Spørgsmål:

Er partnerens krop vigtig ved sex?

Husk lige én ting. I er to, der dyrker sex. Det er ikke kun dig, der har noget på spil. Din sexpartner er også nøgen og sårbar i det her, så du er ikke den eneste, der overvejer, om den anden synes, det hele er godt nok. Husk altid det. Også hvis du har fundet hende/ham, som du tænker er vanvittigt tilfreds med sin krop, så ro på. Sandsynligheden, for at du finder en sexpartner, der bare er super afslappet fra første gang, I dyrker sex, er meget lille! Hvis personen er yderst tilfreds med sin muskelmasse, så er vulvaen/pikken måske pludselig den kropsdel, det skal gå ud over – den kropsdel, der ikke er helt god nok. Så er den del pludselig ikke god nok for den ellers så perfekte person. Hvis krop og kønsdele er godt nok, så er det personens præstation, der står for tur og bliver kritiseret af personen selv. Vi er så præstationsfokuserede, at det er svært at møde et menneske, som bare synes, at det hele er “godt nok”. Ikke perfekt (for hvad skal vi dog bruge perfekt til? Kedeligt, kedeligt), men GODT NOK. Så derfor kunne vi måske alle sammen slappe lidt af i, at selv den, der ser perfekt ud, også har sine ting at kæmpe med. Tænk, hvis vi kunne tale om det og så slappe af i stedet for at forsøge at være perfekte!

Skulle du ske at støde ind i et menneske, der slapper af i sig selv og sin krop, så vil den person heller ikke dømme dig, for det har det med at være sådan, at ER DU HÅRD MOD ANDRE, ER DU HÅRD MOD DIG SELV. Så hvis du kan slappe af i din egen krop, vil du også være meget mere tolerant over for din partners krop.

Og husk, kroppen er bare det værktøj, du dyrker sex med. Sex handler om at være tæt på et andet menneske og smelte sammen for en stund. Det kan man bedst, hvis man dropper at tænke så meget på, hvordan man ser ud. Men det er nemmere sagt end gjort!

Sex er fedt, når man slapper af og faktisk har lyst til at dyrke sex. Der bliver dyrket virkelig meget nej-jeg-må-ikke-ligge-sådan-for-den-vinkel-er-ikke-pæn-sex og jeg-har-egentlig-ikke-lyst-men-jeg-burde-have-lyst-sex. Det er ærgerligt, for der får sex slet ikke lov at komme til sin ret. Desuden bliver der dyrket alt for meget porno-sex, fordi de fleste af os har en idé om, at det er sådan, man skal gøre, og mange tænder også rigtig meget på det,  fordi det er tændende for mange, men også fordi de aldrig har fået lov at lære selv, hvad der egentlig var den helt store tænd-kilde.

Undersøgelser fra England og Sverige viser, at vi siger, at porno ikke påvirker os, og at porno ikke er rigtig sex, men bagefter går vi hjem og tænker, at vi alligevel skal øve os i at dyrke sex netop på porno-måden. Øv bøv. Husk, at i porno er man nødt til at tænke i kameravinkler og lyssætning osv. Der skal tages hensyn til nogle helt andre ting, og der bliver råbt og skreget under sex. Når du bruger så meget energi på at råbe og skrige, tager du alt for meget energi væk fra den sex, du dyrker, og fra en måske kommende orgasme. Lidt ærgerligt.

Ud af hovedet, ned i kroppen, find ind til det du tænder på og sved og vær forpustet og helt pjusket og nyd det. Det er derhen, jeg synes, man skal forsøge at komme. Det mest attraktive i verden er en person, der finder ned i sin krop, glemmer alt om at præstere og bare er i det sammen med dig. Vi dyrker sex sammen, vi har begge ansvaret for, at det bliver godt, og vi kan faktisk godt grine sammen af det, hvis kommoden alligevel er for høj…