Jeg, Karen Sundtoft, har holdt foredrag med sexserious.com siden 2012. På denne del af hjemmesiden viser jeg nogle anbefalinger og lidt skriftlig ros, der er kommet til mig. Tak for dem alle!

 

HØJSKOLEELEVERNE:

Jeg fik tilfældigvis at vide lige inden sommerferien 2018, at jeg var blevet ratet nr. 1 blandt foredragsholderne på Idrætshøjskolen i Sønderborg. Tak for det!

 

HØJSKOLEELEVEN:

Efter et foredrag besvarede jeg en elevs spørgsmål over mail og fik denne fine besked retur:

“Tusind tak Karen

Du har ret i såå mange af de ting du skriver, og det er bare rart at høre, at jeg ikke er alene om de tanker.

Sidst vil jeg bare sige TAK! Tak for hvad du gør og at du tager dig så god tid til enhver. Du er virkelig fantastisk til dit erhverv og virker til at være en fantastisk person. Bliv ved med det, du hjælper virkelig mange.”

 

HØJSKOLEFORSTANDER I:

Forstander, Henrik Løvschall, Idrætshøjskolen i Aarhus satte mig øverst på sin liste over foredragsholdere, enhver højskole bør booke. Tak til Henrik og IHÅ. Der er også et link til anbefalingen her.

 

HØJSKOLEFORSTANDER II:

Forstander, Jakob Nørregaard, fra Den Skandinaviske Designhøjskole skrev en meget fin og lang anbefaling af mit foredrag. Tak til Jakob! Han slutter anbefalingen således:

“Karen er imødekommende og venlig. Hun er fuld af menneskelg varme hvilket giver et godt grundlag for samarbejde og dialog. Jeg kan på det varmeste anbefale Karen Sundtoft som foredragsholder.”

 

HØJSKOLELÆREREN:

“Et super velkomponeret foredrag, hvor Karen Sundtoft med sin skønne personlighed og et stort nærvær skaber den nødvendige tryghed så det potentielt tabubelagte forsvinder. Vi blev præsenteret for en faktuel viden kombineret med flotte underbyggende illustrationer på en yderst smagfuld og ikke distancerende måde. Bagefter havde jeg en beriget snakkelysten elevflok! – Kan man ønske sig mere!!!”

Inga Schjøtt – Højskolelærer på Idrætshøjskolen Århus

 

GYMNASIEELEVEN:

“Jeg fik så meget ud af Karens foredrag. Vigtigst af alt lærte jeg at turde at snakke om sex og seksualitet men også at turde udforske min egen krop. Karen mestrer det punkt at få det til at være både hylende morsomt og meget seriøst på samme tid – en virkelig vigtig balance når man taler om noget så tabubelagt. Det var en kæmpe øjenåbner at snakke med og lytte til Karen – det har gjort at jeg i dag har et meget mere naturligt og afslappet forhold til sex, min krop og alt det imellem.”