.

Intimkirurgi/kønslæber er blandt alle os almindelige mennesker et så vidensfattigt emne, at du er nødt til at have mennesker, der ved, hvad de taler om, til at udtale sig om det. Jeg ville fx meget gerne have hørt meget mere fra den offentligt ansatte gynækolog og rigtig meget mindre fra den privat ansatte plastikkirurg. Hvad har I tænkt på, NRK?

 

Hos den offentligt ansatte gynækolog har de programansvarlige brugt tid på – i denne forbindelse – helt irrelevante ting, som et medicinsk gynækologisk indgreb. En sådan operation og et plastikkirurgisk indgreb kan ikke sammenlignes, så hvorfor hører vi ikke hellere mere på gynækologens erfaringer? Der er derimod masser af skærmtid til plastikkirurgen.

 

På landsdækkende TV står en mand, der tjener store summer penge på at skære i raske menneskekroppe. Han får lov at sige ja til spørgsmål som: kan du operere dig til et bedre selvbillede? Og han får lov at gøre det uden modsvar. Værten siger ikke et kvæk, for – som vi virkelig fik etableret – var hun slet ikke i stand til at lave sådan et program. Hun var alt for påvirket selv. Men det er åbenbart godt TV – eller hvad?

 

Og som min mand så rigtigt påpegede: det er sådan et rigtigt SoMe-program. Det handler slet ikke om den 15-årige, der har ondt i livet og lader det gå ud over sine kønslæber. Det handler om værten selv. Værten er konstant på skærmen. Det er hende og hendes usikkerhed, vi hører om konstant. Og kære vært, jeg er ikke efter dig. Jeg har ingen lyst til at nedgøre dig, men det kommer desværre til at gå ud over dig, at jeg mener, at det her program er direkte uansvarligt over for den 15-årige og alle os andre for den sags skyld.

 

Men tilbage til plastikkirurgen. Han taler om “lidt for meget” kønslæbe. Hvorfor ikke kalde det “lidt mere” hos nogle end hos andre? Der er ikke ’for meget’ kønslæbe! Lad os nu øve os i at tale om tingene, så de ikke fra starten er negative! (Meget svært med det her program.)

 

Igen tilbage til plastikkirurgen, som gerne vil fremstå som en meget sympatisk mand. Det er tydeligt, at værten – som lader sig undersøge af plastikkirurgen – har små kønslæber, men plastikkirurgen formår at problematisere et lille stykke kønslæbe, der potentielt ville kunne ske at stikke ‘udenfor’. Som han siger, ville nogle trække på skuldrene over det lille stykke kønslæbe, men “jeg lytter til dig”. Og skovler penge ind på dårlig selvfølelse! Jeg synes, det er direkte kvalmende og uansvarligt TV, for igen er der intet modsvar.

 

Værten introducerer nogle gode spørgsmål og problemer i starten af udsendelsen, men ser man hele udsendelsen, bliver man svært skuffet. Værten og holdet bag formår ikke at svare på et eneste af de emner de præsenterer. Det her handler ikke om rottehaler eller ikke rottehaler. Det her handler om kønslæber eller ikke kønslæber – og altså dit sexliv. Jeg kunne begynde at fortælle om alle de kvinder, der er gået fra et sexliv fyldt med orgasmer til et orgasmeløst liv, fordi de ikke ville have deres ”enorme” kønslæber længere. Det er rigtig meget følelse at skære væk, når du formindsker kønslæberne.

Jeg kunne også hive fat i den offentligt ansatte gynækolog igen, der får sagt, at operationer af kønslæberne både kan give smerteproblematikker og arvævsdannelse – den slags vil du vel ikke risikere dernede, hvor alt er så følsomt af en grund. Gynækologen siger også, at skærer du for meget kønslæbe væk, giver det “store problemer”. Er det bare mig, eller skal en journalist ikke være nysgerrig på, hvilke “store problemer”, der er tale om? Jamen, kan det blive dårligere journalistik?

 

Jeg sad hele programmet og ventede på, at nu måtte der da komme en sexologisk faglig person og hjælpe – når nu vi ikke skulle høre om kvinder, der er glade for deres kønslæber og aldrig ville skære i dem.

 

Og det kom der også. Hun fik nok to minutter. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad de har skåret væk af det, hun sagde. Pointen med ikke at kalde det skamlæber er fin, men du kan ikke sammenligne et ansigt og en vulva i forhold til forskellighed fra menneske til menneske. Det ene område er simpelthen alt for tabubelagt, og derfor kan forskelligheden føles markant værre, når det handler om det, du har mellem benene.

 

Under hele denne samtale kommer det igen til kun at handle om værten for programmet i stedet for den 15-årige, der ser med og i sit hoved har de helt forkerte kønslæber – men hun har ingen at tale med det om, fordi det er for svært. Der er endda stor sandsynlighed for, at hun ikke aner, at det er hendes kønslæber, hun er vred på. Hun har konstateret, at der “hænger” noget mellem hendes ben, og ja, det kan se mystisk ud, når man er uden nok viden og desuden forsøger at se det med lys fra loftet, stående med en fod oppe på toilettet og ingen mulighed for rigtig at kunne se, hvad der sker mellem ens ben.

 

Sexologen mener, at værten skal normalisere sine kønslæber. Og det skal hun gøre ved at kigge i en bog med billeder af vulvaer. Sexologen og værten kigger på billeder. Sexologen kalder værtens kønslæber nydelige, og siger, at hun er ”helt normal”.

 

Men så står vi der igen. Hvad med gruppen af kvinder, der ikke kan normalisere deres kønslæber, fordi deres kønslæber ligger uden for normen? Så må man være virkelig forkert eller hvad? Og det kræver ikke mange tanker at komme frem til, at en 15-årig, der har set sig gal på sine kønslæber helt sikkert for længst har placeret sig selv i gruppen af kvinder med kønslæber, der ligger (langt) uden for normalen. For hvem skal fortælle hende andet?

 

Men det handler om værtens kønslæber. Og det er hende, der kommer ned ad trappen og synes, samtalen med sexologen har været ”opløftende”. Jeg tror, den 15-årige er begyndt at tælle sine sparepenge og regne på, hvor mange aviser, der skal ud, inden hun kan blive opereret.

 

Jeg har sagt det så mange gange, at det ikke kan tælles, og jeg siger det igen: Skal vi snart lære noget om sex og seksualitet? Skal vi snart tage det alvorligt?

 

Min største anke mod det her program er og bliver:

Hvor er alle de kvinder, der elsker deres indre kønslæber – store som små. Alle de kvinder, der får orgasme på orgasme, hvilket kønslæberne også er en del af. Hvor er de henne i det her program?

 

Og hvorfor får vi ingen viden om, hvad kønslæber og alt andet i kvindens underliv kan, og hvorfor man skal undgå at operere på en rask krop?

 

Emnet var intimkirurgi. Men for mig er det direkte uansvarligt over for den unge kvinde eller pige – der sidder og føler sig “grim og klam”, fordi hun ikke ved, at hendes kønslæber er lige som de skal være – at vi ikke starter, hvor vi er nødt til at starte i vores sexvidensløse samfund: hvorfor har vi kønslæber, hvordan ser de ud, og hvilke tusind overvejelser skal du gøre dig, inden du skærer i dem?

 

 

***

***

***

 

 

Jeg har lige set “Indenfor: Intimkirurgi” fra NRK på DR. Jeg har været nødt til at slette flere dele af den her tekst, fordi jeg blev så vred over, hvordan man kan lave sådan et program. KOM NU!

Tænk at give en kirurg så meget taletid.

Jeg har en idé om, hvad du følte, efter at kirurgen undersøgte dig, kære vært: Du følte dig forkert og ikke god nok! Fordi det var det, du hørte. Jeg hørte derimod, at du har fine, små kønslæber – og jeg har set rigtig mange kønslæber! Der er INTET at komme efter hos dig i forhold til ‘idealet’!

Læs om din vulva: blandt andet kønslæberne

Tænk at lade den kirurg sige på NRK, at man kan opereres til et bedre selvbillede. Og tænk, at de sluger den.

Tænk at værten lader sig undersøge af en mand, der tjener store summer (i Norge) på at FJERNE kønslæber.

Tænk at lave et program om INTIMKIRURGI UDEN at nævne ord som ORGASME og FØLSOMHED I KØNSLÆBERNE, og hvordan de to ting hænger sammen. NEJ NEJ NEJ NEJ!

Har I ingen sexkyndige mennesker i Norge, eller har de programansvarlige bare ikke kunnet finde dem. Værten (og co.) har vel ikke engang ledt, for værten ved ikke, hvad hun taler om, for det er der aldrig nogen, der har lært hende. Du kan ikke engang bebrejde værten… eller ALLE DE MENNESKER, der har været med til at lave det program. VI VED IKKE EN S***!

For du må meget undskylde, kære norske sexolog, der fik ca. 2 minutter til sidst, men at du konstaterer, at værten har fine kønslæber, sender hende kun over i den “rigtige” kategori. Alle de andre, der ser programmet, der ikke engang har turdet kigge på deres kønslæber selv, føler stadigvæk, at de sidder i den “forkerte” gruppe af UFINE kønslæber.

I kunne ligeså godt have lavet et skærmbillede, der en halv time viste ordene: “Du er forkert. Se nu at få skåret de kønslæber af.”

SKAL VI SNART LÆRE NOGET OM SEX OG SEKSUALITET?

Hvor mange gange har jeg mon skrevet de ord?

Du er nødt til at fortælle mig, hvad du får ud af at tage et billede af den is, du lige har købt. Du er nødt til at fortælle mig det, så jeg kan forstå det. For jeg er meget langt bagud lige dér!

Der har lige stået tre unge mennesker og taget billeder af deres netop indkøbte is. I går var det en bil, hvori passageren havde travlt med at tage billeder af sig selv med en arm ud ad vinduet. Forleden var det en selfie midt på Elmegade. Så bliver det pludselig også farligt.

Og når så billedet er taget, skal der også bruges tid på at poste det. Eller hvad? For jeg har netop lært, at billederne gerne skal passe sammen, så måske sørger man for at tage mange billeder og poster dem så først senere, når man kan se, hvad der passer sammen. Eller hvad?

Så kan man selvfølgelig gøre det, når man er alene. Eller hvad? For det tager også tid, når billedet er taget og så først skal postes. Især, hvis det skal passe ind. Så er det selvfølgelig heldigt, hvis man gør det alene, eller hvis ens venner også har travlt med det samme, så ingen skal stå og kede sig.

Jeg skulle engang i teatret og fik en kop kaffe først. En mor sad med sin datter. Moren brugte lang tid på at tage et billede af datteren og hendes kakao. Bagefter brugte hun resten af tiden, indtil det var teatertid, på at poste det her billede. Datteren så ikke specielt forstyrret ud over det. Hun brokkede sig ikke. Det var fristende at tænke, at hun var vant til det.

Jeg var engang til en koncert, hvor en far og hans datter var med. Faren sad lige ved siden af mig. Han sad og kiggede i sin telefon under hele koncerten. Fra start til slut. Hans datter dansede rundt foran musikerne. Hun dansede vildere og vildere, mens hun kiggede på sin far. Til sidst stod hun helt oppe hos musikerne, men det hjalp bare ikke. Far havde måske en ny date/et nyt job/en instagram-profil, der var vigtigere. Det ved jeg ikke. Men jeg blev vanvittig ked af det på pigens vegne.

Er det gammeldags, overdrevet eller noget helt tredje at blive provokeret af det?

Jeg forstår det bare ikke.

De tre unge mennesker, der lige har stået ude foran vinduet, hvor jeg sidder, er gået. De hyggede sig med at tage billederne. Grinede meget. Måske er det det, det kan? Måske handler det som sædvanlig om at føle sig som en del af noget. Måske kan de godt holde op med det, når de bliver forældre. Måske kan de ikke. Lige meget hvad forstår jeg det stadigvæk ikke. Jeg forstår det slet ikke. Overhovedet.

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: