Jeg hørte Majbritt Maria Nielsen i Det Næste Kapitel med Hassan Preisler på Radio 24syv. Jeg tænkte, at den bog måtte jeg hellere læse, for hun har jo ret : rigtig mange kvinder kravler på repeat rundt kæmpende for de mænd (eller kvinder), der aldrig bliver gode for dem. Så jeg læste bogen. Og så tænkte jeg på julesalget, der snart skal i gang. Undskyld, Majbritt! 

Kære Majbritt.

Vi kender ikke hinanden, men jeg har læst din “Søsterskriftet”, og nu kan jeg (og mit ego) ikke lade være med at skrive til dig. Du får så mange fine tilbagemeldinger, at jeg håber, du også kan holde til den her. 

Jeg er helt sikker på, at du er en sej kvinde. Jeg er også helt sikker på, at det er rigtigt, at du har haft alle de gode og rigtige intentioner med at skrive Søsterskriftet, og hey, vi andre taler om det, men du har skrevet en bog. Tillykke med det.

For noget tid siden skrev jeg en blog om et norsk program, der handlede om intimkirurgi. Der var helt sikkert de bedste intentioner bag programmet, men i mine øjne efterlod programmet en 15-årig pige med endnu mere lyst til at spare op til intimkirurgi. Det vil sige, den 15-årige, der ikke forstår, hvad i alverden det er, der sker med hudfolderne og -flapperne mellem hendes ben. 

Som jeg havde det med det program, sådan har jeg det desværre også med din bog, Majbritt. Rigtig meget endda.

Jeg ved lidt om sex. Sex er et koloenormt emne, så jeg ved faktisk kun lidt om sex. Derfor var det oplagt, at jeg kastede mig over dit Sexskrift til at starte med. Så greb det om sig. Det gør det kun, når der er noget vigtigt i gære, fordi du ikke har skrevet noget, der bare er ligegyldigt.

Der er selvfølgelig helt konkrete fakta at forholde sig til, når det gælder sex. Som for eksempel, at en orgasme og en udløsning ikke nødvendigvis går hånd i hånd for en mand. Men ellers er det vigtigste, mener jeg, at vi er så forskellige, at der ikke kan være nogen sandheder, når det gælder sex.

Jeg har også talt med rigtig mange unge mennesker, og jeg kommer desværre aldrig til at anbefale din bog. Det er alt for sejt at have stået som 18-årig og smidt en mand ud, der ikke talte ordentligt om oralsex. Det er også alt for sejt at have konsulteret sin 23-årige krop, når det gjaldt, om det sex, du dyrkede, havde en høj nok kvalitet. 

Jeg kan lige se nogle af de kvinder, jeg har talt med, stå sidst i 20’erne og end ikke have overvejet, at de kunne sige fra over for den slags. Eller selvsamme kvinder læse om onani og liderlighed derhjemme eller på cyklen, som noget du gør, og burde de så ikke også føle og have lyst til det her sidst i deres 20’ere? Det er ikke lang tid siden, at jeg sad over for en kvinde i 20’erne, der spurgte, om hun burde se at få lyst til at dyrke sex, når det på hende virkede, som om alle andre i hele verden har virkelig meget lyst til sex?

Men jeg ved det godt: er det overhovedet muligt at skrive en bog, når man skal tage alle de her forbehold?

Nej, det er det måske ikke. Grundlaget langt de fleste unge mennesker læser den her bog ud fra, er simpelthen for lille. Og derfor kan man lave alt for meget ravage trods alle de gode intentioner.

En sidste ting i den her omgang om Sexskriftet: Noget af det, jeg råber allerhøjest, når jeg taler om sex og måske især sex og m/k-par, som din bog tager udgangspunkt i: din orgasme er og bliver dit ansvar. At han gør sit allerbedste for at give dig en orgasme, har det desværre med at blokere din (hendes) hjerne og give endnu længere vej til en orgasme. Det er ikke hans fingre, der skal i gang. Det skal hendes og i første omgang gerne solo derhjemme under dynen, men alene det kan være et svært projekt. Hun skal starte, og så kan han blive super-assistent senere, men han kan aldrig blive mere, for det vil altid være hendes orgasme. Tænk, hvis vi talte om onani helt fra 7. klasse? Eller helt fra mors mave og puslebordet?

Jeg har det sådan med din bog, at jeg forstår simpelthen ikke, at der ikke er nogen, der har sagt til dig, at det går slet ikke med den bog. 

Moder- og Faderskriftet er fine, fordi det er så enormt sejt, at du virkelig har taget den helt ud faktisk at konfrontere dine forældre med alle deres bommerter – for ikke at bruge et værre ord. 

Måske er jeg den eneste, der har det sådan, men hvis jeg var dig, ville jeg føle, at jeg var blevet udnyttet. Du er super kvik. Du er smuk, bjergtagende med garanti og for mange sikkert bjergtagende til det punkt, hvor andre mennesker ender i misundelses- eller hundehvalpskategorien. Men Majbritt, vi er virkelig mange, der ikke kan følge med overhovedet!

Jeg tænker, om du er god til at lytte, eller om du er bedst til at give råd? Er du en af dem, der sidder og tripper, ventende på muligheden for at fortælle alle de sandheder, din modtager ikke har forstået endnu? Jeg tænker også, om du overvejer, at vi ikke kan flytte andre mennesker? De er nødt til at flytte sig selv. Og netop derfor bliver alle vores gode råd og gode intentioner ofte det stik modsatte: de bliver nedladende og får modtageren til at føle sig uduelig – et godt eksempel på det er s. 183 og et par sider frem. Og jeg har forstået, at det aldrig har været din intention, og jeg elsker, at du fortæller verden om alt det, du er god til! Jeg elsker det i det her jantelovsland. Men sammen med dine hurtige mønster-skift bliver det virkelig penslet ud i ansigtet på os andre, hvor langsomme vi er – og lettere uduelige måske? Det værste af det hele: jeg tror ikke, den 18-20-årige vil forstå særlig meget af din bog. Simpelthen, fordi det kræver, at man allerede har kunnet kigge på sit liv, og den fuldt udviklede frontallap, som den slags kræver, er tidligst klar efter 25 år. Den 18-20-årige vil forstå at stå foran spejlet og skrige sine sorger ud, men hun vil ikke kunne holde sig fra eks-kæresten på instagram, og hun vil blokkere for så at af-blokkere for så igen at blokkere den der eks på facebook. Der bliver hun uduelig igen. Og det skal hun være, for det er en del af den lortekage, der skal spises, når vi ikke kan finde ud af at opfostre børn med en bedre selvfølelse, end hvad det gennemsnitligt lykkes os nu. Og det hjælper ikke at få at vide, at man bare skal se at gøre det. Det får kun det manglende selvværd til at synke dybere. Trods alle de bedste intentioner.

Det gælder også, når du fortæller om det dysfunktionelle forhold, som det tog dig 6 måneder at komme ud af. Det lyder til at være lang tid i dit hoved, og al respekt for, at du rykker og er virkelig hurtig til at udrydde gamle følelser, men jeg har aldrig oplevet nogen, der kunne gøre det så hurtigt som dig. Personligt tog det mig to år og havde taget endnu længere tid, hvis ikke der var kommet et nyt forhold, der virkede anderledes, men som ikke var det. Havde jeg læst din bog og været først i 30’erne og forsøgt at gøre op med netop det, havde dine 6 måneder – som en del yngre end mig – virket som ren hån. Og hån synes jeg, der er for meget af i din bog. Når man ser bort fra “klamydia”, så slutter din bog dæleme også med hån. Og hvorfor “firepiger”? Er det ikke søstre?

Jeg har selv fundet en af de mænd, der kommer med velcro om bukserne fra rytmisk musikkonservatorium med en økologisk banan klar til LilleBob. Jeg ville ikke bytte ham for en eneste af dine klassiske mænd. Men apropos klassiske mænd. Sammen med Hassan Preisler og Det Næste Kapitel havde du en ny kæreste, og han lød slet ikke som en af de klassiske mænd. Han lød mere som ham med den økologiske banan, der ikke tager sig selv eller for den sags skyld sin økologiske banan alt for højtideligt. Gad vide, om der allerede er dele af din bog, du har lyst til at skrive om?

Det er ego, der taler, når vi har brug for at fikse andre (og ja, det taler også her). Det føles vanvittig godt, og det føles endnu bedre at tage æren for, at andre har flyttet sig – hvorfor ikke lade din mor have den sejr? Den er vel hendes? Det er ego, og det er yderstyring. Det er vores tomme skal, der trænger til at blive fyldt op, og når man først har styr på en hel masse af det dersens selvudvikling, så er det rigtig meget nemmere at få fyldt sin skal op. Det fylder at fylde noget hos andre. Meget mere end tøj og sko og alt det andet, du nævner.

Når jeg skriver sådan en tekst som den her, så forsøger jeg at være opmærksom på, at jeg ikke sidder og gør det samme, som jeg beskylder dig for: at sidde og gøre mig klog på noget, jeg ikke ved nok om. Men det er også der hovedpinen ligger: hvordan skal du eller jeg vide, at vi ikke ved det, når det for os begge føles som sandheder, det vi kaster ud?

Hver gang jeg skriver en tekst, som den her jeg har skrevet til dig, så tænker jeg også på, hvad mit 40- og 45-årige jeg mon ville sige til mit 35-årige jeg? Jeg når altid frem til, at mit 40-årige jeg krøller alle sine tæer, men mit 45-årige jeg står og smiler kærligt til mig, for jeg gjorde det i bedste mening.

Hvis jeg skal være helt ærligt, Majbritt. Jeg tror, dit 35-årige jeg står og krøller tæer over din bog, men til gengæld står dit 40-årige jeg og smiler kærligt til dig.

Kærlig hilsen Karen