Archives for posts with tag: voldtægt

Shani Pedersen fortæller i denne artikel fra Information om en nat med en fyr, der har lagt sig til at sove i hendes seng. Han gør tilnærmelser og på et tidspunkt vender Shani Pedersen røven i vejret, og han dyrker sex med hende. Læs selv artiklen.

Jeg havde lyst til at kaste op flere gange, da jeg læste artiklen. Jeg har også lyst til at kaste op nu.

Jeg har ikke tænkt mig at udtale mig om, hvorvidt han skal dømmes for voldtægt, men min lyst til at kaste op siger vel et og andet.

Jeg har til gengæld lyst til at dele dette billede, som desværre er så godt som ulæseligt, og som jeg har lånt af sexolog May Hagedorn, der har lånt det af en amerikansk sociolog, som jeg desværre ikke kan finde navnet på længere:

Spørgsmålet fra den amerikanske sociolog går noget i retning af: hvad tager du af forholdsregler for ikke at risikere at blive udsat for seksuelle overgreb i din dagligdag.

Kolonnen til venstre er mændenes svar. Hvis I ikke kan se det, er der ét svar: “Intet. Jeg tænker ikke over den slags.”

Kolonnen til højre er kvindernes svar. Der er en lang liste: Jeg har altid min telefon med. Jeg har en peberspray. Tager ikke på løbetur om aftenen. Har styr på min drink osv.

Jeg har aldrig tænkt over før, at jeg også tænker over det. Selv om jeg føler mig tryg her i København, så tænker jeg over det.

Hvis jeg er alene hjemme, tjekker jeg, om døren er ordentlig låst. Jeg tager min telefon med, når jeg skal ud, og det er mørkt. Når jeg går alene på gaden og det er mørkt, tænker jeg på de tricks, jeg lærte til et selvforsvarskursus i USA, som alle kvinder i området, jeg boede i, blev indbudt til, fordi der var en serievoldtægtsforbryder på spil og muligvis også en såkaldt copycat. “Gå efter øjnene, næsen, munden, halsen, skinnebenene, spark ham i haserne og selvfølgelig: spark ham i skridtet. Alle bløde steder er oplagte.

Listen fra de her kvinder er lang! Og den kunne nemt blive længere.

For mænd, der oplever overgreb, bliver samme liste helt sikkert også aktuel!

Jeg tror, Shani Pedersen vendte røven i vejret – bevidst eller ubevidst – fordi hun var bange for, at hvis hun for alvor satte sig op og sagde fra, så kunne det blive et overgreb af de ekstra grimme og voldelige. Det er slet ikke sikkert, men jeg tror desværre, at mange kvinder er så vant til at bruge deres kroppe for andres skyld, at “det kan jeg godt lige overleve” ubevidst får plads, til gengæld for det der måske kunne ske. Altså, det ekstra grimme, voldelige overgreb.

Og helt ærligt. Jeg tror ikke, at det var sket. Jeg er faktisk så naiv og godtroende at tro på, at han ikke havde voldtaget hende, hvis hun for alvor havde sagt fra. Han var blevet skide sur, men han havde ikke kastet sig over hende og voldtaget hende. (Nej, det ved jeg faktisk ikke noget om.) Desværre er de fleste kvinder bare ikke der, hvor de får sagt ordentligt fra. Føler sig nok værd til for alvor at sige fra. Det starter med, at hun ikke vil være snerpet, så går det over i, at hun ikke vil såre hans ego, og så slutter det der, hvor det har varet så længe, at hun til sidst ikke føler, hun kan tillade sig at sige fra for alvor. Og jeg flår den, der siger, at det så er hendes skyld. Så har du desværre ikke forstået noget som helst. Overhovedet!

Jeg ved godt, hvor jeg vil placere skylden, men det kan vi ikke bruge til noget. Vi skal se at lære vores unge mennesker noget om grænser, og hvordan man færdes i hundredevis af seksuelle sammenhænge. Kom nu!

A woman wearing a female gender symbol attends a protest against the gang rape of a 16-year-old girl in Rio de Janeiro, Brazil, Friday, May 27, 2016. The assault last Saturday came to light after several men joked about the attack online, posting graphic photos and videos of the unconscious, naked teen on Twitter. (AP Photo/Leo Correa)

Jeg husker stadigvæk de pink kjoler, som de indiske kvinder gik iført i kampen mod de mænd, der havde gruppevoldtaget en ung indisk pige i en bus – indtil hun døde af det. Nu var det nok. Der er for mange af de historier. Men kampen er lang! Nu er der endnu en historie fra Brasilien, som vi andre måske aldrig havde hørt om, var der ikke lavet en video at lægge op på de sociale medier.

Over 30 mænd er helt vanvittigt – men det skulle selvfølgelig også filmes! Gad vide, HVOR mørke de mørketal er globalt, når der er én, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni, ti, elleve, tolv, tretten, fjorten, femten, seksten, sytten, atten, nitten, tyve, enogtyve, toogtyve, treogtyve, fireogtyve, femogtyve, seksogtyve, syvogtyve, otteogtyve, niogtyve mand/mænd involveret.

Jeg tør slet ikke tænke på det. Men det er dén slags, der holdes #womendeliver for (mænd og kvinder sammen), og det kan ikke gå hurtigt nok. Men hvor er det godt, at der bliver råbt op – mere om det i medierne! Mere råben op!

For de siger her, at der anmeldes en voldtægt hvert 11. minut i Brasilien – ét land i verden – men så er der mørketallene – for hele verden.

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: