Når jeg holde foredrag og beder de deltagende om at stille spørgsmål (skrevet anonymt), får jeg rigtig mange: hvordan holder man længere spørgsmål.

Jeg glemte at sige, at rigtig mange kvinder er trætte af, at det altid bliver udlagt, som om det er meget bedre, hvis fyren kan holde rigtig længe. Sådan har alle kvinder (partnere i det hele taget) det ikke. Mange kvinder synes, at sex kan blive trukket alt for langt ud, så man går død i det undervejs.

Spørgsmål:

Hvorfor er det et tabu at være jomfru?

Det er et rigtig godt spørgsmål. Det handler vel igen om, at det hele handler om at kunne præstere, og hvis man er jomfru kan man ingenting, hvorimod den, der har dyrket sex fem gange, kan det hele? Nej, vel. Du kan være ligeså anspændt den femte som den første gang, hvis ingen af de forrige gange har været med fokus på dig, og du kan være lige så afslappet, som en, der har dyrket en masse sex, hvis du virkelig har lyst, og I har varmet godt op sammen.

Der er masser af fyre, der fantaserer om jomfruer og det at være den første. Der er også masser af kvinder, der fantaserer om at tage en ung mand/kvindes ‘mødom’. Og ja, så er der det modsatte, fordi der nødvendigvis skal tages lidt mere hensyn den første gang (eller den anden eller femte). Så du skal nok finde en at prøve sex første gang sammen med.

Der render desværre masser af unge mennesker rundt og tror, at de er den eneste, der “ikke har gjort det endnu”. Og jeg kender for mange så-drak-jeg-mig-fuld-og-fik-det-overstået-historier, og de er heller ikke gode.

Igen er der også noget med, hvilke historier man får fortalt sig selv. Om man tænker, at alle andre synes, det er pinligt, at man aldrig har dyrket sex. Det gør de ikke. Der kan være overraskelse osv, men de fleste mennesker er virkelig forstående i forhold til, at den slags emner er svære. Dem, der gør grin, kan man kun have ondt af.

Så jeg forstår godt, at du tænker, det er et kæmpe tabu. Hvis du selv er jomfru, er det måske det, der holder dig fra at gøre noget som helst. Men det er desværre altid meget værre i vores hoveder, end det er i virkeligheden. Og du kan jo vælge at fortælle én fortrolig det, og så én til. Når man siger tingene højt, kommer der luft omkring alt det farlige, og så har det farlige det med ikke at fylde helt så meget. Og du vil blive overrasket over, at beskeden kan modtages helt anderledes, end du havde forestillet dig. Måske med overraskelse, men også med forståelse. Du skal nok få dyrket sex, for du har hele livet til det.

Spørgsmål:

Tror du, at kvinders tendenser til at fake orgasmer påvirker mange mænd til at tro, de er bedre i sengen, end de er? Og at kvinder derfor får færre orgasmer/dårligere sex i sidste ende?

Det med at fake orgasmer er sådan en ærgerlig, dårlig cirkel at komme ind i. Som jeg sagde under foredraget, så forstår jeg godt, at man gerne vil være hjælper og få sin kæreste til at komme. Men man skal huske, hvem der har orgasmen, og at det er hendes orgasme, ikke din. Og at alt pres fra en partner sætter sig fast i hjernen, og så bliver der bare lukket ned, for ingen kan holde til at skulle præstere orgasmer for en andens skyld, og selv hvis man gerne selv vil, så er pres bare en dræber!!

Men tilbage til emnet. Jeg forstår også godt, at kvinder kan finde på at fake. Ærgerligt er det, men det er jo netop, fordi presset bliver for stort. Når I har været i gang, i hvad der føles som hundrede år, så er det ikke sjovt at måtte sige, at der altså ikke kommer til at ske noget – og så ender hun måske med at fake det. Men det er og bliver en ond cirkel, for nu skal du blive ved med at fake hver gang, eller hvad? Der er kvinder, der gør det i årevis. Tag hellere en snak og lær noget om, at der ikke er noget i vejen. Det er presset fra kæresten, der simpelthen sætter stop for alt, der skulle være en orgasme. Brug mig og den her tekst til at få gang i den snak, for det er svært, jeg ved det godt. Men du er nødt til at være afslappet og tryg, og du er nødt til at eje din egen orgasme. Din orgasme er din, og du kan ikke tvinge den frem. Og ja, det der onani er vejen frem. Men husk, at onani skal have tid. Man begynder ikke bare fra den ene dag til den anden, og når man begynder, er man ikke ekspert fra den ene dag til den anden. Sådan er det bare. Alting, der skal være godt, tager tid.

Men jo, det er da et problem, at han tror, det han gør, virker. Og så igen, for måske virker det. Måske ville det virke, hvis der ikke var alt det pres for at få den orgasme frem… han(hun) kan gøre alt det rigtige, men er modtagerens hoved ikke med – pga presset, så er der ikke noget at gøre.

Som landsdækkende TV-kanal følger der et stort ansvar med, når der sendes programmer om sarte, tabubelagte emner ud i æteren. Et rigtig stort ansvar. Blandt andet ansvaret for ikke at overbevise en 15-årig pige, om at hun er helt forkert sat sammen mellem benene!

 

Jeg er simpelthen nødt til at skrive noget mere om programmet “Udenfor: Intimkirurgi”.

 

Jeg forstår ikke, at man kan lave et program om intimkirurgi, når ens baggrundsviden (for mig at se) er så lille. Jeg synes, det er direkte uansvarligt.

 

Der var ingen anden trøst at hente for frustrerede kvinder end “du skal lære at elske dig selv”. Denne ene replik skulle forhindre unge kvinder i at få skåret deres indre kønslæber mindre – eller hvordan? Det burde være indlysende, at du ikke ændrer på den slags selvbillede gennem 39 minutters fjernsyn. Så nemt er det ikke.

 

Blandt de interviewede i programmet var der to kvinder, der havde fået skåret i deres kønslæber.

 

Den ene kvinde var meget sympatisk omkring, at hun ville ønske, hun havde elsket sig selv mere før indgrebet. Hun ville ønske, at hun var taget på en date, selvom hun ikke turde (af frygt for, at daten skulle ende med at se hende mellem benene). Så nemt er det aldrig. ”Jeg ville ønske” er ikke specielt effektivt over for den unge kvinde, der nu sidder derhjemme og ikke tør date.

 

Den anden kvinde havde fået formindsket sine kønslæber, men den ene kønslæbe var ikke groet rigtigt sammen efter operationen. Kvinden har formentligt dannet ekstra (følelsesløst) arvæv, men hun var glad for at have fået foretaget indgrebet. Hun ville ovenikøbet gøre det hele igen, hvis det skulle være. Havde de programansvarlige overhovedet interviewet denne kvinde inden? Kendte de allerede hendes holdning? Vidste de, at hun ville være bannerfører for at få opereret kønslæberne mindre? Vidste de, at denne kvinde ikke ville være til nogen hjælp overhovedet ift. at få kvinder til at gå uden om intimkirurgi og i stedet acceptere deres helt-som-de-skal-være kønslæber? Var det ikke hele meningen med at søsætte et sådant program? Som en kvinde på gaden sagde, handlede det om mangel på penge, når hendes veninder ikke var blevet opereret.

 

Nu var sidstnævnte (fejl)opererede kvinde anonym, så jeg vil tillade mig at komme med en lille analyse: jeg vil gætte på, at denne kvinde ikke har helt styr på sin egen seksualitet. Jeg vil også gætte på, at hun ikke får de orgasmer, hun kunne få. Og jeg vil gætte på, at det har været sådan både før og efter operationen af hendes kønslæber. Derfor ved hun ikke, hvad hun går glip af. Hun ved heller ikke, hvad arvæv betyder et så følsomt sted.

Jeg er klar over, at alt dette er gætterier! Jeg er også klar over, at der findes andre intimkirurgisk opererede kvinder, som er tilfredse og seksuelt aktive som før. Men er denne kvinde en god repræsentant i sådan et program? Ja, det havde hun vel været, havde den anden fløj også været repræsenteret. Den fløj, der elsker eller har lært at elske sine kønslæber.

Når vi taler intimkirurgi og i det hele taget mange dele af sex og seksualitet, skal du ikke ud på gaden og høre, hvad ‘folk’ mener – som det flere gange bliver gjort i programmet. I hvert fald skal du have noget tung faglig viden til at udligne. En ung kvinde fortæller om en pigeaften, hvor der blev talt om kønslæber, og hun vidste slet ikke, at der var et “facit” på, hvordan kønslæber skal se ud. Nej, men det ved hun nu, for hun har højst sandsynlig ikke anden viden til at veje imod.

At få tilfældige til at tegne et underliv (værten vil have dem til at tegne en vulva, men hun kalder det et underliv) kan man tænke, er meget sjovt. Der bliver tegnet det ene bud på en vulva efter det andet – uden et eneste sæt indre kønslæber, man faktisk kan se. Og ingen kommenterer det efterfølgende. Vulvaer uden synlige kønslæber er én udgave af en vulva. Langt de fleste udgaver har synlige eller meget synlige kønslæber. Det ville jeg da gerne, var blevet berørt.

Vulvaen er – for god ordens skyld – det, du ser, når en kvinde lægger sig ned på ryggen, spreder benene og giver dig lov til at kigge ind mellem hendes ben.

Intimkirurgi/kønslæber er blandt alle os almindelige mennesker et så vidensfattigt emne, at du er nødt til at have mennesker, der ved, hvad de taler om, til at udtale sig om det. Jeg ville fx meget gerne have hørt meget mere fra den offentligt ansatte gynækolog og rigtig meget mindre fra den privat ansatte plastikkirurg. Hvad har I tænkt på, NRK?

 

Hos den offentligt ansatte gynækolog har de programansvarlige brugt tid på – i denne forbindelse – helt irrelevante ting, som et medicinsk gynækologisk indgreb. En sådan operation og et plastikkirurgisk indgreb kan ikke sammenlignes, så hvorfor hører vi ikke hellere mere på gynækologens erfaringer? Der er derimod masser af skærmtid til plastikkirurgen.

 

På landsdækkende TV står en mand, der tjener store summer penge på at skære i raske menneskekroppe. Han får lov at sige ja til spørgsmål som: kan du operere dig til et bedre selvbillede? Og han får lov at gøre det uden modsvar. Værten siger ikke et kvæk, for – som vi virkelig fik etableret – var hun slet ikke i stand til at lave sådan et program. Hun var alt for påvirket selv. Men det er åbenbart godt TV – eller hvad?

 

Og som min mand så rigtigt påpegede: det er sådan et rigtigt SoMe-program. Det handler slet ikke om den 15-årige, der har ondt i livet og lader det gå ud over sine kønslæber. Det handler om værten selv. Værten er konstant på skærmen. Det er hende og hendes usikkerhed, vi hører om konstant. Og kære vært, jeg er ikke efter dig. Jeg har ingen lyst til at nedgøre dig, men det kommer desværre til at gå ud over dig, at jeg mener, at det her program er direkte uansvarligt over for den 15-årige og alle os andre for den sags skyld.

 

Men tilbage til plastikkirurgen. Han taler om “lidt for meget” kønslæbe. Hvorfor ikke kalde det “lidt mere” hos nogle end hos andre? Der er ikke ’for meget’ kønslæbe! Lad os nu øve os i at tale om tingene, så de ikke fra starten er negative! (Meget svært med det her program.)

 

Igen tilbage til plastikkirurgen, som gerne vil fremstå som en meget sympatisk mand. Det er tydeligt, at værten – som lader sig undersøge af plastikkirurgen – har små kønslæber, men plastikkirurgen formår at problematisere et lille stykke kønslæbe, der potentielt ville kunne ske at stikke ‘udenfor’. Som han siger, ville nogle trække på skuldrene over det lille stykke kønslæbe, men “jeg lytter til dig”. Og skovler penge ind på dårlig selvfølelse! Jeg synes, det er direkte kvalmende og uansvarligt TV, for igen er der intet modsvar.

 

Værten introducerer nogle gode spørgsmål og problemer i starten af udsendelsen, men ser man hele udsendelsen, bliver man svært skuffet. Værten og holdet bag formår ikke at svare på et eneste af de emner de præsenterer. Det her handler ikke om rottehaler eller ikke rottehaler. Det her handler om kønslæber eller ikke kønslæber – og altså dit sexliv. Jeg kunne begynde at fortælle om alle de kvinder, der er gået fra et sexliv fyldt med orgasmer til et orgasmeløst liv, fordi de ikke ville have deres ”enorme” kønslæber længere. Det er rigtig meget følelse at skære væk, når du formindsker kønslæberne.

Jeg kunne også hive fat i den offentligt ansatte gynækolog igen, der får sagt, at operationer af kønslæberne både kan give smerteproblematikker og arvævsdannelse – den slags vil du vel ikke risikere dernede, hvor alt er så følsomt af en grund. Gynækologen siger også, at skærer du for meget kønslæbe væk, giver det “store problemer”. Er det bare mig, eller skal en journalist ikke være nysgerrig på, hvilke “store problemer”, der er tale om? Jamen, kan det blive dårligere journalistik?

 

Jeg sad hele programmet og ventede på, at nu måtte der da komme en sexologisk faglig person og hjælpe – når nu vi ikke skulle høre om kvinder, der er glade for deres kønslæber og aldrig ville skære i dem.

 

Og det kom der også. Hun fik nok to minutter. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad de har skåret væk af det, hun sagde. Pointen med ikke at kalde det skamlæber er fin, men du kan ikke sammenligne et ansigt og en vulva i forhold til forskellighed fra menneske til menneske. Det ene område er simpelthen alt for tabubelagt, og derfor kan forskelligheden føles markant værre, når det handler om det, du har mellem benene.

 

Under hele denne samtale kommer det igen til kun at handle om værten for programmet i stedet for den 15-årige, der ser med og i sit hoved har de helt forkerte kønslæber – men hun har ingen at tale med det om, fordi det er for svært. Der er endda stor sandsynlighed for, at hun ikke aner, at det er hendes kønslæber, hun er vred på. Hun har konstateret, at der “hænger” noget mellem hendes ben, og ja, det kan se mystisk ud, når man er uden nok viden og desuden forsøger at se det med lys fra loftet, stående med en fod oppe på toilettet og ingen mulighed for rigtig at kunne se, hvad der sker mellem ens ben.

 

Sexologen mener, at værten skal normalisere sine kønslæber. Og det skal hun gøre ved at kigge i en bog med billeder af vulvaer. Sexologen og værten kigger på billeder. Sexologen kalder værtens kønslæber nydelige, og siger, at hun er ”helt normal”.

 

Men så står vi der igen. Hvad med gruppen af kvinder, der ikke kan normalisere deres kønslæber, fordi deres kønslæber ligger uden for normen? Så må man være virkelig forkert eller hvad? Og det kræver ikke mange tanker at komme frem til, at en 15-årig, der har set sig gal på sine kønslæber helt sikkert for længst har placeret sig selv i gruppen af kvinder med kønslæber, der ligger (langt) uden for normalen. For hvem skal fortælle hende andet?

 

Men det handler om værtens kønslæber. Og det er hende, der kommer ned ad trappen og synes, samtalen med sexologen har været ”opløftende”. Jeg tror, den 15-årige er begyndt at tælle sine sparepenge og regne på, hvor mange aviser, der skal ud, inden hun kan blive opereret.

 

Jeg har sagt det så mange gange, at det ikke kan tælles, og jeg siger det igen: Skal vi snart lære noget om sex og seksualitet? Skal vi snart tage det alvorligt?

 

Min største anke mod det her program er og bliver:

Hvor er alle de kvinder, der elsker deres indre kønslæber – store som små. Alle de kvinder, der får orgasme på orgasme, hvilket kønslæberne også er en del af. Hvor er de henne i det her program?

 

Og hvorfor får vi ingen viden om, hvad kønslæber og alt andet i kvindens underliv kan, og hvorfor man skal undgå at operere på en rask krop?

 

Emnet var intimkirurgi. Men for mig er det direkte uansvarligt over for den unge kvinde eller pige – der sidder og føler sig “grim og klam”, fordi hun ikke ved, at hendes kønslæber er lige som de skal være – at vi ikke starter, hvor vi er nødt til at starte i vores sexvidensløse samfund: hvorfor har vi kønslæber, hvordan ser de ud, og hvilke tusind overvejelser skal du gøre dig, inden du skærer i dem?

 

 

***

***

***

 

 

Jeg har lige set “Indenfor: Intimkirurgi” fra NRK på DR. Jeg har været nødt til at slette flere dele af den her tekst, fordi jeg blev så vred over, hvordan man kan lave sådan et program. KOM NU!

Tænk at give en kirurg så meget taletid.

Jeg har en idé om, hvad du følte, efter at kirurgen undersøgte dig, kære vært: Du følte dig forkert og ikke god nok! Fordi det var det, du hørte. Jeg hørte derimod, at du har fine, små kønslæber – og jeg har set rigtig mange kønslæber! Der er INTET at komme efter hos dig i forhold til ‘idealet’!

Læs om din vulva: blandt andet kønslæberne

Tænk at lade den kirurg sige på NRK, at man kan opereres til et bedre selvbillede. Og tænk, at de sluger den.

Tænk at værten lader sig undersøge af en mand, der tjener store summer (i Norge) på at FJERNE kønslæber.

Tænk at lave et program om INTIMKIRURGI UDEN at nævne ord som ORGASME og FØLSOMHED I KØNSLÆBERNE, og hvordan de to ting hænger sammen. NEJ NEJ NEJ NEJ!

Har I ingen sexkyndige mennesker i Norge, eller har de programansvarlige bare ikke kunnet finde dem. Værten (og co.) har vel ikke engang ledt, for værten ved ikke, hvad hun taler om, for det er der aldrig nogen, der har lært hende. Du kan ikke engang bebrejde værten… eller ALLE DE MENNESKER, der har været med til at lave det program. VI VED IKKE EN S***!

For du må meget undskylde, kære norske sexolog, der fik ca. 2 minutter til sidst, men at du konstaterer, at værten har fine kønslæber, sender hende kun over i den “rigtige” kategori. Alle de andre, der ser programmet, der ikke engang har turdet kigge på deres kønslæber selv, føler stadigvæk, at de sidder i den “forkerte” gruppe af UFINE kønslæber.

I kunne ligeså godt have lavet et skærmbillede, der en halv time viste ordene: “Du er forkert. Se nu at få skåret de kønslæber af.”

SKAL VI SNART LÆRE NOGET OM SEX OG SEKSUALITET?

Hvor mange gange har jeg mon skrevet de ord?

Du er nødt til at fortælle mig, hvad du får ud af at tage et billede af den is, du lige har købt. Du er nødt til at fortælle mig det, så jeg kan forstå det. For jeg er meget langt bagud lige dér!

Der har lige stået tre unge mennesker og taget billeder af deres netop indkøbte is. I går var det en bil, hvori passageren havde travlt med at tage billeder af sig selv med en arm ud ad vinduet. Forleden var det en selfie midt på Elmegade. Så bliver det pludselig også farligt.

Og når så billedet er taget, skal der også bruges tid på at poste det. Eller hvad? For jeg har netop lært, at billederne gerne skal passe sammen, så måske sørger man for at tage mange billeder og poster dem så først senere, når man kan se, hvad der passer sammen. Eller hvad?

Så kan man selvfølgelig gøre det, når man er alene. Eller hvad? For det tager også tid, når billedet er taget og så først skal postes. Især, hvis det skal passe ind. Så er det selvfølgelig heldigt, hvis man gør det alene, eller hvis ens venner også har travlt med det samme, så ingen skal stå og kede sig.

Jeg skulle engang i teatret og fik en kop kaffe først. En mor sad med sin datter. Moren brugte lang tid på at tage et billede af datteren og hendes kakao. Bagefter brugte hun resten af tiden, indtil det var teatertid, på at poste det her billede. Datteren så ikke specielt forstyrret ud over det. Hun brokkede sig ikke. Det var fristende at tænke, at hun var vant til det.

Jeg var engang til en koncert, hvor en far og hans datter var med. Faren sad lige ved siden af mig. Han sad og kiggede i sin telefon under hele koncerten. Fra start til slut. Hans datter dansede rundt foran musikerne. Hun dansede vildere og vildere, mens hun kiggede på sin far. Til sidst stod hun helt oppe hos musikerne, men det hjalp bare ikke. Far havde måske en ny date/et nyt job/en instagram-profil, der var vigtigere. Det ved jeg ikke. Men jeg blev vanvittig ked af det på pigens vegne.

Er det gammeldags, overdrevet eller noget helt tredje at blive provokeret af det?

Jeg forstår det bare ikke.

De tre unge mennesker, der lige har stået ude foran vinduet, hvor jeg sidder, er gået. De hyggede sig med at tage billederne. Grinede meget. Måske er det det, det kan? Måske handler det som sædvanlig om at føle sig som en del af noget. Måske kan de godt holde op med det, når de bliver forældre. Måske kan de ikke. Lige meget hvad forstår jeg det stadigvæk ikke. Jeg forstår det slet ikke. Overhovedet.

Det er altid nemt at tale grimt om andre. Det kan føles nærmest nødvendigt, når ens selvfølelse taler med, og den, det går ud over, er en konkurrent til klassens flotte fyr. Jeg var på café og måtte tage mig selv i at lytte til to gymnasiepigers snak – og bashing!

Det startede med, at jeg bemærkede dem, fordi de havde det sjovt og grinede højt. Skønt, når man selv sidder fast i arbejde (som var det, jeg burde lave lige nu!).

Men jeg blev fanget, da grinene endte og blev afløst af ren bashing. Af kvinder fra to kvinder.

“Hun er fucking grim!”

“Hans kæreste bliver fucking jaloux, men jeg er da ligeglad.”

Det handler kun om andre kvinder. Det handler meget lidt om de fyre, de to unge kvinder (så vidt jeg forstod) gerne vil være sammen med. I den her samtale har der ikke været noget negativ snak om de mænd. De er ret fantastiske. Men andre kvinder omkring de her mænd: fucking dit og fucking dat af negative fraser.

Er vi virkelig ikke nået længere?

Øv.

Jeg citerer igen Madeleine Albright: “There’s a special place in hell for women who don’t help each other.”

Og jaja, de går i gymnasiet…

Samtykke er lidt ligesom kondomer. Man har alle de rigtige intentioner, men alt for ofte ender man med ikke at få det brugt.

Jeg er hverken psykolog, sexolog eller noget som helst andet. Jeg har intet overhovedet videnskabeligt grundlag for at skrive, hvad jeg skriver. Jeg har ikke engang fulgt særlig godt med, og jeg er super bagud i at komme med mit besyv. På trods af ovenstående vil jeg have lov til at dele min mening. Du skal have lov til at lade være med at læse den.

Jeg forstår ikke, hvordan man kan lovgive om samtykke ved sex? Så kærestepar skal også samtykke, hver gang de skal have sex? Og ægtepar? For her sker der også overgreb!

Jeg ser bare ikke den 16-årige pige, der er sammen med årgangens flotteste fyr, sige højt, at hun pludselig ikke samtykker? Hører du den 16-årige dreng, der er fuldstændig ude af sig selv over at skulle have sex, spørge? Og skal fyren ikke også have lov at samtykke? Nej, han har altid lyst til sex. Det glemmer jeg hele tiden.

Åååh, jeg synes, det er frustrerende, at vi ikke starter det rigtige sted. LÆR NU DE UNGER NOGET OM SEX OG SAMTYKKE, SÅ DE IKKE ER NØDT TIL AT SPØRGE OM SEX OG SAMTYKKE!

Samtykke er lidt ligesom kondomer. Man har alle de rigtige intentioner, men alt for ofte ender man med ikke at få det brugt.

Jeg har lige booket foredrag for foråret. SKØNT! I den forbindelse kom jeg i tanke om den her anbefaling fra Højskolebladet og rektor på Idrætshøjskolen i Aarhus, Henrik Løvschall. TAK for den!

Tryk på billedet for at se anbefalingen i Højskolebladet… og der er flere anbefalinger, hvis I skulle være nysgerrige. Skriv en kommentar; jeg sender dem gerne ud!

Jeg er hverken psykolog, sexolog eller noget som helst andet. Jeg har intet overhovedet videnskabeligt grundlag for at skrive, hvad jeg skriver. Jeg har ikke engang fulgt særlig godt med, og jeg er super bagud i at komme med mit besyv. På trods af ovenstående vil jeg have lov til at dele min mening. Du skal have lov til at lade være med at læse den.

Jeg synes, #metoo er vigtig. Rigtig vigtig. Det er den, fordi der er en hel kultur her at ændre. En kultur, hvor mænd praler, og kvinder holder kæft og (måske) stiger lidt i graderne.

Der ligger også en anden problematik her: omkring mænd, der kun har ét sted at sende frustrerede følelser ud. Gennem pikken. De har aldrig lært andet, og de har aldrig fået lov til andet. Du kan sende så og så mange følelser ud ved at slå på noget (eller nogen), men så er der alle de følelser, der kræver et andet menneske. (Hvorfor onani er godt, men det kan bare ikke det samme.)

Jeg er (næsten) sikker på, at (sex)misbrugeren er en uddøende race i den vanvittige Weinstein-udgave, men fænomenet er over alt. For sex giver plads. Især i hovedet. Der bliver lige ryddet op et kort øjeblik.

Men men men, det er selvfølgelig ikke en undskyldning for noget som helst! Langt de fleste mænd har ikke behov for at behandle kvinder nedladende, og de kan udtrykke sig på andre måder end gennem en udløsning, så KOM NU! #metoo er et styk tiltrængt wake up call! Grib den!

 

Spørgsmål fra 7. klasseselever:

 

Hvorfor får piger menstruation?

 

Det gør de, fordi de nu kan blive gravide og lave børn. Deres æggestokke er begyndt at sende et æg af sted ca. én gang om måneden, og det betyder, at der flyder et lille bitte æg ned i pigens livmoder, og der sætter det sig fast. Når ægget ikke bliver befrugtet (altså, når der ikke kommer en sædcelle og finder vej ind i ægget), så afstøder kroppen ægget og det blod, der har samlet sig rundt om ægget. Kroppen sender altså ægget og blodet ud af kroppen, fordi det ikke skulle bruges, og det er det, vi ser som menstruation. Men spørg gerne jeres biologilærer om den slags. Jeg har ikke ligeså godt styr på det, som de har.

 

 

Er det forkert, hvis man har lyst til at kysse med drenge i vores alder?

 

Nej, overhovedet ikke. Det bestemmer du, om du har lyst til og ingen andre. Det er hverken forkert at have lyst eller slet ikke at have lyst. Det hele handler om, hvordan du har det selv. Hvis du rigtig gerne vil kysse en dreng eller pige, så må du jo se, om der er nogen, der er med på den. Så længe du holder fast i, hvad du har lyst til og siger fra, når du ikke har lyst mere, så er alt godt. Det behøver ingen andre blande sig i på den negative måde.

 

 

Mine kønslæber er virkelig store og nogle gange kan man se det igennem mine underbukser. Jeg synes, det er mega pinligt.

 

Husk, at du er meget opmærksom på din krop. Det er alle de andre også på deres egne kroppe. Derfor er det ret sikkert, at ingen har lagt mærke til det ud over dig selv. Jeg har set rigtig mange piger og kvinder med og uden tøj, og jeg har aldrig prøvet, at jeg kunne se nogens kønslæber gennem deres underbukser. Derfor er jeg 99,99% sikker på, at man heller ikke kan se dine. Jeg kender godt, at man kan få den slags ind i sit hoved og så tro på det.

Og husk så, at jo større kønslæberne er, jo mere følelse skaber det mellem dine ben. Det kan du måske være ligeglad med nu, men det bliver du rigtig glad for senere, hvis du husker på det.

Og som jeg sagde: kønslæber er forskellige, men de er alle lige rigtige. Både de små og de store.

 

 

Hvor lang er en pik ca. i vores alder?

 

Det kan jeg faktisk ikke rigtigt fortælle dig. Men jeg kan fortælle dig, at fyrenes pikke vokser gennem deres pubertet og er altså først helt færdige med at vokse, når puberteten er overstået.

 

 

Plastisk-dildo (eller hvad man kalder det) er de rare? Er der glidecreme eller hvad?

 

Når det gælder sexlegetøj (fx dildoer), så vil jeg mene, at det behøver I slet ikke tænke på endnu. Det kan I begynde at eksperimentere med, når I bliver voksne og altså om mange år fra nu. Det bestemmer jeg selvfølgelig ikke, men det er det, jeg vil anbefale. Hvis man gerne vil prøve at stikke noget op i sin skede, så kan man gøre det med sin egen finger. Det er meget bedre at starte der og gøre det for eksempel, når man er i bad, eller når man skal sove.

Der er ikke glidecreme på sexlegetøj, men det kan man selv smøre på.

 

 

Er der nogen pornosider, der er ulovlige?

 

Jeg skal indrømme, at jeg har ikke så godt styr på det, men ja, det er der helt sikkert!

 

 

Hvordan slår man skedeprutter?

 

Skedeprutter er helt ufarlige og helt almindelige. Der sker simpelthen det, at man får luft op i skeden. Det kan ske på alle mulige tidspunkter, men det er mest, når man har sex, at det sker. Som jeg har fortalt jer, er skeden klappet sammen, når den ikke er ’i brug’. Når man dyrker sex, bliver skeden udvidet af pikken. Så kan det ske, at man får lavet en lille åbning mellem skedevæggen og pikken, og derind kan der blive trukket lidt luft. Når der kommer luft ind i skeden, kan det kun komme ud igen den samme vej. Det vil sige, at når man se bevæger sig, bliver luften trykket ud igen, og det kan give en lyd, der minder lidt om en prut.

Der er nogen, der synes, det er vildt pinligt. Jeg syntes selv, det var vildt pinligt, den første gang jeg prøvede det, men nu er det bare noget, der sker engang imellem, og min kæreste er helt ligeglad, for det gør jo ikke noget.

Det bedste I kan gøre, er at grine af det, for det sker for alle. Jeg ville ønske, at jeg bare selv havde grinet højt af det, for så havde min kæreste dengang helt sikkert grinet med. Men igen, det kan vare meget længe inden nogen af jer oplever det, og det er ikke noget, man behøver at være nervøs for.

 

 

Er det forkert at bruge push up-bh?

 

Nej, slet ikke. Det bestemmer man helt selv. Hvis du synes, det er fedt med en push up-bh, så skal du da gå med sådan en. Og hvis andre synes, at de skal kommentere på det, så kan det være, at I skal have en snak om, at den slags bestemmer man altså selv. Alle andre kan jo også gå med push up-bh, hvis de vil, og hvis de ikke vil, er det op til dem. Engang imellem er det også vigtigt at tale om, at man ikke skal blande sig i andres beslutninger. Du bestemmer over din krop, og alle andre bestemmer over deres egne kroppe. Det gælder også, hvilket tøj man tager på. Det bestemmer man selv.

 

 

Er det forkert at bruge g-streng? Jeg føler, at man bliver dømt, hvis man gør det?

 

Det er ligesom med push up-bh’en. Det er helt op til dig.

Når det så er sagt, så ville jeg ikke selv gå med g-streng hele tiden. Det lidt hårdt for huden mellem ballerne, at den der streng hele tiden sidder der imellem. Hvis du meget gerne vil gå med g-streng, så gør det engang imellem, men jeg ville skifte lidt. Det er rarere for din hud at have trusser på.

 

 

Er det normalt at se lesbisk porno, selvom man ikke er til kvinder?

 

Ja, det er faktisk helt normalt. Der er rigtig mange både voksne og unge kvinder, der ser porno med kvinder.

Bare husk, at porno er skuespillere, der dyrker sex, og der er tænkt rigtig meget i belysning og kameravinkler osv. Det er ikke det samme, som når man dyrker sex selv. Derfor behøver man heller ikke efterligne det, man ser i porno.

 

 

Hvorfor får vi ikke seksualundervisning med drengene? Det er jo helt normalt?

 

Ja, det har du helt ret i. Det er en beslutning, som arrangørerne af lejrskolen har taget. På mange måder ville det være fint at have det sammen, men der ville nok blive en hel del uro, fordi det er et emne, vi taler alt for lidt om, og der sker virkelig meget i jeres kroppe og med jeres seksualitet her de næste år. Der er forskel på, hvad der sker for drenge og piger, når de går i puberteten, så det har nok også noget med det at gøre, selvom det er godt at vide noget om både drenge og pigers udvikling.

 

 

Er det normalt, at når man er tynd, så udvikler man ikke bryster lige så hurtigt, som andre lidt mindre tynde?

 

Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg ikke så meget styr på det, for det handler rigtig meget om hormoner, og så bliver det lidt læge-fagligt. Det er det kvindelige kønshormon, østrogen, der bestemmer, hvor store ens bryster bliver, men bryster består primært af fedt, så det giver mening, at meget tynde piger ofte ikke har så store bryster. Men brysterne vokser gennem hele puberteten, så det varer mange år, inden I ved, hvordan jeres bryster kommer til at se ud. Alle slags bryster er lige rigtige, husk det.

 

 

Hvordan snaver man?

 

Man snaver eller kysser ved at lade sine læber røre en anden persons læber. Jeg plejer at fortælle, at den første gang jeg selv kyssede, var jeg lige ved at tisse i bukserne over det, for hvad skulle jeg gøre? Men jeg gjorde bare det, at jeg efterlignede den, jeg kyssede med. Nu var det en dreng jeg kyssede med, så da han lænede hovedet frem og førte sine læber mod mine læber, gjorde jeg det samme. Så rørte mine læber hans, og så forsøgte jeg at efterligne de bevægelser, han gjorde med sine læber.

Jeg kan huske, at jeg også tit øvede mig på min egen hånd. Så prøvede jeg at kysse den og lod som om, det var en anden person.

Man kan også bruge tungen, når man kysser, men i første omgang kan man bruge sine læber.

For mange af jer vil det gå helt af sig selv, og jo mere, man gør det, jo mindre tænker man over det. Husk, at man ikke skal være ekspert i noget fra første gang, man gør det. Vi kysser alle forskelligt, og det er helt, som det skal være. Man kan sagtens lære at tilpasse sit kys til en anden person, så det der med, at man kan mærke, at det er helt fantastisk, og man passer sammen, første gang man kysser nogen, det er langt fra alle, der oplever det.

 

 

Hvordan kan et kondom springe?

 

Som jeg vist også fik sagt til jer, så er det der med et kondom, der springer, ofte en dårlig undskyldning. Men ja, det sker, og det sker mest, fordi der er kommet luft i kondomet. Derfor er det altid godt lige at tjekke, at der ikke er alt for meget luft ude i spidsen af kondomet. Der kan også være andre grunde: at man bruger sine negle for meget, når kondomet skal på, eller man bruger sin tænder til at åbne kondomet. Men kondomer er ret elastiske, så de kan holde til en del.

 

 

Jeg vil gerne have en god røv, fordi at alt drengene vil have, er en god røv.

 

Husk, at der kan være forskel på det, en dreng føler, og det han siger højt i klassen eller andre steder. Det kan være rigtig nemt for nogle drenge at gå og råbe op om gode røve. Det kan til gengæld være rigtig svært at sige, hvis man er vild med en, eller at man også er usikker på hundrede tusind ting. Det gælder også alle de drenge, der råber højt om gode røve. Så lad være med at lægge alt for meget i alt det, der bliver råbt.

Og hvad er en god røv? Det kommer jo fuldstændig an på, hvem du spørger. Der er masser af forskellige numser, og alt efter hvem du spørger, er der forskel på, hvad der er en god røv. Jeg er helt sikker på, at du allerede har en god røv. Jeg tror måske bare ikke helt, at du ved det endnu.

 

 

Har drenge lettere ved at få en orgasme?

 

Det er en meget lang snak at begynde at tale om orgasmer. Men drenge har ofte lettere ved at få en udløsning, end piger har ved at få en orgasme. En udløsning er pikken, der sprøjter sæd ud, når pikken er blevet stimuleret længe nok. Det kan være ved onani eller sex. En udløsning føles også dejlig, men det er ikke en orgasme.

 

 

Hår forneden. Turn on eller off?

 

Det kommer fuldstændig an på, hvem du spørger? Der er lidt en bølge af, at man ikke må have hår forneden – altså mellem benene, men det er vigtigt at understrege, at du bestemmer over din egen krop, og mange partnere skal bare lige lære, at hår ikke er så slemt. Det er blevet en stor ting, som i virkeligheden bare kræver, at man prøver det og opdager, at det ikke er hårene, der betyder noget. I porno er der ikke meget hår – der er faktisk næsten ikke noget hår overhovedet, og derfor er der mange, der tænker, at det er sådan, det skal være. Men igen skal vi ikke dyrke sex ligesom i porno, så det er helt og aldeles op til en selv at bestemme.

 

 

Drengene taler rigtig grimt til mig. De siger f.eks. skøge, luder eller so. Det gør mig ikke ked af det, men jeg synes på en måde, at det er forkert.

Jeg giver dig helt ret. Det er helt forkert. Det må du holde fast i. Det er helt forkert at sige sådan nogle ord til dig. Der er desværre en hel masse seksuelt nedladende ord at bruge om kvinder. Fx skøge og luder, som du nævner. Det er ord, vi skal holde op med at bruge, og man skal i hvert fald ikke råbe dem efter nogen i 7. klasse.

Jeg ville ønske, at I piger ville stå sammen om at få sagt fra til drengene. Det gælder også de piger, der er bange for at gøre drengene sure. Det er aldrig i orden at kalde andre “skøge” eller “luder”, og det skal I støtte hinanden i at gå imod. Der er også masser af drenge, der ikke synes, det er i orden at bruge den slags ord, så dem kan I jo tage med i jeres gruppe, og så kan I stå sammen om at sige fra. Det er ikke i orden! Det er slet ikke i orden, og dem af jer, der ikke synes, det er i orden, I skal stå sammen og gå imod det. Det er faktisk vigtigere, end man lige tror.

Desværre er der en tendens fra nogle voksne til at slå det hen: ”de mener det jo ikke så slemt” eller ”det er jo bare drenge-streger”, men det er ikke i orden. Det er faktisk overhovedet ikke i orden, for det giver en idé om, at det er ok for drenge at tale sådan til piger, mens pigerne sjældent kalder drengene noget den anden vej. Det er helt forkert. Ingen skal kalde nogen noget nedladende.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at flere skoler tog det op i de forskellige klasser og talte om, hvad det egentlig betyder. At det godt kan være, at det ikke er hårdt ment, men ordene er sagt, og de kan ikke trækkes tilbage, og jo flere gange man siger dem, jo mere okay bliver de at sige. Og de er ikke okay. Derfor skal det tages op, så ingen føler, at de kan tale sådan til andre. Du kalder dem jo heller ikke ”trækkerdreng” eller ”slappe pik” eller hvad der kunne sendes den anden vej. Det ville jo være fuldstændig latterligt. Men det er ligeså latterligt at sige ”luder”. Det er faktisk dybt nedladende. Det er alle nødt til at forstå.

 

Kan du ikke spørge med håndsoprækning, hvor mange der har menstruation?

 

Jeg kan godt forstå, at du er nysgerrig, men det ville jeg ikke have bedt om. Der er masser af piger i 7. klasse, der endnu ikke har menstruation, og det er helt normalt, ligesom det er normalt at have fået det. Det skal nok komme til alle.

 

 

Er det normalt at dyrke sex i vores alder?

 

Om det er normalt eller ej kommer hurtigt til at handle om, hvorvidt det er rigtigt eller forkert. Det er lidt svært at svare på, for der er 13-årige, der dyrker sex, fordi de har lyst til det, men det er simpelthen ulovligt at dyrke sex, når man er under 15, og det er jeg så også nødt til at forholde mig til. Gennemsnitsalderen er 16, så det er der, flest dyrker sex første gang.

 

 

Hvad betyder det at give finger?

 

Det betyder, at en person stikker en finger op i skeden på en pige/kvinde. Det er der ikke noget galt i at prøve, hvis begge personer er helt med på den, men det er også altid tilladt at sige, at det har man ikke lyst til at være med til. Husk, at I går i 7. klasse. Der er mildest talt masser af tid til at prøve alt det, så tag det roligt og fokuser på, hvad du har lyst til.

 

 

Jeg er i tvivl om jeg er klar til at dyrke sex?

 

Hvis du er i tvivl, skal du nok give dig selv lidt mere tid til at mærke efter, om du faktisk har lyst. Det er bedre at give det mere tid end at springe ud i noget, du ikke er klar til. Hvis du har en kæreste, der gerne vil, er det endnu mere vigtigt, at du mærker efter, hvad du egentlig synes. Husk, du har hele livet til at dyrke sex. Og så skal jeg selvfølgelig huske at sige, at det egentlig er ulovligt at dyrke sex, før man bliver 15.

 

 

Kan man dø af en kønssygdom?

 

Det kunne man i gamle dage, men nu har vi medicin, man kan tage imod kønssygdomme.

 

 

Hvordan ved man om man ikke kan få menstruation?

 

Nu er jeg ikke læge, så mit bud er, at du bare skal have noget mere tid, så kommer din menstruation. Det er ikke unaturligt ikke at have fået menstruation i 7. klasse, så bare giv det noget mere tid.

 

 

Hvordan ved man om man har en kønssygdom?

 

Nogle kønssygdomme – herpes og kønsvorter – giver blærer og små blomkålslignende vækster på huden. Klamydia gør ikke, så den kan man ikke vide, at man har. Derfor er det vigtigt at bruge kondom, for det er den eneste form for beskyttelse, der beskytter mod kønssygdomme. Det kan derfor være nødvendigt at gå til lægen, hvis man har mistanke om en kønssygdom, men sandsynligheden for at få en kønssygdom i 7. klasse er ikke så stor. I plejer at være gode til at bruge kondom, når I starter på sex.

 

 

Hvorfor får man mavekramper?

 

Det er nok bedre at spørge en læge, men det kan skyldes menstruation, eller det kan skyldes, at der snart kommer menstruation. Men igen, jeg er ikke læge, så jeg er ikke helt egnet til at svare på det.

Hvis du dyrker sex, og det er med en dreng, kan fornemmelsen af mavekramper godt skyldes, at hans pik støder op i din livmoder(hals). Det kan godt give en ubehagelig fornemmelse efterfølgende, men det er nok ikke det, der er problemet.

 

 

Hvornår kan du blive gravid og hvornår kan du ikke?

 

Du har meget lille sandsynlighed for at blive gravid, når du bruger kondom, så det er en rigtig god idé. Du kan ikke blive gravid, når du har menstruation, men du skal ikke mange dage før eller efter, når chancen er der igen. Midt imellem to menstruationer har du ægløsning, så da er der størst chance (eller risiko) for at blive gravid. Men brug kondom, så behøver du ikke tænke så meget på det.

 

 

Knepper man hvis man får eller giver finger?

 

Sex er alle mulige former for sex, og at give finger er også en form for sex. Man plejer at sige, at man ikke har sex, før man har haft samleje, men det kommer lidt an på, hvem man spørger. Og egentlig er det vel lidt lige meget, for det hele handler mest af alt om, hvorvidt man har lyst til det eller ej.

 

 

Kan man virkelig være rigtigt forelskede i 7. klasse… altså hvis man nu er kærester i 7. klasse elsker man så hinanden?

 

Det kommer helt an på den person, det sker for. Hvis personen der har en kæreste, virkelig føler sig forelsket og måske ligefrem elsker sin kæreste, så er det en virkelig følelse for den person, og det må alle andre respektere. Det vil sige, at det er strengt, når voksne eller kammerater nedgør en pige eller dreng fra 7. klasse, der føler sig forelsket eller elsker en anden person. Det er kun personen selv, der ved, hvordan det føles.

 

 

Noget om forelskelse…

 

At være forelsket kan være både fantastisk og helt og aldeles pinefuldt. Det er fantastisk, når personen, man er forelsket i, gengælder den forelskelse, og det kan være frygteligt, hvis personen ikke gengælder, og man føler sig som et nul. Det gode er, at selvom man lige nu føler, at den person er den eneste vigtige i hele verden, så går det over på et tidspunkt – hvis det ikke bliver gengældt – og man forelsker sig måske i en anden, som så gengælder det.

Forelskelse kan føles meget fysisk. Altså, man kan virkelig mærke det i kroppen. Man kan blive helt svimmel, prikken i kroppen, ondt i maven eller sommerfugle i maven. Man kan være glad eller jublende lykkelig det ene øjeblik og vred det næste og ked af det det næste igen, men det er sådan, det er, og der er ikke noget galt med dig eller andre. Man kan bare godt blive lidt skør i hovedet af at være forelsket. Det er helt ok.

 

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: