Archives for category: Kommentar til nyhed lige nu

beyonce-lemonade

Der er mere at sige. Meget mere at sige… selvom alle falder i svime over “Lemonade”. Og for s****, det gør jeg også.

Jeg kan høre DON*T HURT YOURSELF på REPEAT! Det er så gennemført fedt, det nummer… 6 INCH jaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa MEREEEEEEEEEEEEEE! Harmoniseringerne, der pumper ud til sidst! Manner, det er så fuldstændig godt!! Og FORMATION er jeg slet ikke færdig med endnu! Det er så sindssygt godt! Beyonce’s stemme lyder fænomenalt (ikke i Sand-jegkasterop-castles, nonono), og så har den dame jo en time som de færreste andre kan prale af… AAAAUUUUUUUUUU!!

………..

Men men men…

………..

Der er noget, der undrer mig. Du laver så mange talerør for alle slags kvinder – designere, poeten, Sexy Serena (ta’ den, TabloidSuckers), models, actresses, moms and so on.

Men hvor er de kvindelige instruktører, alle de kvindelige producere? Det undrede mig allerede under “Beyonce”, hvor der kun var én kvindelig instruktør – på Pretty Hurts? På “Lemonade” bruger du igen kun Melina Matsoukas. Ja, du har selv instrueret noget af det, men…

Og alle dine syngende/rappende features på numrene? De er mænd!? Velvalgte for hulen ja, men der var også kun syngende/rappende mænd på “Beyonce”? Og sangskriverne… er også mænd langt i overtal…?

Det vil sige dem, du arbejder tættest med er næsten hele vejen… mænd… ?

________

________

 

Jeg har det virkelig stramt med det evigt gentagede: I’m no average bitch. Hver eneste gang, du siger det, gør du alt for meget opmærksom på, at du mener, der er average bitches out there. At du er hævet over flere af de kvinder, du gerne vil hjælpe. Jeg forstår ikke, at du bliver ved med at hive det frem!?

………………

………………

 

“As I bounce to the next dick, boy” (3) “I ain’t fucking with nobody” (4) …but, you just said…?
– maybe you should! Lose control! Try it for once! It’s awesome and where the real good sex is at!

“Becky with the good hair” (4) – is she caucasian? Da jeg boede i New York, fattede jeg ikke, hvorfor african-american (aa) mænd altid skulle røre mit hår, når vi dansede – indtil jeg fik at vide, at man ikke altid må røre en (aa) kvindes hår og efterfølgende fik hele historien om (aa)kvindens hår. Det var det første, jeg tænkte på, da jeg hørte “Becky with the good hair”, men nej, jeg har ikke hørt alle youtube-klippene med Jay-Z, så gad vide, hvad han siger om Becky, og gad vide, hvad jeg kan blive kaldt for at sige det her…

“Middle finger up” (4) – det er virkelig barnligt, Yoncé!

“Freedom, freedom I can’t move

Freedom, cut me lose

Freedom, freedom where are you?

‘Cause I need freedom, too” (10)

jeg er med

“I break chains all by myself

Don’t let my freedom rot in hell” (10)

jeg er ikke længere med

…..

…..

Fortsættelse følger…

lem

You are serving lemonade for the black woman, but she don’t want it… she wants what you’re having.

I går skrev jeg: “F*********************ck, Yoncé” på Facebook. Da sad jeg midt i første halvdel af “Lemonade, The Visual Album”, Beyonces netop udsendte album.

Jeg var helt med. Det var et powerhouse af en omgang, det her nye visuelle album! Pyh, hvor var jeg med.

“In the tradition of men in my blood, you come home, and you lie to me.”

Yes, nu sker der noget! Nu skal vi for alvor høre galden, og så skal det være slut!!!!

Powerwoman, stå op for dig selv. Vær den kvinde, den feminist og det powerhouse, du kan være!

For det er okay. Jeg kan godt høre det igen. Jeg har hørt det igen og igen… den svigtede part, der bliver ved med at tage den svigtende tilbage.

Men nu har jeg hørt “Lemonade” færdig… og igen…

B-day-albummet fra 2006. Jeg kan sagtens finde en masse citater, for det handler allerede dengang om utroskab: Irreplaceable, Ring the Alam, Freakum Dress… og og og. Hele albummet handler om det.

Det er 10 år siden, Yoncé!

Nu handler det om det igen.

Og det var okay… især, når det kommer ud i den udgave! Wuuuh, jeg slugte det hele råt! Da du lader dig styrte ned fra en bygning, drukner i soveværelset fortællende sindssyge ting, smadrer en røvfuld biler på bedste Texas-vis.

“Just give my fat ass a big kiss, boy, tonight, I’m fucking up all your shit, boy!”

Jeg slugte det råt… i første omgang…

Men hun spørger stadigvæk: “Why can’t you see me?” Og jeg skulle jo have fattet det, da hun synger: “If you try that shit again, you gonna lose your wife.”

What? Er du ikke skredet?

Og hvorfor hedder et af numrene “Sorry”, når det handler om “Bye bye, boy” og “I ain’t sorry”, men nummeret hedder bare “Sorry”, og gennem hele nummeret siger Beyonce regelmæssigt “sorry” som baggrund for sig selv… INTET er tilfældigt, når det er Yoncé, der står bag!

Men så sker det endelig. Endelig fatter jeg, at vi er ikke på vej ud i det ultimative opgør… tværtimod. I “6 inch” beskriver Beyonce, hvad, jeg i første omgang tænkte, var en sviner til en mistress, hvilket nok nærmere er en røvfuld til patriarkatet. Men nummeret ender pludselig ud i et gentaget “Come back” udtalt med bedende, lidende, meget lille Beyonce-røst.

Og så går det ellers ned ad bakke.

Jeg ville så gerne sige, at du er modig, Yoncé! At du er modig at turde vise dig selv så skrøbelig og så fanget i det, mennesker har været fanget i gennem alle tider: kærlighed. At det er en stærk kvinde, der tør tage kampen op.

“You look nothing like your mother. You look everything like your mother.”

Ovenpå afsløringen med ordene “Come Back” bliver Blue Ivy (datteren) og farmand lige hevet ind over (fristende at bruge ordet “gidsel”)… der bliver talt til Mama Tina, og til den sorte kvinde, der er “slave to the back of his hand”. Men du må da have skrevet det til sig selv også… hører du ikke, hvad du selv siger.

Og her knækker filmen for mig. I første omgang, fordi jeg ikke kan holde ud at høre Beyonce synge country: “When trouble comes to town, and men like me come around, my daddy said shoot.” Det var det der med mændene i dit blod…

Country/bluegrass-genren, det er selvfølgelig et spørgsmål om smag. Jeg kan se, hvorfor hun gør det, men jeg havde foretrukket, at hun var blevet i New Orleans fra introen…

Filmen knækker helt, da teksten pludselig siger: “the only way to go is up” – og “you and me could move a mountain” og helt og aldeles da Jay-Z’s arm pludselig dukker op… for ja, det er sørme hans arm. Efter en hel masse ritualer og “Baptize me, now the reconciliation is possible. If we’re gonna heal, let it be glorious.”

Hun skjuler det hele i “Do you remember being born” og andre rituelle handlinger, som jeg ikke skal gøre mig klog på – men hun hører jo ikke selv efter: “There is a curse that will be broken.”

Hvad i hele hede hulen laver Jay-Z’s arm pludselig i billedet, hvis vi skal BRYDE DEN HER CURSE! Skulle vi ikke tale om respekt?

Beyonce har heller aldrig sunget så dårligt som på “Sandcastles”. “What is it about you that I can’t erase – when every promise don’t work out that way.” “Your heart was broken when I walked away. Show me your scar, and I won’t walk away.”

Jeg er fuldstændig lamslået! HVAD LAVER DU, Yoncé????

Og pludselig blev jeg indædt vred. Så helt vildt vred… på dig!

Jeg er helt med på, at jeg har den forkerte hudfarve til at sige det her:

Hvad bilder du dig ind at sidestille din latterlige, lille, ynkelige, personlige historie med citatet fra Malcolm X: “The most disrespected person in America is the Black woman, the most unprotected person in America is the Black woman. The most neglected person in America is the Black woman.” Hvor vover du at tale om unge, sorte kvinders rettigheder i samme video, hvor du lægger dig flat ned foran alt det, som du prøver at bilde os andre ind, at du kæmper imod?!?

Og så prøver du tilmed til sidst at spise os alle af, indfange os med kvalmende familiebilleder fra bryllupper og dejlige familiestunder.

“I see your daughters”. Står og synger foran alle de unge, sorte kvinder… om frihed: “a winner don’t quit on themselves”… hvad? Du har sågu da lige quittet big time. As big as it gets… still quitting after 10 fucking years!

Du er det nok største talerør mellem verden og den sorte kvinde på bunden af USA. En kvinde, der bor i alle USA’s stater – for ikke at tale i hele verden. Den kvinde, der stadigvæk er the most disrespected person in America.

Bevis for at du ikke har flyttet dig personligt – bevares, kunstnerisk ja! – de sidste 10 år, redder INGEN at sende ud i verden. Det er derimod direkte uansvarligt med den magt, du har! At du kan bilde dig selv ind, at “my torturer became my remedy” kan kun gøre skade. Hvad tænker du dog på, Yoncé!?

Lemon(aid): You’re serving Lemonade for the black woman, but she don’t want it. She wants what you’re having…

Jeg fik aldrig postet den her, men her kommer den…

Jeg skal love for, at de helt forfærdelige og på alle måder uacceptable handlinger i Köln og andre steder har sat gang i mange ting bare her i DK.

Information starter blandt andet en stor kampagne omkring voldtægt under #jegblevvoldtaget. Man skal virkelig være langt fra og godt igennem sådan en oplevelse for at poste noget som helst under sådan et hashtag. Men det er ikke en misbilligelse af projektet, der helt sikkert er meget vigtigt, da vi slet ikke kender/forstår/vil se omfanget af “den slags”.

Den eneste, der har sagt noget, hvor jeg tænkte “præcis”, er Haifaa Awad, der d. 16. januar i Information “advarer mod en tendens til at forsimple tidens sværeste politiske spørgsmål. Der findes ingen nemme svar”. Det kan kaldes et let købt udsagn, men hun har så ret.

Vi vil så gerne forklare og løse og redegøre for og analysere os frem til, men det er overhovedet ikke muligt, og så ender vi i stedet i hver sin fløj af “de er dumme”, “nej, de er dumme” med en midterdel, der bilder sig ind at kende sandheden eller løber forvirrede rundt i håb om at falde over selvsamme på vejen – hvornår har en klog person med en meget lang titel sagt: “hold kæft, hvor er det svært, det her.”

EGENTLIG STARTEDE JEG DEN HER BLOG, fordi jeg sad og tænkte på, hvordan det er at være en del af den mandlige befolkning og igen og igen læse alt det her om mænd, der krænker kvinder. Jeg har en rigtig god fornemmelse af, hvordan det er som kvindelig læser!

Men hold da op, hvor ville jeg blive træt af gang på gang at blive reduceret til en “pik med vedhæng”. Der skal ingen tvivl herske om, at det er absolut muligt at udpege mænd, der passer ind i “pik med vedhæng”-beskrivelsen,

KØLN vs. Sunny Beach

Tryk her for: Idioter af rang
opslag fra 19. januar 2016

 

men hvor er historien fra manden på gulvet, der ikke vil stå i “pik med vedhæng”-gruppen, fordi der hører han ikke til.

Niddal El-Jabri får absolut sat sig selv udenfor gruppen med denne artikel om, at tryghed er noget, vi giver hinanden – måske mangler jeg bare en af det mandlige køn, der giver en seriøs opsang til sine medmandlige: kom nu op ad stolen! Vi etnisk og ikke-etnisk danske mænd er ikke og vil ikke være en del af “pik med vedhæng”-segmentet, vores flygtningemænd er ikke en del af “pik med vedhæng”, og vi må famer få bredt ud i verden, at det er så meget sjovere at være mere end en pik med vedhæng!

Og ja, jeg er klar over, at en “pik med vedhæng”-mand er lidt af en kamæleon. Du tænker, at her har du en “krop med vedhæng”-mand, men pludselig står du med en “pik med vedhæng” – forvandlingen var vanvittigt hurtig. Stadigvæk – jeg kender så mange mænd, der ikke engang kan se over kanten til “pik med vedhæng”-karret. De kender slet ikke vejen derhen.

Vil verden venligst sende mig artikler fra mænd, der forsvarer sig og har startet store organisationer, der skal omvende “pik med vedhæng”-mænd til kamæleoner, der i takt med god viden får mindre og mindre lyst til at godkende forvandlingen, der kan trickes af alt fra korte kjoler og lange ben til store hjerner og små numser.

Ja, jeg ville være træt. Træt af igen igen at være reduceret til “pik og ingen hjerne”. Træt, træt, træt!

Og jo og ja, som Haifaa Awad siger: der findes ingen nemme svar, der findes kun nuancer.

Egentlig er det fejt at skrive en post om en fantastisk udstilling… som er slut! Men I skal lige se et par billeder af Yayoi Kusamas udstilling, der har været et kæmpe tilløbsstykke – ikke mindst i søndags på udstillingens sidste dag, hvor en veninde og jeg valgte at besøge stedet. Mange kø’er senere…….

Jeg vil ikke konstant stå og tage billeder, fordi der er noget, der rører mig. Desuden kan billeder findes her på nettet, og de er taget meget bedre.

… meeeeen man har et standpunkt, til… for så nåede vi disse pragteksemplarer af en ordentlig omgang fallos…

Have a seat:

 2016-01-24 14.58.092016-01-24 15.01.31

sko2

2016-01-24 15.01.132016-01-24 15.06.30

Det kunstnerisk selvudslettende og hyperseksualitet går hånd i hånd…

Det er godt nok en sørgelig historie, der ligger bag Yayoi Kusama. Det gennemgående tema er “selvudslettelse”, hvor hun på alle mulige måder forsøger at gå i ét med omgivelserne. Hvordan har det været at blive så berømt? Noget at leve på men aldrig tro på?

kusama3

Hun lever endnu. Er fra 1929 – ligesom Betty Dodson – og bor på et psykiatrisk hospital i Tokyo, hvor hun frivilligt indlagde sig i 1977. Hun er blevet der siden.

I starten tænkte jeg, at hun var blevet helt kuk af at male de mange mange og nogle af dem kæmpe store lærreder med prikker.

Kusama-red-dots

Det kan virke helt banalt og for let eller simpelt eller hvad ved jeg, men det er meget gribende, og da jeg stod foran det her hvide prikkede lærred, fik jeg simpelthen tårer i øjnene.

hvidt

Det ligner fuldstændig det, jeg stod foran i søndags. Yayoi Kusama har malet et lærred mørkt, så har hun malet et tyndt lag hvidt over, og så har hun (i timevis) skabt alle de små prikker. Så meget arbejde i et billede, der umiddelbart vil så lidt, men har så meget liv, og så skriger det af kunstnerens selvudslettelse! For mig var det det mest fantastiske af alle billederne. Hendes fantastiske væsen af ren kreativitet blandet med den selvudslettende tro på at være fuldstændig ubetydelig.

yayoi

Et lille afsluttende billede af en ung og en ældre Yayoi Kusama. Et ansigt stivnet i ét evigt udtryk.

Pornopanik-svar-billede

Pornoen er frigivet

Karen Sundtoft
Foredragsholder
interviewet i Politiken om
unges forbrug af porno

Kære mænd, som jeg har brugt så meget tid på at tale med de seneste år. I er helbredt! Forskning har set på sagerne … I skal se alt det porno, I har lyst til, for I har ingen potensproblemer, ingen orgasmiske problemer og heller ingen lyst-problemer, nej, for porno giver jer bare endnu mere lyst til at have sex med rigtige mennesker.

Jeg spurgte en af mine helbredte mænd, hvad han tænkte om sidstnævnte: “JA!” Sagde han: “Hvis man kunne få lov at gøre alt det, man ser i porno ved de rigtige mennesker, så….”

Politiken var ikke interesseret i, at jeg citerede undersøgelser i ”Porno er ved at ødelægge en generation af unge drenge”. Efterfølgende fik artiklen høvl for at være uden “gyldigt” eller ”videnskabeligt” indhold.

At jeg har stået midt i ungerne, det handler om, er ikke relevant. Heller ikke, at jeg har stået i flere hundrede unger.

Eller det vil sige: jeg fik kun høvl fra akademikere. Jeg fik til gengæld god respons fra forældre med børn i 3. klasse, der fik vist porno af klassekammerater, og god respons fra mennesker, der var kommet ud af et stort pornoforbrug eller kæmpede midt i det.

Den tidligere nævnte, pornohelbredte mand havde også læst ”Den nye pornopanik” og havde endnu en bemærkning: “Hvorfor er der kun fine, franske postkort og ingen billeder af en kvinde, der er ved at brække sig over, at hendes mund bliver brugt som en skede?” Nu tager vi den jo hele vejen op gennem historien – som man siger – og så når vi 2015 uden sæd i hele ansigtet? Skal vi skånes for det? Det kan jo ikke skade. Forskning har set på sagerne …

Det skal siges, at pornoafhængighed ikke er nævnt en eneste gang i Politiken-artiklen. Jeg kan godt læse (lidt, langsomt og ufokuseret, men dog læse) og er stødt på Nicole Prauses forskning andre steder end i “Den nye pornopanik”.

Jeg har desuden læst en britisk undersøgelse fra 2013, der viser, at der nok nærmere er tale om tvangshandlinger, når forbruget af porno eskalerer.

Tvangshandlinger er vel ikke ligeså slemme som en videnskabeligt korrekt afhængighed? Nej, men det har nu været irriterende for de nu helbredte mænd at smide det ene webkamera efter det andet i skraldespanden for at slippe væk fra den interaktive porno. Det har også været ekstremt at afvise aftaler for hellere at bruge tid på porno. Porno, som kæresten ellers var blevet lovet, der ikke blev mere af. Rasende blev hun. Igen. Og så lige den manglende udløsning eller den manglende erektion oveni, men så er det jo godt, at det bare er den nye pornopanik. Der er ikke noget i det. Forskning har set på sagerne …

Måske fornemmer du, at jeg føler mig en smule talt ned til, kære Lone. Jeg er naturligvis stor fan af forskning, men vi kan vel blive enige om, at porno er et forholdsvis nyt forskningsområde, så det, at tale i sandheder, er ikke på sin plads endnu?

Akademiker bliver jeg helt sikkert aldrig. Måske har jeg ikke hovedet til det, eller måske vil jeg ikke sætte mig selv i en position, hvor jeg ikke kan sidde med et nyt menneske uden allerede at kende sandheden, før vedkommende har åbnet munden …

 Pornopanik-billede

Pornoen er frigivet! havde også på et tidspunkt titlen “Frit spil til pik-spil”, men det turde jeg alligevel ikke at sende til Weekendavisen – eller hov, det gjorde jeg vist alligevel. For jeg havde lige læst Lone Franks artikel “Den store pornopanik”. Den skulle bare have heddet: “Forskning har set på sagerne, idioter!” Her har I imidlertid min lange version af et svar retur til Lone. Det blev lettere sarkastisk, og det fik jeg naturligvis ikke lov at udgive. Jeg har for jeres skyld markeret med kursiv, når jeg bruger vendinger fra artiklen.

Kære mænd, som jeg har brugt så meget tid på at tale med de seneste år. I er helbredt! Forskning siger, at alt er godt. I skal bare se alt det porno, I overhovedet har lyst til, for I har ingen potensproblemer, ingen orgasmiske problemer (her taler vi om udløsning, formoder jeg) og heller ingen lyst-problemer, nej, for porno giver jer bare endnu mere lyst til at have sex med rigtige mennesker.

At I er havnet på sider med børneporno eller dyresex har intet med det andet porno at gøre, for den overstimulerer jer ikke det mindste. Tværtimod. Det eneste, der er galt her, er jeres moralske skrupler, som udspringer af jeres religiøsitet og konservative tilgang til sex.

Jeg spurgte en af mine helbredte mænd, hvad han tænkte om, at man får mere lyst til at være sammen med rigtige mennesker, når man ser porno: “JA!” Sagde han: “Hvis man kunne få lov at gøre alt det, man ser i porno.”

Så tilføjede han: “Mit største problem var, at jeg ikke kunne tale med en kvinde uden at tænke på at gøre alt det, jeg så i porno. Og jeg er ikke den eneste, jeg kender, der har det problem.”

Han havde også en lille sidebemærkning: “Hvorfor er der kun fine, franske postkort og ingen billeder (i Weekendavisens artiklen forstås) af en kvinde, der er ved at brække sig over at hendes mund bliver brugt som en skede.” Nu tager vi den jo hele vejen op gennem historien – som man siger – og så skal vi ikke have det sidste med? Det kan jo ikke skade. Forskning har set på sagerne …

Som gammelkonservativ moralist og popsexolog, der vil gøre alt for at komme i fjernsynet, og som nikkede anerkendende, kære mænd, når I mente, der var et problem med jeres forbrug af porno, må jeg nu finde et nyt fag at drive en særdeles lukrativ terapeutisk industri af en forretning i. Og det lykkedes desuden heller ikke at komme i TV ovenpå pornoartiklen i Politiken. Jeg havde simpelthen forvildet mig til New York, da jeg skulle i Go’Morgen Danmark, så de satte en anden til det, og hun gav forældre i DK alle undskyldninger for ikke at tage sig af deres børns pornoforbrug. Men det er alt sammen ligegyldigt nu. Forskning har set på sagerne. Pornoen er frigivet.

Det skal dog lige nævnes, at pornoafhængighed ikke er nævnt en eneste gang i “Porno er ved at smadre en generation af unge drenge”, for selv om jeg ikke er akademiker, så kan jeg godt læse (lidt, langsomt og ufokuseret men dog læse), og jeg har læst mig til, at ved undersøgelser af P300-niveauet hos såkaldt “pornoafhængige mænd” blev der ikke fundet samme udsving som hos alkoholikere og stofmisbrugere.

Hov, det er da den samme undersøgelse, du har læst. Med hende der Nicole Prause – jeg beklager mangel på titel, men så kommer det her til at fylde for meget. Men altså, jeg har ikke læst hele undersøgelsen, det har jeg godt nok ikke. Jeg havde travlt med at stave mig videre igennem noget tekst om en anden undersøgelse (det var på engelsk, åh gru), som sagde, at en britisk undersøgelse fra 2013 viser, at et stort pornoforbrug nok nærmere må betegnes som en tvangshandling. Det giver enormt meget mening i forhold til min erfaring, der ellers er helt uden e-vi-dens. Tak til Forskning!

Tvangshandlinger er vel heller ikke ligeså slemme som en videnskabeligt korrekt afhængighed. Nej, det er rigtigt. Men det har nu været irriterende for alle de helbredte mænd med alle de webkameraer lige i skraldespanden igen og igen (ved brug af interaktiv porno forstås), de aflyste aftaler, den rasende kæreste, den manglende udløsning, den manglende erektion og sådan kunne jeg blive ved, men det er slut nu! For de er helt forkert på den. Det er bare den nye pornopanik. Alt er godt!

Helt ud af det blå – jeg er bare ikke god til at holde fokus – kommer jeg til at tænke på en artikel i Politiken, som blev bragt d. 26. november i år. Den hed: “Kreative unge er bedre end arrogante akademikere.”

Nå, tilbage til emnet.

Politiken var ikke interesseret i undersøgelser, da jeg præsenterede min erfaring med 7. klasse. De fortalte mig, at interessen lå i det, jeg kunne fortælle ud fra min egen erfaring. Jeg var helt med.

Efterfølgende fik jeg høvl for ikke at have lavet en artikel, der havde et “gyldigt”, “videnskabeligt” og hvad andet indhold.

At jeg har stået midt i ungerne, det handlede om, var ligesom ikke helt relevant. Heller ikke, om jeg så havde stået i flere hundrede unger.

Eller det vil sige: jeg fik kun høvl fra akademikere. Jeg fik til gengæld en masse respons fra mennesker, der kunne fortælle, at deres børn i 3. klasse fik vist porno af klassekammerater, og andre, der var kommet væk fra et stort pornoforbrug eller kæmpede midt i det og var glade for, at en eller anden sagde det højt.

Men nu ser jeg jo også per definition porno som et problem, og hverken genrens rivende udvikling eller dens potentialer for leg og livsglæde ser jeg nogen grund til at undersøge nærmere.

Jeg kan heller ikke huske, om jeg måske var gået forkert, da jeg var til Tabusalon om Feministporno. Goodyn Green fik mig ellers for første gang i mit liv til at overveje at lave en pornofilm (undskyld, mor og far, jeg er klar over, at det er forfærdeligt anstrengende, at jeg ikke bare blev akademiker ligesom min søster).

Jeg gjorde også noget så vildt som at se en hel pornofilm forleden… jeg har også skrevet en hel blog om det, men så kom der lige noget i vejen, så den blev ikke postet. Fokus!

Eller når nu sandheden skal frem, så havde jeg selvfølgelig allerede klikket mig vej et godt stykke ind i filmen, inden jeg trykkede play. Gud forbyde, at jeg skulle spilde tid på at se nogen komme af tøjet.

Jeg har ellers et minimalt forbrug af porno (for tiden). Men det var simpelthen så interessant, hvordan kvinderne havde det fantastisk sjovt med et sprog og en tilgang, der oftest tilskrives den mandlige rolle (jeg prøvede med et eksempel, men dér gik der censur i den – trods den nu helt ufarlige retorik). Jo vist, det er set før, at kvinder kører den mere mandlige stil, men det her fungerede. Lige der midt i det farlige mainstream-land på www.(slettet).com. Tre kvinder og én mand (på viagra). 33% af kvinderne fik en orgasme, og så har jeg irriterende nok lige glemt i skyndingen, hvor stor procentdelen var hos manden. Fokus!

Jeg skal ikke trætte jer mere med det, men jeg kan da afsløre, at jeg for en gangs skyld ikke fik mareridt. Ja, det har lidt været et problem tidligere, hvor jeg har set for meget porno, men nu var det også længe siden sidst.

For meget porno. Hvad er for meget? Nå nej, det er jo ikke for meget. Punktum. For det er kun depressive, vrede og angste mennesker, der ingen porno ser men kalder sig selv pornoafhængige, der har et problem – og altså ikke et problem med porno. Eller? Jeg er forvirret! Har jeg forstået det rigtigt?

Så Lone! Jeg ved ikke, om du måske fornemmer, at jeg føler mig en smule talt ned til. Jeg er selvfølgelig stor fan af Forskning, men jeg troede, at der skulle mere end én videnskabelig undersøgelse pr. emne til at gøre noget til sandhed. Det har jeg nok misforstået. Fokus!

Jeg kan helt sikkert ikke forstå, hvad du siger, hvis du fremlægger din phD for mig, men jeg elsker at gå i bare tæer – du ved, jordforbindelse. Og jeg ville helt sikkert blive meget klogere, hvis jeg brugte tid sammen med dig – med tolk. Jeg blev nu så glad, da jeg lærte, at intelligens er mange ting og mere end bøger.

Jeg har helt sikkert heller ikke en chance i en debat ansigt til ansigt med dig, hvor du kører den ene undersøgelse efter den anden af på mig.

Men vi kan da godt prøve.

Blog
Farvel til manden, der som den første lærte mig, at det er muligt at være ligeglad med køn. At man kan vælge at tage et virkelig svært og flot ord til sig og være “androgyn”. En helt ny verden åbnede sig.

Så farvel og tak, Bowie! Måske finder du nu liv på Mars. Jeg vil fortsætte med at skråle med ‘hernedefra’.

vogue-australia-may-david-bowie-editorial-makeup-6a35eefdffc3c5d9168f7e344492645f-large-70524

.

yoko

Jeg har altid artikler liggende, som venter på at blive læst. I dag var det Carlin Ross’s “Love Amy Shumer’s Rolls” og Politikens “Hvis jeg er smuk, er du også smuk” af Marie Carsten Pedersen. For der er ved at ske noget – flere og flere af de såkaldt almindelige mennesker bliver brugt i modebranchen, for der er gået mode (læs: blevet penge) i at være “ikke-ideel”.

Og det er da en glædelig nyhed – eller hvad? Jeg bliver nu lidt forvirret. Desuden har vi alle set insta-shots af modeller uden make up – ja… okay… øhm, så nu er du normal og lidt grim eller hvordan?

Kender I den amerikanske stand-up komiker, Amy Shumer? Hun er alt for sjov, den kvinde. Hun har også lige lagt det her billede ud på instagram:

amyshumer

Så kan man tænke, nå ja, men det er da typisk, at kvinder, der joker om kvinder, også er nødt til at smide tøjet og vise deres naturlige kroppe (-agtigt…). Men det her er altså et billede, der skal bruges i the Pirelli Calendar 2016. Absolut high class for kalendere…

Det her er et klassisk billede fra 2015-Pirelli-kalenderen:

anne

Det er et kvinde-kalender-blad, som vi kender det. Jeg aner ikke hvem hun er, men nu handler det virkelig heller ikke om hende. Her er en fræk kvinde med trussen helt oppe i nummi for at blotte balderne. Yes, den kender vi godt, og jeg kommer aldrig til at påstå, at jeg finder det frastødende (og da slet ikke, når min kæreste bor i New York)… beklager… I skal ikke bebrejde mig. Jeg kan jo ikke gøre for det, stakkels mig!

I år bliver the Pirelli Calendar til gengæld helt anderledes. Den hylder kvinder i alle aldre og former, der er sågar et barn med (wow). I kan se videoen, der ligger på forsiden her:

Så hvad fortæller det os så?

Det fortæller os, at der er blevet penge i lortet! Det fortæller os, at strategien nu har ændret retning. Der er nok kalendere i verden med modeller af den klassiske slags. Nu er der blevet penge i at lave ikke-klassiske kalendere – fordi den slags får medieomtale.

For vi skal ikke være idioter. Den klassiske model ville stadigvæk være på menuen, hvis det var der, penge, trend og medieomtale lå. Der er ingen glorier at pudse her.

Så små skridt, men så snart de store penge begynder at elske det her, så sker der noget, og der er virkelig mange “pengeløse”, der har gjort et godt forarbejde. Og nej, vi får helt sikkert ikke lov at se de farlige hængepatter og den frygtede appelsinhud lige foreløbig i the Pirelli Calendar, men altså, Amy Shumer nøgen er en ok start.

av

Jeg ser “Gift ved første blik” med stor fornøjelse. Det er virkelig interessant at se, hvordan vi reagerer på det sindssyge, det er at blive kastet ud i at gifte sig med en vildt fremmed. Får vi mærket efter, når vores største bekymring er, om denne fremmede kan bekræfte, at vi er værd at bruge tid på… 

Min kæreste kan ikke fordrage det. Og jeg giver ham ret i, at det da ikke er videre romantisk at sætte kærlighed på formel, som det gøres i “Gift ved første blik”. Jeg mener nu alligevel, at det er et absolut interessant eksperiment.

Til gengæld blev jeg virkelig chokeret over at se 4. afsnit i går.

Det her skal ikke lyde som en anklage overfor Ane, men hvordan ender hun i den situation, der pludselig sender hende ud af eksperimentet efter 3 uger?

Måske så flere af jer den amerikanske udgave af Gift ved første blik. Kvalmende amerikansk, men de er da søde, de kære par.

Interessant at se det eneste par – hvad hed de nu – der ikke blev sammen. For der er én ting, der går igen i de her programmer, hvis I spørger mig: det er forbudt at gå i seng sammen som det første!

Da jeg hørte, at Ane og Ulrik havde kastet sig ud i det på bryllupsnatten, tænkte jeg: “Åh nej, det her går galt.”

Det har overhovedet ikke noget at gøre med, at man ikke skal have lov at gå i seng med, hvem man vil, når man vil. Det handler om noget helt andet.

Min egen idé om det her er, at det er forbudt at tage hul på sex, fordi det er nødvendigt at bibeholde den pirren, der ligger i ikke at have dyrket sex endnu. Man skal lige stramme sig an, for det er vigtigt, at den anden når hen et sted, hvor han/hun har lyst til sex med ‘mig’ – og at jeg formår at holde hende/ham det sted!

Men vigtigst af alt. Sex fylder rigtig meget, når man først har taget hul på det. Det er en ny person, man dyrker sex med her, hvorfor man højst sandsynligt har lyst til at dyrke det rigtig meget. Sex tager simpelthen fokus fra det, der er væsentligt i det her program: at lære hinanden at kende. Sex kan vi altid dyrke, og hvis vi er lidt skarpe på det, kan sex altid nå et sted hen, hvor det bliver godt for os, men lige nu er det alfa og omega, at sex ikke hele tiden forstyrrer ved at lokke os væk fra det væsentlige – at vi taler sammen og lærer hinanden at kende!

Lægger man oveni det, at der ofte er en ubalance i lyst, karambolerer det straks med behovet for at tilfredsstille for at mærke, at man er godkendt.

Så kære Ane! Glemte du måske lige at mærke efter? Var du måske lidt for optaget af at blive godkendt? Hvis jeg lyder nedladende, er det så langt fra mit mål! Det gør simpelthen ondt at høre, at du ignorerede dine egne grænser, og jeg forstår 100%, at du ikke kan gå videre. Til gengæld håber jeg, at du har lært, at du skal mærke efter – at det starter du med i dag, selvom det kræver øvelse. Det giver så stor respekt og boost til egen integritet at få sagt fra! Jeg tror, I to har givet kommende deltagere en vigtig lektie med på vejen: der skal lægges fokus på de væsentlige ting, og det er ikke væsentligt at dyrke sex som det første. Det er derimod væsentligt at være intime sammen – og det kan man være på 117 andre – mindre forstyrrende – måder end ved at dyrke sex!

fælde

Dygtige og modige Amalie Langballe skrev om Penisfælden i Information. Den gjorde helt sikkert indtryk. Måske mest, fordi jeg tænkte, at den slags da måtte være et overstået kapitel. Men nej, på selveste Nørrebro render der i hvert fald én mand rundt, som helt har misforstået alting – for “Pæne piger krydser ben”. Det var der så en ‘pæn pige’, der blev lidt for træt af at høre på, så endnu en dygtig og modig kvinde, Emilie Kellberg, supplerede Penisfælden med Jomfrufælden.

Jeg ville have skrevet noget om Penisfælden. Det skulle handle om, hvorvidt mine veninder kender den – altså Penisfælden. Hvor udbredt er den egentlig? For den er der helt sikkert, men jeg har ikke selv oplevet den – eller har jeg uden at vide det? og omkring mig har andre kvinder heller ikke?! Eller er Penisfælden så skamfuld, at man har fortrængt det eller gerne vil fortrænge det og derfor ikke har lyst til at finde det minde frem? For jeez og jo tak, jeg kan sagtens forestille mig skammen… den skam har vi vel alle været i, men det var så, fordi vi placerede os i den selv – velsagtens ren opdragelse.

Men først vil jeg da lige forklare, for dem der ikke har læst artiklen, at Penisfælden er den fælde, en kvinde – hos nogle (meget få) mænd – kan falde i, hvis hun for hurtigt går i seng med ham. Så er hun allerede besudlet (ja, med din egen sæd…?) og kan derfor ikke længere bruges som kæreste – eller pude eller ske, evt. som onaniprodukt i meget fuld tilstand…

I hvert fald kom der pludselig en ny fælde: Jomfrufælden. Den behøver vist ikke nærmere forklaring. Og pludselig stod vi der med et klasseeksempel på, hvordan man skal huske at angribe dem, der skal angribes og ikke dem, der i virkeligheden kæmper den samme kamp om end med omvendt fortegn.

I virkeligheden var Amalie sur på Hr. Nørrebro – nej, lad os da virkelig ikke kalde ham det – Hr. VigtigPik måske… Hr. So Century Before Last, Hr. Really?, Hr. DerSidderEnTissemyrePåDinCykelHovDetVarJoDigDerSadDer…

I virkeligheden var Amalie sur på Hr. __________, fordi han gravede i noget, hun måske har fået smidt i hovedet før. Sandsynligheden er, at Amalie blev helt paf over, at han virkelig sagde det. Han har ramt et virkelig ømt punkt, og hun har ikke kunnet forsvare sig. For er der ikke noget om det? Bliver piger ikke besudlede i en eller anden grad, når de spreder ben, som de har lyst? Er de ikke selv lidt skyld i det?

Dér fik jeg dig!

Enten tænkte du “jo, der er altså lidt om det”, og nu skammer du dig over at have tænkt jo, eller også tænker du “NEJ, ikke dig Karen – du må ikke sige sådan” …. eller også sprang du hurtigt frem i teksten for at konstatere, at der ikke var noget i det. Muligheden er også, at jeg ikke kunne køre den helt ud – det holder jeg ikke til – så du nåede slet ikke at falde i.

Men NEJ. Nej nej nej nej nej nej… Det er Amalies krop, og hun må gøre lige præcis det med den, hun har lyst til. Men det er selvfølgelig en klassiker at blive vred på de pæne piger, fordi der sidder en meget lille (enormt tynd og ærgerlig) stemme i det bageste af ens hoved og siger: “Han har jo ret, og du ved det godt, din billige tøs.” Men husk lige, hvad den stemme er: et levn fra fortiden! Intet andet. Et levn fra dengang kvindens krop vitterligt ikke var hendes egen (har en meget insisterende idé om, at der var masser af kvinder, der holdt på deres – nogle af dem måtte bøde alvorligt for det), og et levn, der til stadighed bliver brugt af sure, jaloux og ynkelige mænd og kvinder, der ikke kan forsvare sig på andre måder. For den her er virkelig effektiv… og har du først det uafvaskelige stempel i panden – rundetrunte, luder, tøjte, genbrugshul, billig, billig tøs, billg luder -fortsæt selv listen – så er du på den….

Ej, vel! Det er helt op til dig selv, om du er på den, men for sevlan det kræver en god gang selvværd at svare igen!

Og det bunder jo ud i noget helt andet. Der er sandsynligvis ikke blevet talt om sex derhjemme, sex er sssh og hush og måske ligefrem uf. Så når sssh og uf er tilgangen til sex, jamen, så må jeg da være en – vælg selv et ord – når jeg bruger min krop så flittigt. Jeg tror, mange sunde seksualiteter – især unge, spirende kvindeseksualiteter – er gået lidt lukt i rendestenen for aldrig at vende tilbage på grund af netop det. De var kun lige ‘gået i gang’, så blev de brutalt lukket ned – for ikke at lukke op før efter 40. Suk!

Men jo og ja, jeg er helt klar over det. Der er rigtig mange kvinder, der i en tidlig alder finder ud af, hvad deres krop kan bruges til. At den kan skaffe alt lige fra smøger til omsorg – eller noget der minder om. MEN DERFOR ER DET STADIGVÆK HENDES KROP OG HENDES RET !

Så godt for dig, Amalie, at du i det mindste forsøger at ryste den uretfærdige skam af dig. Også selvom du ender med at placere dig selv i den igen på turen hjem – det kan selvfølgelig diskuteres, hvorvidt det er dig, der placerer dig der. Jeg tror ikke, jeg kender ret mange kvinder, der ikke har taget turen hjem efter nattesjov og tænkt – pis, hvor jeg hader høje hæle lige præcis nu, og hvad fanden er det sorte, jeg har siddende på hagen – åh, for helved’ mascara.

Men det bliver jo kun en dårlig tur, hvis man tog på den af alle de forkerte grunde. Så tænk lige over det. Og løft så ellers mascara-hagen højt, når du tager turen.

Jeg glemmer helt Emilie og hendes jomfrufælde. Jeg glemmer hende desværre nok, fordi jeg slet ikke kan identificere mig med hende. Hvilket vel nok udgør Emilies største problem. Alle går ud fra, at hun gerne vil ud af Jomfrufælden, hvilket også er et ærgerligt ord for noget, hun netop gerne vil have det godt i.

For hold da op med at forsøge at finde en, der kan befrie hende for den irriterende byrde!

Jeg forstår det nu alligevel godt, for det er mere reglen end undtagelsen, at jomfruer midt i 20’erne rigtig gerne vil af med den der ikke-eksisterende jomfruhinde (kønskrans skal den hedde), men måske kunne man lige spørge først….?

Hele min pointe med at skrive den her blog var, at det igen igen bliver så tydeligt, hvordan vi kommer til at skælde ud på de forkerte. Jeg er sikker på, at Amalie ikke mente noget ondt mod Emilie, da hun skrev, at pæne piger krydser ben, men Emilie følte sig ramt.

Det minder lidt om det evige dilemma, jeg får placeret mig i, når jeg f.eks poster og skælder ud på Covers billede af en alt for tynd pige til en artikel, der skal appelere til gymnasieelever. Pludselig får jeg skyld for at fremhæve ét skønhedsideal ved at undertrykke et andet. I virkeligheden mener jeg ikke, at det ene eller det andet er bedre – tænk, hvis vi alle lignede hinanden, og jeg er i virkeligheden sur på jeg-ved-ikke-hvem (vi har vel alle del i det), der har skabt et kvindeideal, som ligefrem tager livet af unge piger hvert år. Og det bliver virkelig absurd at have lyst til at bytte lår-størrelse med en anden kvinde, når hun så i en efterfølgende brandert fortæller, at hun ville ønske, at hendes krop kunne se mere ud ligesom min… og så er vi ellers tilbage ved: “Lær at elske, hvad du har!”

Pyh, jeg er bange for, at jeg startede en blog uden mål og med… og så er jeg rigtig god til at bruge ti fingre, så det går super hurtigt med at få skrevet alt, der løber ud af hovedet på mig.

For hvad vil jeg gerne, at du får med fra den her (lange) blog, kære læser?

Det startede med en nysgerrighed over, hvorvidt Amalie Langballes dilemma var et dilemma, hvis jeg spurgte rundt i min omgangskreds… den strandede ret hurtigt, måske i skam, måske i ‘der er FÅ af den slags fortidslevnsmænd tilbage’, måske i ‘jeg kan lugte den slags mænd på hundrede meters afstand’, måske i ‘ubevidst ved jeg, når det er tilfældet, og så er jeg smuttet alligevel’ – jeg ved det ikke!?

Så kom jomfrufælden og bragte et vigtigt emne på banen! “Hvorfor kan jeg ikke bare få lov at være jomfru, indtil jeg finder ham, jeg MÅ have!” – mellem mine ben forstås! (min fortolkning).

Gennem jomfrufælden kom det hele til at handle om, hvordan man uden at ville det, får ‘undertrykt’ en gruppe mennesker, som man slet ingen udeståender har med – og da jeg igen igen lige havde fået tæsk for at undertrykke den tynde kvinde med endnu et korstog pro den formede af slagsen – well.

Den her blog just goes on and on.

Så jeg vil slutte med Madeleine Albrights ord: “There’s a special place in hell for women who don’t help other women!”

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: