#metoo er blevet 1 helt år. Men kan den lille gå… eller i det mindste kravle?

Mandeforsker, Kenneth Reinicke, har lige skrevet en bog om, hvorfor #metoo har slået mindre igennem her end i andre lande. Vores danske frisind står i vejen. Vi spænder ben for os selv.

Jeg har før været efter det danske frisind, fordi det sætter ordet “snerpet” så let anvendeligt i munden på os alle sammen. Det er svært at være feminist og blive taget alvorligt i Danmark på én og samme tid, og det er også svært at sige fra, når m/k får klap i numsen – eller andre steder – en aften i byen. “Tag det som en kompliment” er kvalmende almindeligt.

Men jeg synes nu alligevel, at der er sket noget. Jeg synes fx, at der er flere mænd, der efterhånden har overtaget at lyde “skingre” i deres argumenter mod #metoo. Ordet “skinger” har ellers altid været forbeholdt vrede kvinder, der blev så ophidsede, at de kom op i et stemmeleje, der åbenbart er “skingert”. Nu er det en bestemt gruppe mænd, der føler sig så angrebet, at de når op i et stemmeleje, hvor de bliver “skingre”. Jeg synes, der er sket noget lige der. Lige der i stemmelejet.

For det er virkelig et håb for mig. At alle de m/k, der er for #metoo, også tør tage stemmen ned og tale helt almindeligt, for det er ens egen usikkerhed, der sender stemmen på himmelflugt.

Jeg synes i hvert fald, at #metoo har givet mig en tro på, at jeg hverken er snerpet eller skinger. Det er faktisk helt okay at kræve gensidig respekt.

Måske har vi ikke flyttet os så meget i Danmark, men lidt har også ret. Og når jeg ser på de kvinder, der finder #metoo frem i lande, hvor ligestilling er en lodret mur uanset, hvordan du vender og drejer dig, så bliver jeg simpelthen så glad, og så er det det hele værd!

Kravlestadie, men fremad går det dog…